Du er her: Forside Blogs Silicon Valley You can do it! – en beretning om bedstemoderen bag Googles succes

You can do it! – en beretning om bedstemoderen bag Googles succes

Kirsten Mogensen skriver om Esther Wojcicki, bedstemoderen bag Googles succes. Wojcicki har gode råd til forældre og lærere, som vil forberede deres børn på fremtidens innovationsøkonomi.

19. marts 2010

Jeg hedder Kirsten Mogensen og er lektor i journalistik på RUC. Jeg er dog p.t. gæsteforsker på Stanford University gennem Videnskabsministeriets partnerskabsaftale med H-STAR. Jeg forsker i innovationsjournalistik på Center for Innovation Journalism på Stanford University i foråret 2010.

De De mange garager i Silicon Valley

Garager spiller en stor rolle i Silicon Valleys historier om innovation. Der er fx i Palo Alto Hewlett-Packards gamle garage, som er anerkendt som en af Californiens bevaringsværdige historiske bygninger, og så er der Googles garage i Menlo Park. Erfaringen viser, at det er klogt for en ingeniør eller datalog at starte i en lille garage, hvis han satser på en fremtid som it-milliardær, på samme måde som det er almindelig kendt, at enhver avisredaktør med respekt for sig selv startede som avisbud. Men hvis du planlægger at leje en garage i Silicon Valley for at gøre Google-drengene kunsten efter, så bør du tjekke ejerens familie, for det kan meget vel være den og ikke garagen selv, der er nøglen til succes.

Google – spundet ud af Stanford University

Larry Page, 22 år, og Sergey Brin, 21 år, mødtes som datalogistuderende på Stanford University i 1995. Sammen udviklede de ideen om at bygge en brugervenlig søgemaskine, og i 1998 flyttede de ind i Susan Wojcickis dobbeltgarage i Menlo Park. Garagen var ikke noget særligt – en betonvej førte hen til den og et skilt fortalte, at her var "Google Worldwide Headquarter". Drengene befandt sig godt ikke bare i garagen, men også i resten af huset. Hurtigt blev de en del af familien – i bogstaveligste forstand.

Verdens største gratis søgemaskine

Susan Wojcicki sagde sit lederjob hos Intel op og hjalp dem med at udvikle en forretningsmodel. Hun er i dag vicepræsident for produkt management hos Google. Hendes lillesøster, Ann, er gift med Sergey, og når pigerne har travlt med at passe deres lederjob, kommer bedstemor og tager sig af børnene. Da de to computernørder flyttede ind hos Wojcicki med ideen til verdens største gratis søgemaskine, men uden nogen klar ide om, hvorfra pengene skulle komme, fandt de en familie, hvis livsfilosofi harmonerede med deres uhæmmede ambitioner. Bedsteforældrene er Esther og Stanley Wojcicki. Hun er lærer i journalistik på Palo Alto High School, og han er professor i fysik på Stanford University.

Bag enhver succesfuld mand står en kvinde

Jeg mødte Esther Wojcicki på Stanford, hvor hun fortalte om et af sine mange projekter: www.creativecommons.org, og mens jeg lyttede til hende, blev det klart, at der her i Silicon Valley er højt uddannede, kreative og indflydelsesrige mødre, som spiller en større rolle i eco-systemet, end litteraturen om innovation lader ane.

Tidligere sagde man ofte, at der bag enhver succesfuld mand står en kvinde, men da tænkte man på midaldrende direktørers hjemmegående koner. Unge innovatører i high tech-industrien har sjældent koner, men snarere en stærk mor, svigermor eller lærer.

Esther Wojcicki
Esther Wojcicki i en klasse på Palo Alto High School.

Esther Wojcicki i en klasse på Palo Alto High School. En lørdag formiddag blev jeg budt på te i køkkenet hos Esther Wojcicki i familiens villa på Stanford Campus, og over de næste to timer fortalte hun om sit arbejde med at støtte både sine egne børn og sine studerende i deres ambitioner. Jeg bad hende også fortælle om sit liv for at forstå udgangspunktet for hendes filosofi. Heldigvis optog jeg samtalen, for hun er et af de mennesker, som man gerne lytter til igen. Hendes befriende latter kommer helt fra hjertet. I det følgende vil jeg kort fortælle hendes historie og nogle af hendes tanker om, hvad der fremmer innovation.

Barn af fattige russiske indvandre

Esther Wojcicki voksede op i området omkring Los Angeles som ældste barn af fattige indvandrere fra Rusland. John Steinbeck har beskrevet den ekstreme fattigdom i Californien i 30'erne. I 40'erne, hvor Ester Wojcicki var barn, var forholdene lidt bedre, men familien boede i en etværelses lejlighed, og der var fx ikke råd til sygesikring.

Hendes ene bror var ordblind og blev i overensstemmelse med tidens ånd behandlet nærmest som evnesvag. Den anden bror døde 18 måneder gammel efter at have slugt nogle aspirin. Fordi familien ikke kunne betale, gik forældrene forgæves tiggergang til læger og hospitaler. Efter broderens død besluttede Esther sig for at komme væk fra fattigdommen, og hun vurderede, at den eneste vej ud af fattigdommen gik via uddannelse.

Beslutningen gav hende kræfter til at gøre ting, som hun ellers ikke havde drømt om. Fra at være blandt de dårligste elever i klassen, avancerede hun til at blive nummer ét i skolen. Hun brød med tidens normer på forskellige måder, fx da hun i en alder af 14 år marcherede ind på en avisredaktion, som ellers kun bestod af ældre mænd, og bad om at måtte arbejde som journalist på avisen for en beskeden hyre. Hun fik løn efter antal ord, og hun skrev i de følgende år så meget om politik og lokale forhold, at hun kunne komme på college.

Gode råd om hvordan børn klædes på til innovation

Esther blev optaget på UC Berkeley, hvor hun boede på et kollegium sammen med andre fattige studerende, og her mødte hun Stanley Wojcicki, som var flygtet fra Polen med sin mor efter kommunisternes magtovertagelse. De to fattige unge mennesker giftede sig, og resten af deres historie handler om misundelsesværdig fremgang, så den skal jeg spare læserne for.

Her følger nogle af Esthers råd til forældre og lærere, som gerne vil forberede deres børn på at tage del i fremtidens innovationsøkonomi:

1. Vis hvordan
Hvis barnet fx vil spille tennis, så vis det, hvordan man skal gøre. Lad barnet blive ved med at øve sig, til det behersker teknikken. Det kan være hårdt arbejde at nå sine mål.

2. Bedøm kun toppræstationer
Vent med at bedømme barnet til det mestrer teknikken. Esther Wojcicki fortæller, at hun først giver sine studerende karakter, når de kan få A. Hun mener, det er demotiverende, hvis man fx i skolen giver årskarakter på baggrund af et gennemsnit for året. Hvis barnet klarer sig dårligt i begyndelsen, kan det i så fald aldrig få topkarakter, selvom det lærer at mestre faget.

3. Vær ikke bange for at bryde regler eller begå fejl
Lær barnet, at det ikke skal være bange for innovation. Det er ok at afprøve nye metoder og at bryde med traditionelle måder at gøre tingene på, for det er fundamentet for innovation.

4. Have tillid til at barnet kan klare det
Børn har forskellig måde at lære på. Det vigtigste er, at man viser, at man tror på dem og deres evner. Hvis bare en enkelt nærtstående voksen tror på barnet, vil det blomstre.

5. Vær direkte
Man skal ikke rose arbejde, som ikke er godt. Men man skal adskille bedømmelsen af præstation og bedømmelse af barnet. Barnet er ikke dårligt, blot fordi det endnu ikke behersker en teknik.

6. Straf ikke for fejl
Straf ikke barnet for at begå fejl, for man lærer og vokser gennem fejl. Hjælp dem til at mestre.

7. Giv dem en vision
Hjælp dem til at se sig selv i et fremtidigt job, som de selv ønsker. Det giver dem styrke.

8. Respekt
Behandl barnet med respekt. Hvis man behandler et barn dårligt i skolen, dropper det ud.

9. Succes er mulig
Giv barnet en tro på, at det kan opnå succes, hvis det bliver ved med at prøve.

Ovenstående er nogle af de principper, som Esther Wojcicki videregav til sine børn, og som Larry Page og Sergey Brin oplevede i de år, hvor Google holdt til i garagen, og bedstemor passede børn i huset. Hele familien troede på Google-projektet, og de bidrog på hver sin måde. Esther Wojcicki arbejdede også selv for Google i en periode – bl.a. lavede hun materiale for lærere og skabte dermed grundlaget for Google Apps Education.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Skriv tallet fem.
Dit svar:
Senest opdateret 09. september 2015