Gå til indhold

Jakob Leth Fink

Københavns Universitet

Jakob Leth Fink

Fagområde

Humaniora, idéhistorie, klassisk filologi

Populær beskrivelse af ph.d.-projekt

Mit ph.d.-projekt er en undersøgelse af Aristoteles (384-322 f.Kr.) og hans teori om formidling af viden. Jeg tager udgangspunkt i den model for kommunikation, som Aristoteles selv opstiller i sit skrift Retorikken, og bruger den til at beskrive hans teori for den filosofiske kommunikation. Efter at have beskrevet den aristoteliske teori for formidling af viden går jeg videre med at undersøge, om Aristoteles i sine filosofiske skrifter lever op til denne teori for formidling af viden. Jeg undersøger med andre ord, om der er overensstemmelse mellem teori og praksis. Det sidste led i mit projekt er en undersøgelse af, hvilken politisk betydning Aristoteles i teori og praksis tillægger formidlingen af viden, idet der ikke findes nogen tidligere samlet undersøgelse af denne problemstilling hos Aristoteles.

Hvad er de forskningsmæssige perspektiver i dit område?

Der er først og fremmest tale om grundforskning. Resultatet af mit arbejde vil kaste lys over aspekter ved den aristoteliske filosofi, som vi ikke før har været opmærksomme på.

Viden og kommunikation af viden er i dag områder, der tillægges stor betydning – ikke kun i forskningsverdenen, men også fra politisk hold. Mit projekt imødekommer dette ved at tilbyde et historisk perspektiv på viden og kommunikation, der kan være med til at kvalificere forståelsen af disse begreber.

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Først og fremmest til et ophold ved Oriel College, Oxford University, England under vejledning af professor David Charles, der er en af verdens førende eksperter inden for Aristoteles. Desuden til indkøb af relevant forskningslitteratur.

Hvorfor har du valgt at rejse til netop det forskningsmiljø?

Fordi Oxford er et af de førende internationale centre for antik filosofi.

Hvor længe skal du være væk?

Tre måneder

Hvad forventer du at få ud af opholdet?

Jeg forventer at blive en del af et internationalt netværk af forskere, hvori jeg vil kunne præsentere og diskutere mine ideer til gavn for det endelige forskningsprojekt. Derudover,skal jeg skrive et kapitel af mit projekt færdigt.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Den opstod i forlængelse af min prisopgavebesvarelse i Aristoteles’ Metafysikken og efter studier i Platon og den såkaldte Tübingerskoles meget kontroversielle fortolkning af Platon og formidling af viden hos Platon. Det slog mig som et lyn fra en klar himmel, at en undersøgelse af vidensformidling hos Aristoteles aldrig var blevet formuleret eller søgt løst.

Ph.d.-projektets titel

Viden og formidling hos Aristoteles

Kontaktoplysninger

Telefon: 35 32 81 49, 20 76 47 10(mobil); e-post: jlfink@hum.ku.dk

Forskningsinstitution

Københavns Universitet, SAXO-Instituttet, afd. for græsk og latin

Til hvilken institution/land går rejsen?

Oriel College, Oxford University, Storbritannien

Lidt om mennesket bag forskeren

Min kone og min datter på halvandet skal med på en del af rejsen til Oxford. Det er afgørende for mig, at jeg kan få familien med, da jeg ikke vil være borte fra dem i tre måneder i træk.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 09. januar 2015