Lise Charlotte Berg

Ph.d.-studerende, cand.med.vet.

Lise Charlotte Berg

 

Halte heste og stamceller – kan proteinet CD-RAP/MIA hjælpe os videre?

 

Fagområde

Veterinær Biokemi

Videnskabsministeriets EliteForsk-rejsestipendiater

Mit Ph.d.-projekt er centreret omkring et spændende bruskprotein – CD-RAP/ MIA. Skader i ledbrusken forårsaget af for meget eller af forkert slid er et hyppigt problem både i sportsheste og hos mennesker, og der er stor mangel på effektive behandlingsformer. Da brusk er meget dårlig til at hele sig selv, er det derfor vigtigt, at vi opdager skader så tidligt, at forandringerne ikke er blevet permanente. Derudover har vi brug for flere metoder til at følge, om nye behandlingsformer styrker genopbygningen af brusken. Proteinet CD-RAP/MIA en lovende kandidat i det arbejde og er ikke tidligere undersøgt hos heste. I den første del af mit projekt har jeg lavet en fuld karakterisering af det gen, der koder for proteinet hos heste. I øjeblikket er vi i gang med at undersøge, om CD-RAP/MIA kan bruges til at skelne mellem heste med og uden ledproblemer. Næste trin er at afprøve, om CD-RAP/MIA kan bruges i arbejdet med at vurdere effektiviteten af de nye behandlingsformer, hvor der bliver tilført friske celler til de beskadigede områder i brusken enten i form af rå stamceller eller stamceller, der allerede er skubbet i bruskretning. Jeg skal derfor undersøge, om CD-RAP/MIA kan bruges til at følge cellernes udvikling mod brusk i laboratoriet, og på længere sigt bliver det rigtig spændende at se, om behandling med celler vil føre til en stigning i CD-RAP/MIA, da det vil være et tegn på, at det er lykkedes at få udviklet ny brusk i det syge led.

Hvad er de forskningsmæssige perspektiver i dit område?

Bruskskader og slidgigt er et vigtigt område inden for både human og veterinær medicinsk forskning. Der er stadig meget få behandlingsmuligheder, og derfor er der brug for meget mere viden både om bruskens udvikling og opbygning under normale forhold, og når det begynder at gå galt, men også hvordan vi kan udbedre skaderne og opnå en reel heling frem for kun at behandle symptomerne. Haltheder i sportsheste er et hyppigt problem i veterinær praksis, og derudover er hesten en rigtig god model for ledproblemer hos mennesker, så resultater opnået inden for hesteforskningen vil kunne anvendes i mange sammenhænge.

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Rejsestipendiet giver mig en fantastisk mulighed for at tage på et længere forskningsophold hos Dean Betts og hans forskergruppe på University of Guelph i Canada.

Hvorfor har du valgt at rejse til netop det forskningsmiljø?

Dean Betts er en yngre, dynamisk forsker med en stærk baggrund inden for celleforskning. Hans forskergruppe har stor erfaring med arbejde med forskellige typer stamceller fra bl.a. heste. I hans laboratorium er der allerede en anden dansk dyrlæge – Thomas Koch – som er ph.d.-studerende på et internationalt stipendium, og som arbejder med udvikling af stamcellelinier fra heste og udvikling af brusk. Derudover har University of Guelph et imponerende forskermiljø omkring ledlidelser hos heste, og der er et stort hestehospital tilknyttet universitetet.

Hvor længe skal du være væk?

I første omgang fra 1. februar 2007 til midt i august.

Hvad forventer du at få ud af opholdet?

Herhjemme er der endnu ikke ret mange, der arbejder med ledbrusk fra heste på et molekylær-biologisk niveau, og jeg er (så vidt jeg ved) den eneste, der også arbejder med stamceller fra heste. Opholdet i Canada vil give mig mulighed for at arbejde med nogle af de førende folk inden for feltet, og det vil derfor styrke min ph.d. betydeligt. Vi er kommet langt med arbejdet med CD-RAP/MIA herhjemme, men de forsøg, jeg vil kunne udføre i Canada, vil give os rigtig meget ny viden både om CD-RAP/MIA og om stamceller hos heste, som ellers ikke ville have været mulig. Den viden og de erfaringer, kompetencer og kontakter, jeg får med hjem, vil kunne styrke fremtidige forskningsprojekter både inden for haltheder hos heste og stamcelleterapi.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Jeg er en rigtig hestepige, som både har dyrket dressur og voltigering på konkurrenceplan. Inden jeg startede på dyrlægestudiet, arbejdede jeg med dressurheste i en konkurrencestald i England, og det var hele tiden planen, at jeg skulle ud og være hestedyrlæge. Min interesse har altid været halte heste og ledproblemer, så da jeg blev spurgt, om jeg ville overveje at blive ph.d.-studerende, sagde jeg ja, hvis det kunne blive inden for området led og heste og med min specialevejleder som ph.d.-vejleder. Heldigvis lykkedes det at få alle tre ønsker opfyldt.

Ph.d.-projektets titel

Anvendelighed af CD-RAP (cartilage derived retionic acid-sensitive protein) / MIA (melanoma inhibitory activity) som markør for equine chondrocyter

Kontaktinfo

Lise Charlotte Berg. Telefonnummer, fastnet og mobil: 35282544,

Mobil: 27292779. E-mail-adresse: lcb@kvl.dk

Forskningsinstitution og adresse

Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab, Faggruppe for Fysiologi og Biokemi, Fakultet for Biovidenskab, Københavns Universitet

Til hvilken institution/land går rejsen?

Department of Biomedical Sciences, Ontario Veterinary College, University of Guelph, Canada

Senest opdateret 18. december 2014