Gå til indhold

Ole Köhler-Forsberg

Læge, ph.d.-studerende

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Muligheder for at forbedre antidepressiv behandling ved hjælp af anti-inflammatorisk medicin

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Ole Köhler-Forsberg

Vi undersøger, hvorvidt der er en sammenhæng mellem immunsystemet og depression, og om dette kan bruges til at forbedre behandlingen. Depression er en svær og langvarig sygdom, der rammer mange mennesker, og der er fortsat alt for mange, der ikke responderer tilstrækkelig godt på behandlingen. Nogle af vores studier tyder på, at der findes en gruppe af patienter med depression, hvor immunsystemet og en systemisk betændelsesreaktion er medansvarlige for udviklingen af depression. Baseret herpå undersøger vi, om anti-inflammatorisk medicin (f.eks. gigtmedicin) kan forbedre effekten af den antidepressive medicin. Dette gør vi både i kliniske studier og i registerstudier på befolkningsniveau. Det drejer sig således om mere personaliseret behandling, hvor man baseret på blodprøver, specifikt symptombillede og andre målinger kan målrette behandlingen til den enkelte patient.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har tidlig vidst, at jeg gerne ville arbejde i psykiatrien, da det er et utrolig spændende felt, der kombinerer medicin, psykologi og filosofi. Derudover kan man gøre en stor forskel, da der fortsat mangler meget viden, og mange patienter ikke kan blive behandlet tilstrækkeligt med de nuværende muligheder. Da jeg derudover interesserer mig meget for immunsystemet, var det en oplagt mulighed at tage et forskningsår under medicinstudiet for at undersøge, hvorvidt anti-inflammatorisk medicin kan påvirke antidepressiv behandling. Jeg blev grebet af forskningsområdet og har fortsat med et ph.d.-studium. 

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Det komplicerede er hønen-ægget-spørgsmålet: Vi undersøger, hvorvidt inflammation fører til depression. Dog kan det lige så vel være, at depressionen medfører inflammation på grund af dårlig søvn og ernæring samt nedsat motion. Udfordringen er således at finde ud af, hos hvilke patienter inflammation fører til depression, for så at undersøge, hvorvidt anti-inflammatorisk medicin kan forbedre deres behandling. Derudover øges risikoen for bivirkninger, når man kombinerer to lægemidler som antidepressiva og gigtmedicin. Derfor er udfordringen at finde de rette patienter, der kan have gavn af den ekstra behandling, og som ikke har en øget risiko for bivirkninger, og endelig ikke at behandle i for lang tid. Perspektiverne for forskningsfeltet psykoneuroimmunologi er af eksperter blevet vurderet til at være store. Fundene kan have stor betydning for mange patienter, der med de nuværende muligheder og redskaber er svære at diagnosticere og/eller ikke responderer tilstrækkeligt på behandlingen.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder? – Og hvad skal det bruges til? 

Det er en stor ære og anerkendelse at modtage en så betydningsfuld pris for ens forskning. EliteForsk-rejsestipendiet muliggør, at jeg kan gennemføre et længere ophold på Massachusetts General Hospital og Harvard University i Boston, USA. Jeg har i starten af mit ph.d.-studium haft et kortere ophold i Boston, hvor jeg nåede at opbygge en del samarbejde. Med det længere ophold håber jeg at kunne udvide mit netværk i en af verdens vigtigste universitetsbyer og opstarte flere forskningsprojekter. Derudover vil jeg kunne lære af deres mange randomiserede kliniske studier og deres kliniske arbejde samt følge kurser på Harvard. Endelig muliggør stipendiet, at min hustru og datter kan følge med på opholdet.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg kommer fra et flersproget og tværkulturelt hjem, er født og opvokset i Tyskland og gik på dansk skole og gymnasium i Flensborg. Jeg har læst medicin på Aarhus Universitet, hvorefter jeg flyttede til København og bor nu sammen med min hustru Kristin fra Sverige og min lille datter på et år. I min fritid fylder min familie meget, specielt efter at vi er blevet forældre. Vi elsker at rejse verden rundt og være sammen med vores venner. Jeg læser gerne og dyrker forskellige former for sport, specielt tennis, squash og svømning. 

Fagområde

Psykiatri og neurovidenskab, mere specifikt psykoneuroimmunologi

Forskningsinstitution

Forskningsenheden for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Gymnasium / bopælskommune

Duborg Gymnasium i Flensborg, Tyskland / Frederiksberg

Kontaktoplysninger

Telefon: +45 2342 0661, e-mail: karkoe@rm.dk 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 28. februar 2018