Adam Moe Fejerskov

Ph.d.-studerende, MSc i Global Studies

Adam Moe Fejerskov

Alder

1987

Fødested, gymnasium og nuværende bopælskommune

Født i København, student fra Gammel Hellerup Gymansium, bor nu i Københavns Kommune. 

Fagområde

Internationale udviklingsstudier og organisationsteori

Institution

Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet, Universitetsvej 1, 4000 Roskilde. Dansk Institut for Internationale Studier, Østbanegade 117, 2100 København Ø. 

Kontaktoplysninger

Mobil: 4236 0035, e-mail: amoef@ruc.dk. 

Kort beskrivelse af dit forskningsområde

Min forskning befinder sig i grænselandet mellem internationale udviklingsstudier og organisationsteori. Det internationale udviklingssamarbejde er i disse år præget af mange nye aktører, der udfordrer de traditionelle måder at tænke og arbejde på. Mit projekt undersøger en af disse, Bill og Melinda Gates Fonden, med fokus på, hvordan organisationen forholder og tilpasser sig til udviklingssamarbejdets stærke normer omkring ligestilling og kvinders rettigheder. Deri ligger koblingen til organisationsteori, for gennem mit feltarbejde i fonden undersøger jeg, hvordan nye ideer institutionaliseres i organisationer. Mit fokus er på det institutionelle arbejde, som aktører udfører inden i organisationerne.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

Interessant nok står mine to forskningsområder overfor udfordringer indenfor det samme dilemma, dog med vidt forskellige fortegn. Mens internationale udviklingsstudier igennem mange år har produceret fantastiske empiriske studier, der for alvor konfronterer virkeligheden og graver dybt ned i væsentlige praktiske problemstillinger, så har det været småt med teoriudviklingen. Omvendt er organisationsteoriens klare teori-fokus ikke for alvor blevet komplementeret med grundige kvalitative empiriske studier, og den empiriske viden, der er blevet indsamlet, er hovedsageligt kommet gennem større overfladiske kvantitative studier. Heldigvis er perspektiverne lyse, og vi ser i stigende grad modige forsøg på teoriudvikling indenfor internationale udviklingsstudier, samtidigt med at studier af interne organisationsprocesser vinder frem i organisationsteorien. Mit eget projekt er en del af denne udvikling. 

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt? 

Min interesse for internationale udviklingsstudier opstod i de tidlige år på universitet. Jeg var interesseret i den voldsomme fattigdom som store dele af verden var og stadig er præget af, men også i hvordan vi her i Danmark forsøger at afhjælpe den. Undervejs mødte jeg institutleder Peter Kragelund, og omkring samme tid seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier. De blev begge faglige mentorer for mig og altafgørende for, at jeg fortsatte ind i forskningen. De vejleder nu mit ph.d.-projekt. Interessen for organisationer og organisationsteori trådte vel for alvor i karakter i mit speciale, men har nok været et gennemgående træk i mine studier.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-rejsestipendiet?

Planen er at bruge en væsentlig del af midlerne på et besøg på Stanford University, Californien, der igennem de sidste 30 år har været førende indenfor organisationsteori, og hvor jeg tilbragte noget tid under mit seneste feltarbejde i USA. I tillæg til det er det planen, at jeg skal have et eller to kortere besøg ved et af topmiljøerne indenfor internationale udviklingsstudier i Europa.  

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor på Nørrebro i København med min smukke kæreste, Janni. Udover forskningen bruger jeg tiden med min familie og mine venner, fra København til Kvissel i Nordjylland. Fodbold er en stor lidenskab for mig, og jeg nyder min faste plads i Parken til FCK’s kampe, men også at rejse med vennerne for at se kampe i udlandet. Derudover holder jeg meget af at lave mad, og gerne med min lillebror, der også er eminent til at agere redaktør og retskrivningskonsulent, og aldrig viger tilbage for at brokke sig over mine grammatiske mangler.  

Senest opdateret 27. januar 2016