Gå til indhold
Du er her: Forside Blogs Ulrik Kjølsen Olsen Kom tæt på samarbejdet mellem universiteter og industrien i Sydtyskland

Kom tæt på samarbejdet mellem universiteter og industrien i Sydtyskland

Innovationscentret i München tog danske universiteter og virksomheder med på digitalt besøg hos udvalgte partnerskaber mellem universiteter og industrien i den sydtyske delstat Baden-Württemberg. Målet var at blive klogere på industry-on-campus-samarbejde i en sydtysk kontekst.

21. januar 2021

UlrikKjlsenOlsen.jpg

Ulrik Kjølsen Olsen blogger fra München, Tyskland

Nogle gange er man så tætte med hinanden, at det er nemmere bare at flytte sammen. Måske er det sådan flere universiteter og virksomheder i Sydtyskland har tænkt. Også selv om det forpligter. 

I hvert fald er de såkaldte ”Industry-on-Campus” partnerskaber, kendetegnet ved samlokation mellem virksomheder og videninstitutioner, et faktum flere steder i Sydtyskland. Og konceptet er centralt i Baden-Württembergs innovationsstrategi. Innovationscentret i München var i november vært for et virtuelt mødeprogram med stop i Mannheim, Tübingen/Stuttgart og Karlsruhe. I det følgende vil jeg gennemgå, hvad vi oplevede og lærte om de tre partnerskaber, vi mødtes med.

Molekylær intervention i Mannheim

Kuren mod kræft er det ultimative mål for koordinator Dr. Patrick Maier og de øvrige partnere i M2OLIE, som er en platform finansieret gennem det tyske uddannelses- og forskningsministeriums (BMBFs) Forschungscampus program. Her er industrien rykket ind på klinikken. Gennem forskning og innovation i imaging-, AI- og robotteknologi arbejder 30 virksomheder og universiteter sammen om at udvikle nye metoder til tidlig intervention mod metastaser. Centralt for organiseringen af samarbejdet mellem de mange forskellige aktører er håndtering af intellektuelle rettigheder (IPR). Her opererer M2OLIE med fire forskellige modeller, men mest benyttet er BMBF’s retningslinjer, som indebærer en 1-års periode til åben forhandling om IPR skabt gennem projektet, samt at rettighedsejerne må udnytte egne resultater.

”Landsby” huser førende partnerskab om kunstig intelligens

Tübingen er en by med omkring 90.000 indbyggere, men er ikke desto mindre en magtfaktor i det tyske forskningslandskab. Med Eberhard Karls Universität Tübingen og Max Planck instituttet for intelligente systemer findes her Europas største AI-klynge. Herfra udspringer det stærke forskningsnetværk ELLIS, som ved årsskiftet fik Københavns Universitet, DTU og IT-Universitetet i København som partnere. Sammen med Stuttgart er Tübingen et knudepunkt for Cyber Valley netværket, hvor videnspartnere samarbejder med industrigiganter som Bosch, Amazon og Daimler om såvel grundforskning som anvendelsesorienteret forskning inden for kunstig intelligens. Et centralt trade-off i samarbejdet er, at virksomhederne må betale for grundforskning (professorater, ph.d.- og postdocprogrammer mv.) mod at få direkte adgang til et forskningsøkosystem i verdensklasse. Og det gør de, efter Cyber Valley-repræsentanternes eget udsagn, gerne!

Kollegialt samarbejde mellem industrigigant og universitetsforskere

Sidste stop på den tredages virtuelle rundtur var Karlsruhe Institute of Technology. Det var ikke til en snak med universitetet, men med SCHAEFFLER Hub for Advanced Research (SHARE at KIT), som har til huse på campus. Direktør Dr. Ralf Stopp præsenterede SCHAEFFLER’s unikke Industry-on-Campus, hvor virksomhedens egne forskere samarbejder med KIT’s forskergrupper om anvendelsesorienteret forskning rettet mod fremtidens mobilitet. Forskningsprojekter bygges op fra grunden, og de centrale beslutninger træffes i en fælles bestyrelse mellem SCHAEFFLER og KIT. Det sker for at sikre at såvel virksomhedens som universitetets interesser bliver tilgodeset.

SHARE at KIT blev i 2012 etableret som det første partnerskab af sin slags, men med udgangspunkt i modellen fra Karlsruhe er der de seneste fire år blevet oprettet lignende SCHAFFLER-hubs ved FAU Erlangen universitet nær Nürnberg samt ved Nanyang Technological University i Singapore og Southwest Jiatong University i Sydkorea.

Industry-on-Campus 2.0

Med nye indsigter i bagagen planlægger Innovationscentret i München en ny Industry-on-Campus camp i 2021. Denne gang kan den forhåbentlig finde sted fysisk i Sydtyskland. Det vil ikke mindst give bedre muligheder for networking mellem deltagerne, og den nok så vigtige snak over kaffen.

ICDK München opfordrer danske interessenter til at kontakte Ulrik for at høre nærmere om Industry-on-Campus-initiativet og perspektiverne for Danmark.

IndustryonCampusICDKMnchen.jpg

 

Industry-on-Campus

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Skriv tallet fem.
Dit svar:
Debatregler
Senest opdateret 21. januar 2021