Gå til indhold

Haidi Cecilie Petersen

Ph.d.-studerende, cand.scient.

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Koblinger mellem biodiversitet på gen- og samfundsniveau hos hvirvelløse havbundsdyr i kystnære økosystemer i Østersøen

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Haidi Cecilie Petersen

Biodiversitet er traditionelt målt ved fordelingen af arter i et økosystem, men kan også undersøges ved at beregne den genetiske diversitet i de enkelte arter i samfundet. Selvom metoderne er forskellige, kan de to sagtens hænge sammen, hvis de kræfter, der driver udviklingen i systemet, er de samme, f.eks. miljøfaktorer. Mit studium undersøger diversiteten i hvirvelløse havbundsdyr i hele Østersøen ved at kombinere klassiske økologiske undersøgelser og molekylære populationsgenetiske teknikker. Derved vil jeg måle ligheder mellem de forskellige niveauer af diversitet i økosystemet og bringe ny viden om, hvordan dyresamfundene i vores have formes.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? Og hvad motiverer dig?

Jeg har fra barns ben været draget af havet og drømmen om at udforske det. Under mit universitetsstudium blev min nysgerrighed underbygget med viden, og jeg blev grebet af at kunne skabe ny viden, der kan hjælpe andre med bedre at forstå naturen og passe på den. Jeg elsker kombinationen af felt- og laboratoriearbejde: Den ene dag kan jeg stå i vand til knæene, den anden dag sidde med næsen i et mikroskop og studere små dyr, og den tredje kan jeg sidde ved computeren og få kombinationer af bogstaver i DNA-strenge til at fortælle mig, hvad der sker ude i naturen.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Mit studium er nytænkende inden for forståelsen af marine økosystemer, da jeg som den første undersøger sammenhængene mellem diversiteten i dyresamfund og den genetiske diversitet i et akvatisk system. Diversiteten på begge niveauer er påvirket af ændringer i økosystemet fra f.eks. forskellige miljøfaktorer, biologiske faktorer samt menneskeskabte forstyrrelser. Ved at undersøge koblingen mellem diversitet på de forskellige niveauer, og hvilke faktorer der driver dynamikkerne, vil jeg kaste nyt lys over essentielle spørgsmål inden for marine økosystemer og vil derved kunne bane vejen for fremtidens naturbeskyttelse og ressourceforvaltning. Mine største udfordringer er mit omfattende feltarbejde samt at få mit arbejde til at balancere mellem de to universiteter, jeg er indskrevet på.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

Min dobbelt-ph.d. indbefatter foruden et toårigt ophold ved Universitetet i Jyväskylä, Finland, hvor jeg skal gennemføre mine genetiske analyser, to store feltkampagner. Her besøger jeg syv stationer op gennem Østersøen og indsamler bl.a. hvirvelløse havbundsdyr. Ydermere besøges tre af stationerne regelmæssigt gennem to år for at kortlægge variation i dyrelivet henover sæsonerne. Stipendiet giver mig en unik mulighed for at kunne fokusere på min forskning, styrke mit omfattende feltarbejde, udvide mit netværk og formidle mine resultater på konferencer og kurser i udlandet.

Lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg bor i bofælleskab sammen med min kæreste og vores kat i København. I min fritid holder jeg meget af at høre høj musik, når jeg laver mad, læse bøger, spille brætspil og ses med venner og familie. Når jeg har brug for tid til opladning og fordybelse tager jeg en tur ud i naturen, enten på hesteryg, gåben, med en nat under stjernerne eller en tur ud at sejle. I ferierne rejser jeg gerne langt væk eller tager på festival med mine venner og familie.

Fagområde

Havbiologi

Forskningsinstitution

Roskilde Universitet, Institut for Naturvidenskab og Miljø

Gymnasium/bopælskommune

Teknisk gymnasium Lolland-Falster/Københavns Kommune 

Kontaktoplysninger

ceciliep@ruc.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. februar 2020