Gå til indhold

Yosef Bhatti

Ph.d.-studerende, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og MA i American Politics, Columbia University, 27 år

Yosef Bhatti

Fagområde

Valgforskning

Forskningsprojekt

Repræsenterer politikerne i amerikanske og europæiske lovgivende forsamlinger deres vælgere?

Populær beskrivelse af ph.d.-projekt

Projektet undersøger forholdet mellem befolkningens holdninger og politikernes stemmeadfærd. Jeg er især optaget af to ting: i hvor høj grad lytter politikerne til befolkningen, og lytter de mere til nogle befolkningsgrupper end andre? Den eksisterende litteratur viser, at for eksempel de velhavende er stærkt overrepræsenterede blandt politikerne i forhold til de mindre velhavende, ligesom vælgere er overrepræsenterede i forhold til sofavælgere. Projektet problematiserer nogle af disse tidligere undersøgelsers metoder og konklusioner. Anvender man nyere statistiske teknikker kombineret med data af højere kvalitet, er det svært at påvise ulige repræsentation. Projektet kan således bidrage til en mere optimistisk forståelse af demokratiske politiske systemer som langt mere lige, hvad angår politisk indflydelse, end hidtidig antaget.

Ved siden af hovedprojektet har jeg en lang række sideprojekter – blandt andet om stemmeadfærd til Europa-Parlamentsvalg og valgdeltagelse til kommunalvalg.

Hvilke perspektiver ser du for dit forskningsfelt?

Forskningsprojektet handler basalt set om, hvordan vores (og andre landes) demokratiske system(er) fungerer. Hvor meget lytter politikerne til folket? Lytter de kun til de ressourcestærke, eller repræsenterer de alle ligeligt? Vores demokrati er selve fundamentet for vores samfund – derfor er det vigtigt at øge vores forståelse af, hvordan dets institutioner fungerer i praksis.

I et af sideprojekterne undersøger jeg med professor Kasper Møller Hansen valgdeltagelsen til kommunalvalget i 2009. Dette kan forhåbentlig bidrage med viden omkring særlige fremtidige indsatsområder samt identificere forhold, der kan virke gunstige med henblik på at sikre/øge deltagelsen til fremtidige valg.

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Stipendiatet skal primært bruges til ekstraordinære udgifter i forbindelse med mine ophold på Columbia og Stanford. Det vil også muliggøre deltagelse i konferencer, som vil give mulighed for uvurderlig feedback i forhold til mit projekt samt et kursus, som vil være nyttigt i forhold til min fremtidige undervisning.

Hvorfor har du valgt at rejse til netop det forskningsmiljø?

Columbia University har et af de førende forskningsmiljøer i verden indenfor repræsentationsstudier og kvantitativ politologi. Jeg har en god kontakt i professor Robert S. Erikson, der regnes som en af verdens førende politologer, og som jeg samarbejder med på et par projekter.

Hvor længe skal du være væk?

Ni måneder (fire måneder på Columbia og fem måneder på Stanford). Derudover håber jeg at få mulighed for at være en til to måneder ekstra af sted på diverse kurser og konferencer.

Hvad forventer du at få ud af opholdet?

Opholdene vil give en unik mulighed for at udvikle ph.d.-projektet såvel substantielt som metodisk samt vedligeholde og videreudvikle dets fundering i førende internationale forskningsnetværk.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Min overordnede interesse for valgforskning blev vakt, da jeg fulgte et fag på Københavns Universitet, som var udbudt af min nuværende vejleder. Den specifikke interesse for demokratisk repræsentation fik jeg, da jeg under mine studier var et år på Columbia University i New York, hvor jeg var så heldig at komme i kontakt med en af de førende forskere på området.

Lidt om mennesket bag forskeren

Ved siden af mit ph.d.-studium dyrker jeg en del sport – jeg holder især af at løbe (har gennemført to maratons) og spille hockey. Ellers bliver min fritid mest brugt sammen med mine gode venner og min familie. Min bedste ven er tilfældigvis også min bror, Jonas, som har lært mig størstedelen af det, jeg ved. Mit lidt særegne navn stammer fra Pakistan, hvor min far er født og opvokset, indtil han kom til Danmark for snart 40 år siden. Min mors del af familien er dansk og har rødder i Aalestrup.

Den ting, jeg har sværest ved at undvære, er min kæreste, Marie, som heldigvis tager med til Palo Alto (Stanford). Vi holder meget af at rejse og håber da også at benytte opholdet til at par afstikkere rundt omkring på USA’s vestkyst. Min favoritby (udover Farum og København) er New York, hvor jeg boede et lille år i forbindelse med mine overbygningsstudier og yderligere skal opholde mig fire måneder under min ph.d. takket være Eliteforsk-stipendiet.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i København, student fra Marie Kruses Skole og bopæl i Københavns Kommune.

Ph.d.-projektets titel

Substantive representation in American and European legislatures.

Kontaktoplysninger

Yosef Bhatti. Telefon.: 4074 5551, e-mail: yb@ifs.ku.dk

Forskningsinstitution

Københavns Universitet, Institut for Statskundskab.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 02. februar 2015