Gå til indhold

Ivan Bjerre Damgård

Professor, ph.d., født 1956

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Sikre beregninger – nye og bedre metoder til databeskyttelse

Hvad handler dit projekt om?

Multiparty Computation (MPC) er en teknik, der kan beskytte fortrolige data, både mens de opbevares, og mens man regner på dem.

Ivan Bjerre Damgård
Ivan Bjerre Damgård
MPC sætter os i stand til at få et netværk af computere til at samarbejde, så de tilsammen fungerer som én computer, der er langt mere sikker, end hver af maskinerne ville være på egen hånd.

Selvom vi får indbrud i flere af de computere, der deltager, kan netværket stadig levere korrekte resultater, og de fortrolige data forbliver fortrolige. Projektet har som mål at udvikle mere robuste og effektive MPC-løsninger og samtidig studere og forstå grænserne for, hvad teknologien kan. Hvor effektivt kan det blive fx?

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg blev interesseret i kryptologi og datasikkerhed, da jeg startede på mit ph.d.-studie. Jeg blev dybt fascineret af den kombination af matematik og praktiske anvendelser, der findes her. Men også – og især – fordi området er fuldt af problemer, som ved første øjekast virker umulige at løse, men som alligevel kan knækkes, hvis man ser nærmere efter. I mit projekt studerer vi f.x. teknikker til at regne på data, uden at man kan se de data, man regner på – hvilket jo lyder fuldstændig paradoksalt, men ikke desto mindre kan lade sig gøre.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Multiparty Computation (MPC), som er fokusområde for projektet, startede i 1986 som en ren teoretisk øvelse. Det er først i de seneste 10 år, at teknikkerne er blevet effektive nok til, at vi kan anvende dem, og lige nu går udviklingen hurtigere, end nogen havde forestillet sig for bare fem år siden.

Teorien har imidlertid ikke kunnet følge med. Vi har kun en meget begrænset forståelse af, hvad der skal til, for at en MPC-løsning kører hurtigt i praksis, simpelthen fordi vores teoretiske modeller ikke er gode nok, så det vil vi prøve at løse. Samtidig ved vi for lidt om, hvad der principielt er muligt med denne teknologi. Hvis flere computere skal udføre en beregning ved at samarbejde, skal de naturligvis kommunikere. Det er et problem, fordi kommunikation koster langt mere tid end lokale beregninger. Så et fundamentalt spørgsmål er: Hvor meget netværkstrafik skal der til for at udføre en bestemt beregning, når vi samtidig skal holde data fortrolige? Vi ved meget lidt om, hvad svaret er, så det er et centralt punkt i projektet.

Hvad betyder en Advanced Grant for din fremtidige karriere?

ERC-bevillingen vil give mig mulighed for at udvikle mit forskerteam, fastholde kritisk masse og koncentrere mig om nogen af de spændende problemer, der venter på at blive løst.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bruger det meste af min fritid på musik. Jeg spiller violin, guitar og mandolin, næsten udelukkende dansk og nordisk folk. Jeg har været semiprofessionel siden min studietid og vandt i 2007 en Danish Music Award som årets folk-komponist.

Fagområde

Datalogi

Gymnasium og bopælskommune

Holstebro Gymnasium, bopæl i Århus kommune

Kontaktoplysninger

Telefon: 2083 7137, e-mail: ivan@cs.au.dk

Forskningsinstitution

Aarhus Universitet, Institut for Datalogi

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2016