Gå til indhold
Du er her: Forside Blogs Ulrik Kjølsen Olsen Forskningsinstitutioner og virksomheder under samme tag

Forskningsinstitutioner og virksomheder under samme tag

I Sydtyskland skyder nye, interessante forskningssatsninger mellem videninstitutioner og virksomheder op med høj fart. Innovationscentret i München har sat sig for at kortlægge de sydtyske industry on campus partnerskaber til gavn for de danske aktører.

15. september 2021

UlrikKjlsenOlsen.jpg

Ulrik Kjølsen Olsen blogger fra München, Tyskland

For et par uger siden annoncerede BMW og Münchens Tekniske Universitet, TUM, et nyt forskningssamarbejde omkring kvantecomputing. Konkret finansierer BMW med ca. 40 millioner kroner et nyt 6-års professorat samt øvrige medarbejdere og infrastruktur på TUM. Fokus er på anvendelsesorienteret forskning såvel som åbne spørgsmål i relation til kvantecomputere. 

Samarbejdet mellem BMW og TUM er et eksempel på en trend i Sydtyskland: Virksomheder og universiteter rykker tættere sammen i bestræbelsen på at opnå nye mål. Vel at mærke mål, som ikke kan klares med et teknologisk ”quick fix”, men kræver et langt, sejt træk. Den langsigtede tilgang har jeg observeret som værende et kendetegn ved mange partnerskaber mellem universiteter og industrien i Sydtyskland, som jeg mener kan være til inspiration for de danske aktører, der aktuelt arbejder med at udvikle offentligt-privat forskningssamarbejde.

Under ét tag

I Sydtyskland er der efterhånden mange længerevarende partnerskaber, som indbefatter at universiteter og virksomheder arbejder sammen ’under ét tag’. Formålet er typisk at opnå en mere forpligtende form for samarbejde, som giver mulighed for udveksling af forskere og deling af faciliteter. Ønsket med campuspartnerskaberne er at opnå en merværdi, som kun kan skabes ved, at der skabes en tillid og gennem fælles aktiviteter, som indbefatter delt adgang eller ejerskab mellem partnerne.

Nogle projekter er igangsat med støtte fra statslige eller delstatslige puljer. Flere tyske offentlige forsknings- og innovationsprogrammer giver blandt andet mulighed for bevillinger for perioder på helt op til 15 år.

Andre partnerskaber er etableret uden myndigheders medvirken og direkte mellem virksomheder og videninstitutioner. Nogle partnerskaber er endda uden planlagt slutdato. Det er tilfældet med virksomheden SCHAEFFLER’s Hub for Advanced Research ved Karlsruhe Institute of Technology, som tidligere er blevet omtalt i denne blog. 

Fælles mål, men forskellige motivationsfaktorer

Private og offentlige partnere i et Industry on Campus-samarbejde kan have meget forskellige indgangsvinkler til og interesser i at indgå i partnerskaberne. Fra universiteters og forskningsinstitutioners synes udsigten til privat medfinansiering af aktiviteter samt adgang til virksomhedscases- og problemstillinger, infrastruktur og teknologi at være blandt de primære motivationsfaktorer.

Hertil kommer, at virksomhedsnetværket kan være nyttigt i bestræbelserne på sidenhen at opnå projektfinansiering fra offentlige (herunder EU) og private fonde. 

Industry on Campus partnerskaber kan give virksomheder en mere direkte adgang til forskningsmiljøer på universiteterne, men en anden gulerod muligheden for at komme i kontakten med dygtige studerende, som kunne blive potentielle nye medarbejdere i virksomheden.

Myndigheder kan have en interesse i at understøtte sådanne partnerskaber, fordi de kan udvikle sig til længerevarende platforme, som også kan leve videre efter at den offentlige medfinansiering er udløbet. Det viser dig desuden, at hvad der ofte starter som et forskningssamarbejde forgrener sig til entreprenørskabs- og innovationssamarbejde. Måske fordi de deltagende parter finder et fælles arbejdsmodus og et ”fælles sprog” for, hvad de egentlig kan sammen. 

Sidste år slog virksomheden Zeiss døren op til et nyt innovationshub ved Karlsruhe Institute of Technology (KIT). I en treetagers bygning på universitetets campus har Zeiss placeret en forskergruppe og en inkubator for start-ups og tilbyder desuden en række nye samarbejdsmuligheder for studerende. Sådan et ”open innovation” samarbejde, som spænder over hele kæden fra forskning og innovation til uddannelse sætter rækkevidden, og ikke mindst dybden, af Industry on Campus partnerskaber i perspektiv. 

Zeiss Innovation Hub @ KIT er i øvrigt på programmet til den Industry on Campus Camp, Innovationscentret i München arrangerer for danske universiteter og virksomheder til efteråret. 

Kan vi i Danmark lære noget af tyskerne?

Generelt kan man sige, at sydtyske universiteter og virksomheder er gået et skridt længere i campussamarbejdet, end man hidtil har set i Danmark.

De strategiske universitets-virksomhedssamarbejder i Sydtyskland tager mange former, men fælles for dem er en stor gensidig åbenhed for at rykke tættere sammen og meget lidt berøringsangst for selv meget formaliserede partnerskaber. 

Viden om de forskellige samarbejdskonstruktioner og mekanismerne bag campuspartnerskaberne kan være nyttig for danske videninstitutioners og virksomheders bestræbelser på at finde nye veje til samarbejde. 

Innovationscentret i Münchens ser frem til at præsentere kortlægningen af Industry on Campus partnerskaber til efteråret.  

Følg ICDK Münchens aktiviteter omkring strategisk samarbejde mellem videninstitutioner og virksomheder på www.industryoncampus.com. 

Du er også velkommen til at kontakte forskningsattaché Ulrik Kjølsen Olsen, , for at høre nærmere om samarbejdsmuligheder med de tyske campuspartnerskaber.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Skriv tallet fem.
Dit svar:
Debatregler
Senest opdateret 16. september 2021