Gå til indhold
Du er her: Forside Blogs Silicon Valley Danmark holder ferie

Danmark holder ferie

Birgitte Rahbek Kornum beretter fra en ganske almindelig arbejdsuge på Stanford Center for Sleep Research. Hun er postdoc på Center for Sleep Research og på Stanford med tre års løn fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom i regi af Det Frie Forskningsråd.

31. august 2010

Heldigvis har mit kontor vinduer. Så kan jeg nemlig se det dejlige Californiske sommervejr fra både skrivebordet og laboratoriebænken. Jeg har også en dør ud, men den skal være lukket, så der ikke løber egern ind på laboratoriet.

Desværre kan vores air condition-anlæg ikke håndtere, at vi har ti brummende -80°C frysere stående, så det overkompenserer og gør, at jeg må sidde her med lange bukser og min fiberpels på for ikke at fryse. Det føles ikke som sommer, men det er det – kan jeg se – udenfor.

Fortæl en person med katapleksi en joke – og personen kollapser!

Jeg er på Stanford som postdoc for at forske i søvnsygdommen narkolepsi. Det er en sær sygdom, der rammer ca. en ud af 2000. Patienter med Narkolepsi har en dårligt fungerende søvnregulering, så de falder i søvn hele tiden om dagen og vågner hele tiden om natten, groft sagt.

De hårdest ramte har også katapleksi, et symptom der viser sig som en pludselig og kortvarig total muskellammelse udløst af intense følelser som glæde, latter, vrede og lignende. Kort sagt, fortæl en person med katapleksi en joke – og personen kollapser! Falder simpelthen om af grin. Og nej, det er ikke sjovt. Men spøjst. Nogle normale raske har faktisk en smule af dette. Heraf udtrykket "at blive blød i knæene".

Birgitte Rahbek Kornum
Birgitte Rahbek Kornum er på Stanford for at forske i søvnsygdommen narkolepsi
Umiddelbart lyder det ikke som noget, der har med søvn at gøre, men faktisk træder en lignende mekanisme i kraft, når man drømmer. Alle mennesker drømmer hver nat og for at undgå, at man udfører drømmen, blokerer hjernen alle signaler til musklerne imens. Man er altså lammet, mens man drømmer. En teori om katapleksi er, at det er et søvnfænomen, der dukker op i vågen tilstand på grund af den grundlæggende fejl i søvnreguleringen hos narkoleptikere.

 

Møgsvært og fuldt af faldgruber

Det viser sig, at hele denne komplekse sygdom skyldes, at en lille gruppe celler i hjernen pludselig dør. Vi ved ikke, hvorfor eller hvordan de dør, og det er her, jeg kommer ind i billedet. Mit laboratorium her på Stanford arbejder med den hypotese, at cellerne dør pga. et autoimmunt angreb. Altså, hvor kroppens eget immunsystem pludselig tager fejl og dræber disse helt specifikke og helt normale hjerneceller. Jeg undersøger, hvad der adskiller immunforsvaret hos raske i forhold til narkolepsipatienter.

I øjeblikket undersøger jeg, hvor let immuncellerne dør under forskellige påvirkninger. I den forgangne uge har jeg afprøvet forskellige metoder, der skal bruges til at måle, hvordan cellerne dør (det kan nemlig foregå via forskellige mekanismer). Først så virkede det overhovedet ikke. Der kom ikke noget signal. Så justerede jeg lidt, og så kom der signal, men også i den prøve, hvor der ikke skulle komme signal. Så justerede jeg igen. Og sådan er forskning hele tiden.

I går virkede det endelig. Yes. Nu skal jeg så igang med at måle på cellerne fra nogle raske forsøgpersoner for karakterisere det normale forløb. Engang ude i fremtiden når jeg forhåbentlig til også at måle på nogle celler fra narkolepsipatienter. Og måske er der en forskel. Måske ikke. Måske er det ikke celledød, men aktiveringen der er fejlreguleret. Eller noget helt andet. Det er derfor, forskning er sjovt.

Man tager den eksisterende viden om noget, i dette tilfælde immunforsvaret og hjernen, og prøver at komme med et godt kvalificeret gæt på, hvad der foregår, når et fænomen som en sygdom opstår. Bagefter prøver man så at måle, om det mon forholder sig sådan i virkeligheden.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når forsøgene skal designes, så svaret kan blive et klart ja eller nej og ikke bare et måske, måske ikke. Det er møgsvært og fuldt af faldgruber, men det må jeg fortælle mere om en anden gang, det her skal handle om hverdagen på Stanford og i Californien.

Det er mega fedt at være forsker på Stanford

Det er mega fedt at være forsker på Stanford – for nu at sige det ligeud. Selvom det ikke er et stort universitet, så er her eksperter inden for næsten alle felter. Det vil sige, at da jeg, der er uddannet hjerneforsker, begyndte at interessere mig for immunforsvaret, så tog jeg bare kontakt til en af disse eksperter, og nu får jeg så højt kvalificeret vejledning fra Dr. Steinmans gruppe.

Oven i hatten tilbyder universitet kerneydelser, som består af ganske mange forskellige målinger og analyser, man kan få foretaget på sine biologiske prøver. På denne måde sparer den enkelte forsker det, der måske er allermindst af – tid. Tempoet i forskningen bliver derefter, godt hjulpet af at alle arbejder meget og længe.

Med støtte fra Det Frie Forskningsråd

Jeg flyttede hertil sidste november med tre års løn fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom i lommen. Mit projekt er et samarbejde mellem bl.a. Dansk Center for Søvnmedicin  på Glostrup Hospital og Stanford Center for Sleep Sciences, og det er ganske lærerigt at opleve amerikanernes holdning til danske forskere.

Der er stor respekt for fagligheden og en vis storebroragtig overbærenhed med omfanget og betydningen af den forskning, der bedrives. Det kan virke arrogant, men er nok mere et spørgsmål om en slags "ude godt, men hjemme bedst"-mentalitet.

Jeg kan se, hvorfor det kan være svært for danske forskere at kæmpe sig til en solid plads på verdenscenen. Det har været særligt tydeligt hen over sommeren, hvor det har været lidt sværere at komme i kontakt med folk i Danmark. "Is everybody in Denmark on vacation the whole summer?", spurgte chefen med et glimt i øjet.

"Europa holder ferie"

Chefen er forøvrigt franskmand med alt, hvad det indebærer. I hele laboratoriet er der kun to, der er født og opvokset i USA, ellers er vi en skøn blanding af folk fra primært Asien og Europa, men også Mexico er repræsenteret. Det er meget lærerigt.

Der er bl.a. i øjeblikket en italiensk gæsteforsker i vores laboratorium. Hun skal være her i seks uger og skal hjælpe med at organisere en masse blodprøver, vi har fået fra italienske narkolepsipatienter. Det har dog vist sig at være ret svært at få de nødvendige informationer fra Italien, for, som hun siger, "Italy is on vacation in August".

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Skriv tallet fem.
Dit svar:
Senest opdateret 09. september 2015