Gå til indhold

Indstilling af Eline Lorenzen

Eline Lorenzen er naturhistoriker, og hendes tværdisciplinære forskning fusionerer genetik med geologi, palæontologi, botanik, økologi og klima.

Eline Lorenzen fokuserer på samspillet mellem dyr, mennesker og den natur, som vi lever i og er en del af, set i lyset af de klima- og miljøændringer, som Jorden har gennemgået over den sidste halve million år.

Eline Lorenzens forskning bruger DNA og isotopanalyse af forhistoriske og nutidige fund, især knogler og tænder, til at forstå vilde dyrs evolution. Disse data sammenholdes med præcise klimamodeller for at belyse, hvornår, hvordan og hvorfor markante ændringer i arters demografi har udspillet sig. Hun har arbejdet med nulevende og uddøde pattedyr i Afrika, Euroasien og Nordamerika og er interesseret i at forstå, hvordan klimaforandringer har påvirket verdens dyrearter igennem de sidste 100.000 år. Især den stigende betydning af menneskers aktiviteter igennem de sidste 15.000 år. Én af hendes aktuelle forskningsinteresser er Arktis og arktiske havpattedyr og samspillet her mellem klima, miljø og mennesker. Hendes forskning udføres i tæt samarbejde med offentlige partnere, bl.a. Grønlands Naturinstitut, Norsk Polarinstitutt, Fisheries and Oceans Canada og lokale befolkningsgrupper, der drager nytte af forskningen til at forme og guide praksis.

Arbejdet har et stort grundvidenskabeligt og anvendelsesmæssigt potentiale. Indsigt i fortiden giver os et videnskabeligt grundlag for bedre at kunne sige noget om, hvordan verdens nulevende arter vil klare sig i fremtiden under en stadig større påvirkning fra miljø og mennesker.

Eline Lorenzens forskning er blevet anerkendt med en lang række store forskningsbevillinger, bl.a. en individuel postdoc-bevilling og en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, en Villum Young Investigator Award med tillægsbevilling samt Carlsbergfondets Distinguished Associate Professor Fellowship. Hun er og har været medansøger på en lang række store forsknings-ansøgninger til både EU og Danmarks Grundforskningsfond.

Eline Lorenzen er 46 år og kandidat i biologi fra 2003 og ph.d. i 2009 fra Københavns Universitet. Hun har været postdoc ved University of California Berkeley fra 2011 til 2015 og lektor ved Naturhistorisk Museum i København fra 2015 til 2019. Hun har siden 2020 været lektor og viceinstitutleder for forskning ved GLOBE-instituttet ved Københavns Universitet. Hun har desuden været medlem af Det Unge Akademi fra 2013 til 2018 og medlem af Det Kongelige Danske Viden-skabernes Selskab siden 2022. Endelig er Eline Lorenzen en inddragende leder, der har opbygget en stærk forskningsgruppe med både ph.d.-studerende og postdocs.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. februar 2024