Du er her: Forside Blogs Martin Bech Kinas nye superministerium besøger UFM

Kinas nye superministerium besøger UFM

I flere år har der svirret rygter om, at Kinas ministerium for Videnskab og Teknologi (MOST) skulle nedlægges eller i hvert fald lægges sammen med et andet ministerium. Derfor var overraskelsen stor, da den kinesiske folkekongres i marts uden varsel godkendte en større omlægning og styrkelse af MOST

25. maj 2018

Martin Bech blogger fra Shanghai, Kina

Hvad indebærer ændringerne?

MOST får med omlægningen ansvar for to nye områder: National Natural Science Foundation og State Administration of Foreign Experts Affairs. Omlægningen indikerer, at den kinesiske regering ønsker at være mere strategisk både i sin forskningsfinansiering og i sin tiltrækning af primært kinesiske forskere men også ikke kinesiske forskere fra udlandet.

MOST har, som navnet antyder, altid haft fokus på den del af forskningen, som er anvendelsesorienteret. Det bliver der lavet om på. Med ansvaret for den utroligt indflydelsesrige og velpolstrede fond Natural Science Foundation of China (NSFC) skal MOST nu også til at uddele midler til grundforskning. Sidste år havde NSFC et budget på næsten 25 milliarder RMB (ca. 1:1 i DKK). Det beløb forventes at stige som en del af omlægningen. Den kinesiske regering har nemlig fremsat et ønske om at styrke grundforskningen. Det gør den ud fra den overbevisning, at Kina i dag har nået til et økonomisk og samfundsmæssigt udviklingstrin, hvor innovation forudsætter en styrkelse af grundforskningen. 

Med ansvaret for at tiltrække udenlandske eksperter får MOST i modsætning til tidligere også mulighed for at koble sine investeringer til strategiske indsatser for rekruttering. Hvordan det i praksis kommer til at udmønte sig er for tidligt at sige, men det er oplagt, at nogle af prestigeprojekterne inden for big science, eksempelvis det kinesiske rumprogram, fremover vil blive yderligere styrket i kraft af målrettede rekrutteringer af eksperter fra udlandet.

Man kunne også forestille sig en relancering af den kinesiske regerings meget populære 1000 Talents-program. Det har 10 års jubilæum i år og har med stor succes hentet kinesiske forskere (og nogle udlændinge) til Kina på lukrative kontrakter inklusive store forskningsbevillinger. Programmet har selvfølgelig haft et strategisk fokus på bestemte sektorer såsom life science, ICT, energi etc., men den primære hensigt har været at hente dygtige forskere til Kina – næsten uanset deres speciale. En ny version af programmet kunne tænkes at fokusere på strategisk vigtige forskningsområder og/eller teknologier samt specifikke geografiske områder, f.eks. den nye forskningspark i Beijing for kunstig intelligens (AI). Derudover er der lagt op til en gennemgang af visumsystemet, så udenlandske forskere fremover vil få en lettere vej gennem det kinesiske bureaukrati.

Omlægningen er ikke gået ubemærket hen. Specielt er der blevet rejst kritik af indlemningen af NSFC fra kinesiske forskningsmiljøer. Hidtil har fonden haft ry for at være Kinas mest veldrevne og transparente, og den har fået stor ros for at fordele sine midler til de bedste projekter – og ikke på basis af eksempelvis modtagernes personlige relationer, hvad der ofte bliver fremhævet som et problem i kinesisk forskningsfinansiering. Nogle kommentatorer og forskere har sat spørgsmålstegn ved, om fonden får lov at holde fast i sine principper, eller om ministeriets indflydelse vil sende den i en mindre transparent retning. Det er en diskussion, som bliver spændende at følge.

Det nye hold besøger UFM den 25. maj

Præsident Xi Jinping har ved flere lejligheder sagt, at innovation er nøglen til Kinas fortsatte økonomiske udvikling. Samtidig forventer præsidenten, at de mange milliarder, som han investerer i forskning, fører til nye videnskabelige opdagelser, der kan sikre, at Kina kan udfordre USA som verdens førende videnskabelige supermagt. MOST kommer med omlægningen og ansvaret for grundforskningsfinansiering, teknologisk udvikling og rekruttering til at spille en helt central rolle i Xi’s projekt. Derfor er det også oplagt at betragte MOST som lidt af et superministerium i Xi’s nye regering.

I den sammenhæng er det lovende, at Danmark og UFM har et særdeles godt forhold til MOST, der blev grundlagt for godt 10 år siden med en fælles regeringsaftale. Den daværende minister for MOST Wan Gang inviterede desuden sidste år Søren Pind og en større dansk delegation til at deltage i det prestigefyldte Pujiang Innovation Forum i Shanghai, hvor Danmark blev tildelt ærestitlen ”country of honor”. Ved samme lejlighed forlængede Innovationsfonden desuden sit samarbejde med MOST.

Kina delegation

Derfor er det også en god nyhed, at viceminister Li Meng fredag den 25. maj lagde vejen forbi UFM til et møde med departementschef Agnete Gersing for at bekræfte den gode relation og drøfte fremtiden for Danmarks samarbejde med Kinas nye superministerium. 

Kommentarer

Johannes Andersen siger:
25. maj 2018 22:09

Sidste år var undertegnede for et panel, som skulle vurdere valg af optik til et kinesisk 12-meter teleskop. Processen strandede (katastrofalt) i standard kinesisk beaurakrati og politisering. Vil dette have nogen indflydelse?14

Martin Bech siger:
30. maj 2018 10:01

Hej Johannes!
Det er et godt spørgsmål, som p.t. er svært at svare på. Men der er ingen tivivl om, at den kritik, der er blevet rejst, netop går på frygten for en øget bureaukratisering af grundforskningsfinansieringen. I praksis ved vi ikke om dette bliver tilfældet. Vi ved heller ikke hvornår, man vil begynde at se konsekvenserne af omlægningen. Men, som skrevet står, følger vi udviklingen og skal nok gøre opmærksom på nye tiltag.
Mvh. Martin

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Skriv tallet fem.
Dit svar:
Debatregler
Senest opdateret 25. maj 2018