Gå til indhold

Rasmus Østergaard Pedersen

Ph.d.-studerende, født 1987

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Planter og pattedyrs indbyrdes økologiske samspil samt forståelsen af, hvordan de påvirker hinandens udbredelse over tid på global skala.

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

Mit ph.d.-projekt handler om at øge forståelsen af pattedyrs og planters udbredelser. Mere specifikt, hvordan de organismegrupper påvirker hinandens udbredelse på stor skala gennem tid.

Rasmus Østergaard Pedersen
Rasmus Østergaard Pedersen
For tiden er jeg i gang med at udforske og udfordre en gængs teori om naturlige populationstætheder for pattedyr, noget der har stor betydning for deres effekter på vegetationen.

Denne forskning kan give svar på, hvor stor en andel af populationen af de enkelte arter, der er forsvundet, eller hvilke arter der er i økologisk overflod i forhold til en nutidig ligevægt – dette kan give et indblik i, hvilke konsekvenser menneskets tilstedeværelse i verden har haft og vil have på dyr og planter. Senere planlægger jeg at undersøge, hvordan forskellige grupper af planteædere påvirker hinandens udbredelse i tid og rum, og hvor stor en effekt planteædere kan have på lokal vegetation.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

I løbet af biologistudiet stifter man bekendtskab med mange dele af biologien, og undervejs fangede mange af disse elementer min interesse. Mit forskningsområde syntetiserer resultater fra flere felter og fortæller den spændende historie om, hvordan det hele hænger sammen.

Som guide i Randers Regnskov blev jeg optaget af at kunne løfte gæsterne et eller to abstraktionsniveauer ved at fortælle dem, hvordan viden om enkelte arter kan generaliseres til artsgrupper – eller hvordan samme funktion kan ses enten et andet sted på kloden eller i en anden del af dyreriget. Makroøkologi handler netop om det; at kunne se ud over det enkelte tilfælde og se, hvordan de samme mekanismer og funktioner går igen på global skala.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Arbejdet med generelle økologiske teorier er udfordrende, da det kræver meget abstrakt tankegang. Datamængden og -kvaliteten kan også være en udfordring, når man arbejder med store datasæt – fx vægt og populationstætheder for alle pattedyr. Min forskning bidrager med baggrundsviden i forhold til forvaltningen af bestande af vilde dyr og naturområder – blandt andet som et vigtigt bidrag til den teoretiske baggrund for rewilding.

Rewilding er en tilgang til forvaltning, hvor man aktivt genudsætter lokalt uddøde dyrearter eller funktionelle erstatninger med henblik på at lade dem pleje naturen. Hvordan rewilding skal implementeres i naturforvaltningen diskuteres stadig, og derfor er den teoretiske base for denne type forvaltning helt essentiel. Her bidrager min forskning til viden om store dyrs tætheder og disses effekt på vegetationen. Endvidere vil mine studier give større indblik i, hvilke konsekvenser menneskets tilstedeværelse har haft, i og med mange arter er uddøde eller stærkt reducerede i antal.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

Legatet vil delvist blive brugt på nogle måneders ophold på Oxford Universitet. Her skal jeg møde og arbejde sammen med forskere, der er eksperter i modellering af makroøkologiske processer. Her har man blandt andet forsket i vigtigheden af store planteæderes effekt på nærringsstoftransport over store afstande og dermed deres effekt på vegetationen. Derudover vil resten af pengene gå til feltstudier af savanne-økosystemer i Afrika, hvor jeg ønsker at kigge nærmere på de store pattedyrs effekt på heterogeniteten i landskabet, og hvordan forskellige grupper af planteædere fordeler sig i forhold bevoksningen.

Lidt om mennesket bag forskeren

Til daglig bor jeg sammen med syv søde mennesker i et kollektiv med have og fællesmiddag hver aften. Jeg er husets havemand, elinstallatør og rodehoved. Da jeg kun er i køkkenet en gang om ugen, holder jeg her meget af at bruge nogle timer på at lave lækker mad, der tager tid. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg deler min interesse for friluftsliv med. Ellers holder jeg meget af brætspil, går til orienteringsløb og er vinterbader på første sæson.

Fagområde

Makroøkologi

Gymnasium og bopælskommune

Thisted Gymnasium, bopæl i Aarhus

Forskningsinstitution

Aarhus Universitet, Institut for Bioscience

Kontaktoplysninger

Mobil: 2445 5944, e-mail: rasmus.pedersen@bios.au.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2016