Gå til indhold

Christian Kraglund Andersen

Ph.d.-studerende, cand.scient.

Christian Kraglund Andersen

Alder

1989

Fødested, gymnasium og nuværende bopælskommune

Født i Vejle, student fra HTX Vejle og bor nu i Aarhus

Fagområde

Fysik. 

Institution

Aarhus Universitet, Institut for Fysik og Astronomi, Ny Munkegade 120, DK-8000 Aarhus C. 

Kontaktoplysninger

Mobil: 2256 2013, e-mail: ctc@phys.au.dk

Kort beskrivelse af dit forskningsområde

I min forskning beskæftiger jeg mig med den teoretiske beskrivelse af superledende kvantesystemer. Med andre ord, så forsøger jeg at beskrive små strømme i elektriske systemer og kortlægge deres funktioner. Det kan være ved at regne på eksisterende superledende kredsløb og finde frem til, hvordan de bør virke, men det kan også være ved at foreslå kredsløb, der kan bygges for at opnå en given funktionalitet. Målet er at skabe en dybere forståelse for disse systemers funktionalitet, som på sigt kan bruges til at bygge større og mere komplicerede kvantesystemer. Et eksempel på noget man gerne vil bygge, er en kvantecomputer, som vil være én computer med mere regnekraft end alle verdens nuværende computer.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

Udfordringen ved beskrivelsen af disse superledende kvantekredsløb er, at det er kvantemekanikkens regler, der hersker. Det er meget anderledes end ved de elektroniske kredsløb, der er i din og min computer, hvor alting populært sagt består af 0- og 1-taller. For kvantemekanikken tillader nemlig, at vi både kan have 0 og 1 på samme tid – dog ikke hvis man spørger om man har 0 eller 1. Det kan lyde forvirrende, og det er det også. Til gengæld kan vi, hvis vi vel og mærke har en forståelse for de systemer vi kigger på, bruge disse kvantemekaniske systemer til at søge hurtigere end Google, bryde koder bedre end NSA eller opnå helt ny viden til udvikling af eksotiske materialer. Derfor er der selvsagt bred interesse for denne udvikling og et ønske om en dybere forståelse for denne fysik over hele verden.

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt? 

Gennem mine fysikstudier hørte jeg tit en masse eksempler på skøre, sjove og mod-intuitive konsekvenser af kvantemekanikken. Jeg har altid været nysgerrig og fik derfor også lyst gå mere i dybden med kvantemekanikkens finurligheder. Samtidig har den seneste teknologiske udvikling inden for superledende kredsløb gjort det muligt at konstruere en masse byggesten, som nu kan sammensættes på den måde, vi har lyst til, og dermed kan vi undersøge kvantemekanikken præcist som vi gerne vil.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-rejsestipendiet?

EliteForsk-rejsestipendiet giver mig mulighed for et længerevarende ophold ved Sherbrooke Universitet i Canada. Her kan jeg arbejde sammen med Alexandre Blais, som er en af hovedarkitekterne bag de teoretiske værktøjer, jeg bruger hver dag i min forskning. Ydermere giver EliteForsk-rejsestipendiet mulighed for, at jeg, med base i Sherbrooke, kan besøge en række eksperimentelle forskningsgrupper i USA, som udfører nogle af de bedste eksperimenter i verden, og som driver den teknologiske udvikling frem. Det vil både give mig en masse input til min forskning og give mit et større netværk, der kan sikre, at jeg fremadrettet kan være med helt i front inden for mit forskningsfelt.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er 25 år og bor i Aarhus sammen med min kæreste. Jeg interesser mig for både spil og sport. Specielt interesser jeg mig meget for svømning. Jeg har tidligere været elitesvømmer, og ved siden af mine studier har jeg brugt meget tid som konkurrencetræner i en lokal svømmeklub. Derudover interesserer jeg mig også for studenterpolitik og har således været med i et hav af råd og nævn ved Aarhus Universitet og brugt tid i Studenterrådet. Jeg tror på, at hvis man som studerende engagerer sig og arbejder for det, så kan man være med til at gøre universitet et bedre sted.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. februar 2015