Sigrún Schmidt

Ph.d.-studerende, cand.med., født 1988

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Helvedesild – forekomst og prognose

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

Jeg laver epidemiologisk forskning, dvs. at jeg beskæftiger mig med forekomst og fordeling af sygdomme i befolkningen, og hvilke faktorer der styrer denne forekomst.

Sigrún Schmidt
Sigrún Schmidt
I mit ph.d.-projekt bruger jeg elektroniske sundhedsdata til at undersøge epidemiologien af helvedesild.

Jeg har interesse for flere aspekter inden for forekomst, risikofaktorer og prognose. For eksempel har jeg sammen med mine kollegaer undersøgt hyppigheden af svære tilfælde af helvedesild i Danmark. Aktuelt undersøger vi, hvorvidt livsstilsfaktorer såsom stressfulde livsbegivenheder øger risikoen for helvedesild.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Som et valgfag på medicinstudiet fik jeg i 2010 mulighed for at komme på et kort ophold på Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Der mødtes jeg af en dejlig arbejdsplads med et stort engagement for epidemiologiske metoder og biostatistik, hvilket vakte min forskningsinteresse. Med udgangspunkt i en samtidig interesse for hud- og kræftsygdomme, tog jeg derfor det efterfølgende semester orlov fra studiet for at lave et forskningsprojekt om hudkræft.

Jeg har lavet forskning siden, og min interesse for at fordybe mig i netop helvedesild kom fra min vejleders tidligere arbejde på området samt et forskningsophold i USA i 2013, hvor jeg stiftede bekendtskab med førende forskere inden for helvedesild.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

 Helvedesild skyldes infektion med skoldkoppevirus, som ligger latent i kroppen efter et tilfælde med skoldkopper. Virusset bryder ud, når immunforsvaret bliver svækket, fx på grund af alderdom, kræftbehandling eller HIV-infektion. Helvedesild kan medføre en række følgetilstande, hyppigst vedvarende og potentielt invaliderende smerter.

 Da de fleste danskere har haft skoldkopper, er næsten alle i risiko for at få helvedesild. Livstidsrisikoen er omtrent 25 %. Mine forskningsresultater er derfor vigtige for en stor del af befolkningen. Forekomsten af helvedesild i Danmark er dog uklar, og udover immunsvækkende tilstande har man kun begrænset kendskab til risikofaktorer for helvedesild. Bedret kendskab til forekomst og risikofaktorer for helvedesild vil kunne danne grundlag for målrettet forebyggelse.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

Stipendiet giver mig mulighed for at tage på et langvarigt forskningsophold på London School of Hygiene and Tropical Medicine. De elektroniske sundhedsdata i de danske registre er af god kvalitet, men helvedesild behandles dog hovedsagelig af de alment praktiserende læger, som ikke foretager indrapportering.

 I Storbritannien registreres helvedesild både i almen praksis og på hospitalerne. Under mit ophold skal jeg gennemføre et samarbejdsprojekt, hvor vi kombinerer data fra de to lande, hvilket vil øge niveauet af mit ph.d.-projekt. Forskningsenheden i London omfatter den største forskningsgruppe af epidemiologer i Europa, så jeg ser desuden frem til at lære af ledende forskere inden for mit felt.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er kulturelt interesseret og nyder at tage i teatret, til koncerter, på museum og i biografen. Jeg elsker at rejse og har altid min næste destination planlagt. Jeg kommer oprindelig fra Island, men er opvokset i Sverige. Jeg har derfor familie og venner spredt i Norden, og dem forsøger jeg at besøge så ofte, jeg har mulighed for det. Min mand er også forsker og skal ligeledes være tilknyttet London School of Hygiene and Tropical Medicine under mit udlandsophold.

Fagområde

Sundhedsvidenskab

Gymnasium og bopælskommune

Fyrisskolan i Uppsala (Sverige), bopæl i Aarhus

Forskningsinstitution

Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologisk Afdeling

Kontaktoplysninger

Telefon: 8716 8245, e-mail: saj@clin.au.dk

Senest opdateret 24. februar 2016