Gå til indhold

Ronnie N. Glud

Professor, ph.d, dr. scient., født 1963

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Biogeokemi og mikrobiologi på verdens største havdybder

Hvad handler dit projekt om?

Mikrober har en enorm betydning for klimaet og livsbetingelserne på Jorden. Eksempelvis er mikrobielle processer i havbunden helt afgørende for det globale kredsløb af vigtige bioelementer som ilt, kulstof og kvælstof.

Ronnie GludMere end halvdelen af Jordens overflade er imidlertid dækket af dybhav, og det er meget vanskeligt at studere de biogeokemiske processer på disse dybder. Specielt er de store dybhavskløfter stort set uudforskede. Vi vil udvikle specielle undervandsrobotter, der kan operere på bunden af disse kløfter. Instrumenterne skal kunne kvantificere de biogeokemiske processer, der foregår her, og undersøge, hvilke mikrober, der er ansvarlige for processerne. Dette vil give os en forståelse for dybhavskløfternes betydning for den kemiske ”husholdning” i havet og afdække helt nye mikrobielle samfund tilpasset et liv på verdens største havdybder.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har længe været optaget af at forstå vekselvirkningen mellem mikrobielle processer og de kemiske forhold i havet. Specielt med henblik på at forstå dynamikken af ilt og næringsstoffer i havbunden. De store dybhavskløfter repræsenterer ”hvide pletter” på globussen, der er totalt ukendte. Vi formoder, at der her deponeres relativt store mængder organisk materiale, og at der findes specielle mikrobielle samfund, der effektivt kan omsætte dette materiale. Min interesse for dette forskningsområde er helt sikkert blevet stimuleret af det faktum, at vi både vidensmæssigt og bogstaveligt bevæger os ud på totalt ukendt territorium.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Projektet indeholder mange udfordrende elementer. Eksempelvis kan man ikke blot tage prøver op fra dybhavet og studere dem i laboratoriet. Ændringer i tryk og temperatur vil påvirke de biogeokemiske processer, og målingerne vil derfor ikke afspejle, hvad der faktisk foregår i havbunden. Derfor må vi udvikle nye instrumenter og teknikker, der kan måle processerne direkte på havbunden, og som kan indsamle og fiksere mikrobielle prøver under det ekstreme tryk, der hersker på verdens største havdybder. Projektet vil derfor udvikle nye teknikker for dybhavsforskning, og vi forventer, at dette vil give os helt ny indsigt i livet på de største havdybder. Det ekstreme og relativt isolerede miljø har formodentlig fremmet udviklingen af unikke mikrober, der er optimerede til et liv i dybet. Vi vil endvidere sammenligne forholdene, organismerne og processerne i forskellige dybhavskløfter og danne os et overordnet billede af, hvor vigtige dybhavskløfterne er for dybhavets samlede kulstofkredsløb.

Hvad betyder en Advanced Grant for din fremtidige karriere?

Det betyder først og fremmest, at jeg kan realisere et af mine drømmeprojekter. Forskningsmidler kanaliseres i større og større omfang mod mindre projekter eller mod problemstillinger, der skønnes vigtige for samfundets nuværende behov. Det Europæiske Forskningsråds Advanced Grant er imidlertid et af de få virkemidler, der retter sig mod grundforskning. Her kan man bruge sin kreativitet til at tackle store udfordrende spørgsmål, uden at målet nødvendigvis er anvendelsesorienteret, men snarere at skabe fundamental ny indsigt. Det er som forsker meget stimulerende at få sådan en mulighed. Projektet åbner naturligvis også muligheder for at fastholde en større forskningsgruppe og for at udvikle mit internationale netværk yderigere og sigte mod nye ambitiøse mål.

Lidt om mennesket bag forskeren

Siden jeg var barn, har jeg været meget optaget af naturen og opdagelsesrejser, jeg læste mange bøger om at udforske verden, og mine ”helte” var de store videnskabelige opdagelsesrejsende. Den interesse påvirkede helt sikkert mit studievalg og senere karriere – men har nok også påvirket mit privatliv. Jeg er gift og far til trillinger, der i dag er 20 år gamle. Heldigvis har min familie også altid været glad for naturen og for at rejse. Derfor har vi haft – og vil helt sikkert også få – mange fælles oplevelser på den konto. Jeg har ikke meget fritid, men når jeg har tid, nyder jeg at ”nørkle” med projekter i huset og i haven. 

Fagområde

Biologi, biogeokemi, mikrobiologi

Gymnasium og bopælskommune

Viborg Katedralskole, bopæl i Odense 

Forskningsinstitution

Syddansk Universitet, Biologisk Institut

 

Kontaktoplysninger

Telefon: +45 6550 2784, e-mail: rnglud@biology.sdu.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2016