Gå til indhold
Du er her: Forside Blogs Nina Espegård Hassel Fælles indsats for tiltrækning af kinesiske talenter

Fælles indsats for tiltrækning af kinesiske talenter

En af Innovation Centre Denmark, Shanghai’s helt store opgaver er afviklingen af Denmark Days, der hører under Top Talent Denmark initiativet. Rekruttering af kinesiske studerende til de danske videregående uddannelsesinstitutioner og til de danske virksomheder er overskriften.

19. november 2015

Nina Espegård Hassel

Nina Espegård Hassel blogger fra Shanghai, Kina.

I år var der indgået partnerskaber med 12 uddannelsesinstitutioner – og dette inklusiv tre professionshøjskoler, Sino-Danish University Centre – og fire virksomheder. I Shanghai var Fudan University venue for Denmark Day, og i Beijing dannede den danske ambassade rammen for begivenheden. Yderligere deltog en række af universiteterne og de kunsteriske uddannelser i et pilotprojekt ”Top Talent Denmark-light version” i Hong Kong.

Flere kinesiske studerende deltog i Denmark Days

Forud for begivenhederne var de danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder blevet promoveret på de sociale medier og via kinesiske studenter ambassadører sendte vi informationer om Denmark Days ud på mere end 30 udvalgte uddannelsesinstitutioner.

Det er vigtigt at rekrutteringen af studerende foregår fra de institutioner, som de danske videregående uddannelsesinstitutioner samarbejder med i forvejen. Dette er styrken ved Top Talent Denmark initiativet. Det samme gælder for de danske deltagende virksomheder, der også har særlige ønsker til, hvor de studerende skal rekrutteres fra.

I år lykkedes det os at tiltrække omkring 1600 studerende i alt ved Denmark Days i Shanghai og Beijing. Dette er flere studerende end sidste år, så på den vis har vi formået at skabe mere synlighed omkring Danmark som en uddannelses- og karrieredestination. Ved light-versionen af Top Talent Denmark Days i Hong Kong på The Polytechnic University deltog ca. 100 studerende.

2015 Denmark Day i Hong Kong
Repræsentanter fra IT-universitetet taler med interesserede studerende ved Denmark Day i Hong Kong

Kvalitet frem for kvantitet

Denmark Days i år har været en succes målt på vores outreach via de kinesiske sociale medier og målt på brandingen af Danmark som en uddannelses- og karrieredestination. Men ambitionen må være at gøre Top Talent Denmark initiativet og afholdelsen af Denmark Days endnu mere strategisk og målrettet. Dette kan betyde at antallet af deltagende studerende kan blive mindre, men til gengæld vil det være de bedste og mest relevante studerende, der deltager.

Kvalitet frem for kvantitet. Det bør være Top Talent Denmark initiativets styrke og formål. Kan kvaliteten og relevansen sikres, så får de deltagende uddannelsesinstitutioner og virksomheder noget, som de ikke kan få via deltagelse i store internationale uddannelsesmesser, hvor det ikke er muligt målrettet at række ud til særlige grupper af studerende eller basere rekrutteringen på allerede eksisterende samarbejder danske og kinesiske studerende imellem.

 

2015 Denmark Day i Beijing
Ambassadør Carsten Damsgaard åbner Denmark Day på den danske ambassade i Beijing

Professionshøjskolernes deltagelse i Top Talent Denmark 

I år deltog tre professionshøjskoler for første gang i Top Talent Denmark initiativet. Dette har betydet, at der har skullet gøres en ekstra indsats for at finde frem til de relevante kinesiske uddannelsesinstitutioner at rekruttere studerende fra. Dette lykkedes i højere grad i Shanghai end i Beijing, var professionshøjskolerne umiddelbare vurdering, efter de to Denmark Days var afholdt.

Jeg har været glad for, at de tre professionshøjskoler deltog i Top Talent Denmark i år. De tilbud om uddannelser, de kan tilbyde kinesiske studerende, er helt bestemt interessante, og der er også en efterspørgsel på disse i Kina. Så der er bestemt fremtid i en målrettet og strategisk indsat for at rekruttere de bedste kinesiske studerende til dette område.

Desuden har professionshøjskolernes deltagelse betydet, at vi fortsat har haft en nogenlunde bred repræsentation af danske uddannelsesinstitutioner. Men også kun nogenlunde. Vi behøver en volumen i den danske deltagelse – både fra uddannelsesinstitutionerne og fra virksomhederne. Top Talent Denmark initiativets styrke er, at den skaber en unik platform for branding af dansk uddannelses- og karrieremuligheder. Men unikheden kan ikke opretholdes, og brandingen kan ikke skabe nok synlighed, hvis ikke der er volumen på de danske partnere.

Initiativet behøver bred opbakning fra uddannelsesinstitutionerne, og denne form for målrettet og kvalitetsbevidst rekruttering, som Top Talent initiativet tilbyder, bør være en del af de danske videregående uddannelsesinstitutioners strategi for talentrekruttering i et land som Kina, hvor de studerende er mange, men talenterne skal findes, og ikke mindst skal der konkurreres om disse talenter med lande som England, USA og Australien.

Hvorfor skal de kinesiske studerende komme til Danmark?

2015 Denmark Day i Shanghai
De kinesiske studerende der deltog i Denmark Day på Fudan University i Shanghai havde også mulighed for at vinde gode præmier i ”Lucky draw” konkurrencen – her ses en af vinderne
Og hvorfor er de danske virksomheders deltagelse så vigtig? Jamen, de er lige så vigtige som institutionerne. Et er at høre om mulighederne for at studere i Danmark, men kan dette skaffe de kinesiske studerende et godt job efterfølgende? Ja, det kan det jo faktisk. De danske virksomheder udtrykker løbende et behov for internationale talenter til besættelse af jobs ikke bare i de lande hvor de har datterselskaber, men også i virksomhederne i Danmark. Deltagelse i Top Talent Denmark her i Kina vil kunne skaffe de talenter, som de efterspørger. Derfor bør Top Talent Denmark også have bred opbakning blandt Danmarks globale virksomheder.

 

Kvalitet og volumen sikrer konkurrencedygtigheden 

Så mit budskab i denne blog, skrevet på bagkanten af dette års Top Talent Denmark initiativ, og med afholdelsen af to meget succesfulde Denmark Days i Shanghai og Beijing er, at vi har fat i noget helt rigtigt her med initiativet i Kina. Dette er den rigtige vej frem i rekrutteringen af de bedste kinesiske studerende. Men det kræver, at vi bliver endnu mere målrettede og strategiske i tiltrækningen af de kinesiske studerende.

Vi skal ikke have flere studerende til at deltage – vi skal have de bedste og mest relevante studerende til at deltage. Og selvom det kan virke selvmodsigende at sige, at der skal være færre kinesiske studerende ved vores Denmark Days, men flere partnere fra de danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder, så giver det mening. Vi behøver volumen for at kunne klare os i konkurrencen om talenterne. Hvis vi ikke kan showcase både diversiteten og alle mulighederne for uddannelse og karriere i Danmark, så skiller vi os ikke ud blandt de andre lande, der også har meget målrettede og strategiske tilgange til talentrekruttering her i Kina.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 4 + 4 ?
Dit svar:
Senest opdateret 19. november 2015