Gå til indhold

David Dreyer Lassen

Professor, ph.d.

Hvad forsker du i?

Politisk økonomi handler helt bredt om, hvordan økonomiske forhold påvirker politik og – ikke mindst – hvordan politiske hensyn er med til at definere David Dreyer Lassenøkonomiske handlemuligheder. Det kan handle om alt fra, hvordan budgetinstitutioner, som fx den danske udgiftslov eller EU’s regelsæt, påvirker økonomisk politik til at forstå, hvordan det enkelte menneske danner politiske holdninger. Ofte involverer det både økonomi og politik: I øjeblikket forsker jeg blandt andet – fra den økonomiske side – i, hvorfor nogle mennesker er mere utålmodige end andre, og – fra den politologiske side – i, hvordan sådanne forskelle manifesterer sig i politiske holdninger. Det gælder både holdninger til den klassiske velfærdsstats områder som sociale forsikringsordninger, men også spirende politikområder som såkaldt paternalistisk politik, hvor staten regulerer, hvad mange synes hører privatsfæren til, fx forbrug af usund mad eller pensionsopsparing. I andre projekter forsker jeg i, hvordan information og bekymringer om arbejdsløshed i ens netværk påvirker holdninger til arbejdsløshedsunderstøttelse og omfordeling mere generelt.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver?

I samfundsvidenskab har vores analyseobjekter, fra mennesker til organisationer og stater, en intention bag deres individuelle eller kollektive valg, og undertiden ændrer nye forskningsresultater folks adfærd, enten direkte eller gennem politiktiltag – og så er det nogle gange tilbage til start. Samtidig har mange af de emner, vi studerer i samfundsvidenskab, en karakter, hvor det er svært – hvis ikke umuligt eller uetisk – at lave egentlige kontrollerede eksperimenter. Derfor lever mange samfundsvidenskabere af rester fra politikernes bord – nogle gange betyder en politikændring at folks valg(muligheder) bliver påvirket udefra, hvilket kan tillade os at komme lidt nærmere en forståelse af årsagssammenhænge. Dansk samfundsvidenskabelig forskning har – ligesom i øvrigt sundhedsforskningen – i mange år nydt godt af de danske forskningsregistre, som på verdensplan er unikke i kvalitet og detaljeringsgrad, og som samtidig, gennem Danmarks Statistik, har været stillet til rådighed for forskningsmiljøerne på en sikker måde. Jeg har arbejdet med at koble den type data sammen med surveydata om holdninger og forventninger, og en stor udfordring fremadrettet er at koble den type data med andre, mere detaljerede datatyper om individers adfærd, fx såkaldte big data med informationer om adfærd fra mobiltelefoner o.l., på en måde, der også fremadrettet sikrer privatlivets fred. Men det arbejder vi på.

Hvordan opstod interessen for forskningsfeltet?

Jeg blev allerede på første del på universitetet interesseret i, hvordan økonomisk politik skabes i praksis –hvordan politiske hensyn afvejes i forhold til både økonomiske fakta og administrative hensyn, hvad der bestemmer vælgernes politiske holdninger og præferencer – og hvordan forskellige institutionelle forhold begrænser eller befordrer politiske hensyn. Et års ophold på Harvard under min ph.d.-uddannelse fokuserede mine interesser inden for politisk økonomi, og jeg fik i den forbindelse kontakt til professor James E. Alt, som jeg har arbejdet sammen med siden, især om finanspolitik, men også om emner som korruption og politisk adfærd. Med tiden har jeg gået fra at forske i mere brede, makroøkonomiske problemstillinger til at forsøge at forstå, hvordan individuelle politiske holdninger og muligheder for politisk deltagelse skabes, ændres, og påvirkes af fx information.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-prisen?

Vi er på samfundsvidenskab på Københavns Universitet i gang med at opbygge et miljø inden for Social Data Science, en samfundsvidenskabelig vinkel på big data, og det er ikke altid let at skaffe midler til interdisciplinære, grundvidenskabelige satsninger. Det betyder, at forskningsbeløbet hurtigt vil få ben at gå på – der er mange dygtige folk i midlertidige stillinger, der, som jeg selv har gjort det, falder lidt mellem forskellige stole. EliteForsk-prisen giver mulighed for at udvikle området og fastholde nogle af de dygtigste, indtil andre løsninger viser sig. Hvad angår hædersprisen, er vi lige flyttet, så der er rigeligt at tage fat på – og en eventuel rest vil nok blive brugt på at rejse med familien.

Hvad betyder det for dig at modtage EliteForsk-prisen?

Jeg er meget glad for – og stolt over – at modtage EliteForsk-prisen. Mine interesser og min forskning kombinerer økonomi, politologi og til tider også psykologi, og som emnefelt spænder politisk økonomi også over flere traditionelle discipliner, hvilket på den ene side er spændende, men også betyder, at man ikke altid hører helt til ét sted. EliteForsk-prisen er derfor – for mig – også en bekræftelse af, at interdisciplinær forskning faktisk er helt ok. Samtidig har jeg svært ved at tænke på prisen uden samtidig at være taknemmelig over de muligheder, jeg har fået for at arbejde sammen med dygtige og spændende mennesker i Danmark og udlandet, fra ph.d.-studerende til professorer, på tværs af fag.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2022