Gå til indhold

Søren Galatius

Søren Galatius er lige vendt hjem efter 12 år på Stanford. Han er træt af billedet af matematikeren som supernørden. Han kører på motorcykel og ser matematik som meditation.

Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Søren Galatius, professor i matematik, topologi og geometri, Københavns Universitet, 40 år, København.

Matematik er noget af det sværeste at forklare. Jeg forsker i topologi. Det en gren af geometri og handler om rumlige fænomener.

Matematikere er meget præcise med definitioner og beviser. Når vi siger, noget er rigtigt, så er det virkelig rigtigt. Der er ikke gradbøjning – det er præcist. Et andet aspekt er, at det er grundlaget for mange andre ting. Der er for eksempel mange naturlove, man ikke kan formulere uden meget avanceret matematik.

Man taler om anvendt matematik og ren matematik. Anvendt matematik er direkte anvendelig, mens min forskning er mere i det abstrakte. Erfaring viser, at hvis man undersøger det, der virker fundamentalt, så bliver det før eller siden vigtigt. Hvis man leder efter en løsning på et bestemt problem i for eksempel biologi eller økonomi, så kan man overse mere fundamentale strukturer.

Så det er lige vigtigt, det ene og det andet. Der skal både være nogen, der tænker mere over, hvordan man løser konkrete problemer, og så skal der være nogen, der undersøger den interne struktur i matematikken.

De fleste matematikere bruger meget tid alene og fokuseret. Det kræver stor koncentration og ro at blive inspireret til at få en ny idé. Uforstyrret tænkning. Man kan ikke lige bestemme sig for at tænke i et kvarter. For mig er der nærmest meditation over det. Men der er også et stort socialt aspekt med udveksling af idéer. Hvis man kun sidder alene, kan man komme til at køre i cirkler.

Hvis man hele sin karriere er i samme felt, er det ikke urealistisk at blive den bedste i verden til det felt, men så er der også en risiko for, at man mister kontakten til resten af matematikken. Det er godt både at dyrke dybden og bredden, så man ikke ender med kun at være ekspert i højre lilletå. Bredden får jeg også fra mine kolleger – både her på Københavns Universitet og på Stanford, hvor jeg var i 12 år – indtil april 2016.

Min far var bibliotekar, og min mor var fysioterapeut. Vi boede på et gammelt husmandssted nord for Randers. Jeg kunne mærke allerede i gymnasiet, at jeg var god til matematik. Og succes gør en mere interesseret. Det bliver også sjovere, jo mere man fordyber sig.

Billedet af supernørden er jeg træt af. Jeg er ikke så forskellig fra andre. Det ville være svært for mig at være forsker, hvis jeg ikke havde et liv ved siden af. Man kan godt engagere sig over 100 % i jobbet i et kortere stykke tid. Men det er som et lån i banken. Så må man på ferie, til koncert eller på camping.

Forskellen mellem at arbejde 40 og 60 timer om ugen er mere end en 50 % forskel. Jeg havde ikke kunnet gøre det, jeg har gjort, hvis jeg havde insisteret på en 40 timers arbejdsuge.

Efter min ph.d. i Aarhus, søgte jeg postdoc og fik tilbud fra Stanford om en treårig stilling. Stanford optager kun 6 % af de studerende, der søger. Man vil have de bedste studerende, og man vil være de bedste i verden. Det ligger i selvforståelsen. Vi tænkte hele tiden over, hvordan vi kunne konkurrere med andre top-universiteter.

Nok er der konkurrence, men man skal ikke gå rundt med spidse albuer. Det skal også være afslappet. Der skal være ordentlige praktiske forhold, gode støttefunktioner, og en ledelse med de rigtige prioriteter. Lige i overgangen mellem at være studerende og postdoc er det almindeligt, at det sociale er lidt svært. Som studerende kommer det sociale automatisk. Der er altid en fest, og man skal egentlig bare møde op. Som postdoc er der både et større pres, og man skal gøre mere selv for sit sociale liv. Og mange stifter familie i den fase af livet. Men jeg følte mig ikke isoleret.

Jeg købte en motorcykel. Der er kort fra Stanford til storslået smuk natur. Der er mange ture, man kan tage, både alene og sammen med andre. Danmark er også smukt, men der er ikke noget som Yosemite.

Hvis jeg var blevet amerikansk gift, havde det nok været sværere at flytte hjem igen. Jeg er nok typen, der ikke binder sig så meget. Man kan i hvert fald konstatere, at jeg ikke har gjort det. Jeg har ikke aktivt valgt det fra, men det har været et mindre behov for mig.

Det at uddanne unge mennesker kan være et meget givende projekt. Det er et kæmpe ansvar, for man har stor indflydelse på, hvordan de kommer til at opfatte matematik. Om det er fascinerende, spændende, og hvor ambitiøs man er.

Som vejleder er man mindst lige så meget en menneskelig som en faglig mentor. De studerende skal lære at kunne tænke over det samme problem i halve år, også hvis det ikke føles, som om man kommer videre. Det er en del af vejledningen at lære, hvordan man håndterer det. Det kan være træls. Det har jeg selv syntes nogle gange. Det er først længere henne i karrieren, man accepterer, at sådan er det.

Jeg tænker på matematik som en kunstform. Hvis man ikke primært er motiveret af, at det skal kunne bruges til noget, hvad er man så motiveret af? Hvad er en kunstner motiveret af?

Når noget går op – når det løser sig foran øjnene. Der er en glæde. Både hvis det sker for en selv, og hvis det sker for andre. Følelsen af, at der sker noget nyt. Man kan være imponeret – næsten lykkelig.

Tekst: Helene Navne, journalist

Fødested og nuværende bopælskommune

Randers, København

Fagområde

Matematik

Institution 

Københavns Universitet  

Kontaktoplysninger 

Telefon: 29875878, e-mail: galatius@math.ku.dk

 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 08. december 2021