Louise Hauberg Wilhelmsen

Ph.d.-studerende

Født 1983 i Hjørring, student fra Hjørring Gymnasium og bopæl i København.

Louise Hauberg Wilhelmsen

Fagområde:

Jura

Institution:

Copenhagen Business School, Juridisk Institut, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg

Kontaktoplysninger:

Louise Hauberg Wilhelmsen. Telefon: 4038 5986, e-mail: lhw.jur@cbs.dk

Kan du give en kort beskrivelse af dit forskningsområde?

Jeg forsker inden for de juridiske områder international privatret i EU og international handelsvoldgift. International privatret reguleres i EU primært inden for det retlige samarbejde  i civilretlige sager og omhandler  cirkulation af domme i EU, domstole i EU’s værneting i grænseoverskridende tvister  og lovvalg. International handelsvoldgift er en konfliktløsningsmekanisme, som ofte foretrækkes fremfor nationale domstole i internationale handelskontrakter, da voldgiftprocessen ofte er neutral, hurtig og effektiv.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver?

International privatret er et område under udvikling i EU, som inden for de seneste år har affødt mange nye EU retsakter. Reguleringen af international handelsvoldgift er ikke harmoniseret i EU, imidlertid blev spørgsmålet  om en delvis harmonisering af international handelsvoldgift i EU fornylig  rejst i forbindelse med revisionen af de europæiske regler om fri cirkulation af domme i EU og værneting for grænseoverskridende  tvister  i EU. Foranlediget  af revisionen samt den nyeste praksis  fra EU domstolen  opstod en diskussion af, om en harmonisering af international handelsvoldgift er et naturligt  næste skridt i den europæiske markedsintegration. Mit ph.d.-projekt søger at bidrage til denne diskussion og vil således ud fra en juridisk analyse undersøge, om der er behov for harmonisering af reglerne i EU. Derudover pågår i øjeblikket et arbejde i USA med et restatement af den amerikanske regulering af international handelsvoldgift. Dette arbejde forventes at kunne give den eksisterende diskussion i Europa nye perspektiver og bidrage med løsninger.

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt?

Min interesse  for de to retsområder og kombinationen af de to blev dels vakt under mit jurastudium og dels under min efterfølgende beskæftigelse i Justitsministeriets departement. Mens jeg studerede, deltog jeg i Vis Moot Contest in International Commercial  Arbitration – en international procedurekonkurrence med fokus på international handelsvoldgift. Derudover deltog jeg under min ansættelse i Justitsministeriet i det danske formandskab for det Europæiske Råd med ansvaret for arbejdsgrupper inden for det retlige samarbejde i civilretlige sager. Under det danske formandskab blev revisionen af de europæiske regler om fri cirkulation af domme i EU og værneting for grænseoverskridende tvister i EU forhandlet – og dermed en mulig delvis harmonisering af international handelsvoldgift i EU.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-rejsestipendiet?

Jeg planlægger at bruge rejsestipendiet til et ophold ved Center for International Commercial & Investment Arbitration, Columbia University i New York. Columbia er internationalt anerkendt for deres ekspertise inden for international handelsvoldgift, og med oprettelsen af centret i 2012 har universitet lagt yderligere ressourcer i udviklingen af retsområdet. Formålet med opholdet ved Columbia er primært at undersøge arbejdet i USA med at sammenfatte og illustrere praksis i delstaterne vedrørende international handelsvoldgift – Restatement 3 of the US Law of International Commercial Arbitration. Dette arbejde foretages af American Law Institute og Professor George A. Bermann, som er leder af centeret, er hovedreporter på arbejdet.

Kan du fortælle lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg bruger primært min fritid sammen med min søn og min kæreste. Derudover forsøger jeg også at få tid til at dyrke pilates og yoga. Endelig holder jeg meget af at rejse og møde nye kulturer.  Min lyst til at rejse var også en af bevæggrundene for at vælge at skrive en ph.d. – nemlig muligheden for at komme til udlandet og studere fremmede  retskulturer for derved blandt andet at blive klogere på vores egen og udvide min horisont.

Senest opdateret 02. februar 2015