Gå til indhold

Kristian Holten Møller

Ph.d.-studerende, cand.scient.

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Bestemmelse af reaktionshastigheden for nedbrydning af organiske molekyler i atmosfæren

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Kristian Holten Møller

Mit projekt har til formål at bestemme reaktionshastigheden for nedbrydningen af forskellige molekyler i atmosfæren. Store mængder forskellige molekyler udledes til atmosfæren fra både biologiske og menneskelige kilder. Disse kan nedbrydes på forskellige måder, og konkurrencen mellem de mulige reaktioner afgøres af deres reaktionshastigheder. Ved hjælp af teoretiske metoder bestemmer vi disse hastigheder for at afgøre, hvordan de forskellige stoffer reagerer. Ofte samarbejder vi med internationale samarbejdspartnere, som undersøger reaktionerne eksperimentelt, og får på den måde både det teoretiske og eksperimentelle aspekt med. En øget forståelse for de dominerende reaktioner i atmosfæren er nødvendig for at kunne forbedre de nuværende klimamodeller, som danner grundlaget for f.eks. klimapolitikken. Dette er især vigtigt, da det nuværende fokus på at mindske udledninger fra f.eks. biler betyder, at en ny gruppe reaktioner bliver vigtige i atmosfæren, og disse er ikke velbeskrevne i de nuværende atmosfæremodeller.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? 

Jeg har gennem hele min skoletid være interesseret i naturvidenskaben, og i gymnasiet var det især kemien, der fangede mig. Jeg fik min interesse for kemien bekræftet i forbindelse med min deltagelse i Den Internationale Kemiolympiade, hvor jeg vandt en bronzemedalje. Min specifikke interesse for bestemmelse af atmosfæriske reaktionsmekanismer og -hastigheder opstod, da jeg deltog i en mini-konference om emnet arrangeret af min nuværende vejleder. Her fik jeg et indblik i emnet, og hvilke forskningsmæssige udfordringer som stadig ventede på at blive løst.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Den største udfordring i projektet er det store antal mulige reaktioner for et givent molekyle. Hvis alle disse skal undersøges grundigt, vil det være så tidskrævende, at det i praksis vil være umuligt for de fleste systemer. Derfor bliver vi nødt til hurtigt at kunne estimere hastigheden af de forskellige reaktioner for at kunne eliminere langsomme reaktioner tidligt i processen, men dette er meget udfordrende. De værktøjer, vi har udviklet og fortsat udvikler i denne forbindelse, vil være en stor hjælp for forskere i fremtiden. Teoretisk bestemmelse af hastighedskonstanter er nødvendigt, da de tilsvarende eksperimenter er meget komplicerede og tidskrævende, og det derfor er uoverkommeligt at undersøge alle reaktioner eksperimentelt. I et større perspektiv kan mit projekt medvirke til at forbedre den forståelse, vi har for kemien i atmosfæren, og dermed forbedre de atmosfæremodeller, som er helt centrale for en velfunderet klimapolitik nu og i fremtiden.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder? – Og hvad skal det bruges til?

EliteForsk-rejsestipendiet vil muliggøre et længerevarende forskningsophold i professor P. O. Wennbergs gruppe ved California Institute of Technology i Pasadena, USA. Professor Wennberg er en af verdens førende forskere inden for eksperimentel bestemmelse af atmosfæriske reaktionshastigheder. Derfor vil sådan et ophold være en enestående mulighed for mig. Indtil nu har jeg udelukkende beregnet reaktionshastigheder teoretisk, men det unikke eksperimentelle setup i Wennbergs laboratorier vil give mig muligheden for at lære at bestemme disse eksperimentelt, hvilket vil tilføje en helt ny dimension til min forskning.

Lidt om mennesket bag forskeren 

Jeg er vokset op på landet i en lille landsby syd for Slagelse, hvor mine forældre stadig bor, og jeg nyder at koble helt fra dernede, når jeg har tid. Jeg er for nylig flyttet sammen med min kæreste i en lejlighed på Amager, hvor jeg nyder at være, når jeg ikke er på universitetet. Jeg har en gruppe af rigtig gode venner fra gymnasiet, som jeg forsøger at mødes med, så ofte som vi kan få det passet ind i vores travle kalendere. Og så kan jeg godt lide at rejse og spise god mad.

Fagområde

Fysisk kemi

Forskningsinstitution

Kemisk Institut, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Gymnasium / bopælskommune

Slagelse Gymnasium / Københavns Kommune

Kontaktoplysninger

Telefon: +45 3029 4481, e-mail: khm@chem.ku.dk

 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 28. februar 2018