Gå til indhold

Indstilling af Sune Lehmann til EliteForsk-prisen 2022

Sune Lehmanns forskningsfelt er kvantitativ forståelse og modellering af sociale systemer baseret på de enorme nye datasæt, der genereres fra registrering af vores handlinger på sociale medier. Det kan f.eks. være handlinger som bevægelse, kontakter, telefonopkald og adfærd.

Hans forskning giver mulighed for en ny forståelse af mennesker og samfund, og den kvalificerer os til at diskutere de nye udfordringer for demokratiet, som de omfattende dataopsamlinger potentielt kan skabe. Sune Lehmann har en baggrund som fysiker og kombinerer i sin nuværende forskning fysik, anvendt matematik og computer science med et solidt kendskab til samfundsvidenskaberne.

Sune Lehmann er internationalt anerkendt for sine nyskabende matematiske modeller for gruppestrukturer og dynamikker i komplekse netværk, og han har under corona-pandemien arbejdet med spredningsprocesser og deltaget i ekspertgruppen for modellering på Statens Serum Institut. Han etablerede sig for alvor som ”social data scientist”, da han i 2012-2016 med stor præcision fulgte en gruppe DTU-studerende og deres kontakter gennem smartphone-data og dermed – baseret på fundamentale data – kunne kvantificere kontakter og adfærd. Han har også anvendt sin kvantitative tilgang til at analysere udtryk i de korte tekster, der bruges på f.eks. Twitter.

Sune Lehmann er 46 år og kandidat i fysik fra Københavns Universitet, har en ph.d.-grad fra DTU og har været postdoc flere år i USA, bl.a. ved Harvard University. Siden 2010 har han været ansat ved DTU, først som adjunkt, dernæst som lektor og fra 2019 som professor. Han er desuden adjungeret professor ved Københavns Universitet, hvor han har været med til at grundlægge Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS). Han har opbygget en stor og levende forskningsgruppe på DTU med støtte fra en række fonde, og han har modtaget bevillinger som Villum Young Investigator, Danmarks Frie Forskningsfonds Sapere Aude og Det Europæiske Forskningsråds Consolidator Grant. Flere af de ph.d.-studerende, han har vejledt, arbejder i dag hos UNICEF, Google eller som grundlæggere af start-ups. Han har været vejleder for både ph.d.-studerende og postdocs og et stort antal specialestuderende. Hans forskning er publiceret i de absolut førende internationale tidsskrifter med adskillige artikler i Proceedings of the National Academy of Science, Nature Physics og andre tidsskrifter fra Nature-gruppen.

Sune Lehmann har modtaget flere priser som Corrits Legat og Reinholdt W. Jorcks Pris, og han var i 2012-2017 medlem af det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab. Han er en aktiv formidler af sin forskning i bredere sammenhænge og er en fremragende og underholdende foredragsholder. Han er aktiv som blogger og har en podcast, der især er rettet mod unge forskere. Hans forskning har flere gange været omtalt i internationale medier som New York Times og Scientific American. Han er en værdsat underviser og har flere gange været indstillet som årets underviser og årets ph.d.-vejleder på DTU.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 23. februar 2022