Gå til indhold

Jonas Bloch Thorlund

Ph.d.-studerende, cand.scient. (idræt og sundhed), 32 år

Jonas Bloch Thorlund

Fagområde

Muskelfunktion, biomekanik, træning og fysioterapi

Forskningsprojekt

Muskelfunktion hos (meniskopererede) patienter med høj risiko for udvikling af knæartrose (slidgigt)

Populær beskrivelse af ph.d.-projekt

Sygdomme i bevægeapparatet er den hyppigste årsag til invaliditet hos den voksne befolkning i de vestlige lande. Træning er evidensbaseret ”medicin” for knæartrose (slidgigt) og er første skridt i behandlingen af knæartrose i nationale såvel som internationale guidelines. Nyere studier, inklusiv studier fra vores gruppe, har indikeret, at god muskelfunktion og styrke i underekstremiteterne kan forebygge udviklingen af knæartrose, hvilket antyder, at træning og rehabilitering også bør anvendes som behandling/forebyggelse hos patienter med høj risiko for udvikling af knæartrose og ikke kun for knæartrose patienter. Det aktuelle projekt kombinerer omfattende viden om muskelfunktion på Institut for Idræt og Biomekanik (SDU) med den kliniske ekspertise hos Forskningsinitiativet for Fysioterapi og Ortopædkirurgisk afdeling (OUH) i en unik indsats for at kortlægge detaljerede aspekter af muskelfunktion, der ikke tidligere er undersøgt hos patienter med høj risiko for udvikling af knæartrose. Resultaterne af dette projekt vil bidrage til at identificere specifikke fokusområder for træning til forebyggelse/forsinkelse af udviklingen af knæartrose.

Hvilke perspektiver ser du for dit forskningsfelt?

Artrose er en sygdom, der i øjeblikket ikke findes nogen kur imod. De fleste patienter ender med at skulle have et nyt knæ eller en ny hofte i slutstadiet af sygdommen. Således vil forebyggelse eller udskydelse af sygdommen have stor betydning for den enkelte patient i relation til funktionsevne og livskvalitet. Samfundet vil desuden spare store summer ved at udskyde tidspunktet for at udskifte patienternes knæ/hofter, idet disse har en begrænset levetid og kræver udskiftning. Vi tror, at fysisk aktivitet og træning spiller en væsentlig rolle i denne forebyggelse.

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Stipendiet skal anvendes til et ophold hos Centre for Health, Exercise and Sports Medicine (CHESM) ved University of Melbourne i Australien.

Hvorfor har du valgt at rejse til netop det forskningsmiljø?

Jeg valgte at rejse til CHESM, fordi det er et forskningscenter med internationalt anerkendte forskere inden for træning som behandling af sygdomme i bevægeapparatet, som jeg ville få mulighed at arbejde sammen med og lære af. Desuden fik jeg mulighed for at deltage i et projekt, der ligger i naturlig forlængelse af mit ph.d-projekt, og som involverer 3D-videoanalyse, en metode jeg ikke tidligere har arbejdet med.

Hvor længe skal du være væk?

Jeg har aftale om et fire måneders ophold i 2010, men med dette stipendium har jeg formentlig midler til en genvisit, hvor det eller de projekter, jeg bliver involveret i, kan blive afsluttet på en god måde.

Hvad forventer du at få ud af opholdet?

Jeg forventer at lære meget af at blive eksponeret for en anden forskergruppes ”way of thinking” i forbindelse med det daglige arbejde, møder og aktiviteter i gruppen, samt at samarbejde med udenlandske forskere og skabe netværk for fremtidigt forskning. Derudover bliver jeg eksponeret for en ny metodik. Sidst men ikke mindst vil jeg få forbedret mit talte og skrevne engelsk. Den viden, jeg opnår i Australien, forventer jeg at kunne bringe tilbage og anvende i Danmark.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

I forbindelse med overbygningen af min uddannelse på Institut for Idræt og Biomekanik (SDU) fattede jeg interesse for muskelfunktion og dennes samspil med nervesystemet. Interessen blev yderligere skærpet under mit speciale, hvor jeg var involveret i et forskningsprojekt omkring træthedsudvikling og præstationsevne hos elitehåndboldspillere. Da Forskningsinitiativet for Fysioterapi (FIF) blev oprettet omtrent samtidig med, at jeg blev færdig med min uddannelse, så jeg en unik mulighed for at anvende min viden inden for forskning i sundhed og sygdomsforebyggelse, som vedrører mange flere mennesker og har stor samfundsmæssig relevans.

Lidt om mennesket bag forskeren

Som cand.scient. i idræt og sundhed fylder sport en stor del af mit liv. Jeg står på ski og spiller elitedivision i squash, selvom træningen grundet skader er nedsat. I stedet har jeg kastet mig over en ny hobby, mountainbike, som jeg har stor fornøjelse af. På rejsen til Melbourne tager jeg min kæreste med, som jeg har overtalt til at udskyde sin afslutning på medicinstudiet til næste år. Efter de fire måneder på CHESM har vi planlagt at bruge sommerferien på at rejse rundt i Australien i tre-fire uger.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Sønderborg, student fra Sønderborg Handelsskole og bopæl i Odense Kommune.

Ph.d.-projektets titel

Neuromuscular Function in Meniscectomized Individuals.

Kontaktoplysninger

Jonas Bloch Thorlund. Telefon: 2860 2324, e-mail: jthorlund@health.sdu.dk

Forskningsinstitution

Syddansk Universitet, Institut for Idræt og Biomekanik, Forskningsinitiativet for Fysioterapi

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 09. januar 2015