Gå til indhold

Indstilling af Sine Plambech

Begrundelse for indstilling af Sine Plambech til Forskningskommunikationsprisen.

Sine plambech.PNG

Sine Plambech indstilles hermed til forskningskommunikationsprisen 2021 af Dansk Institut for Internationale Studier for hendes nytænkende formidlingsindsats og afgørende bidrag til at kvalificere og nuancere den nationale og internationale debat om den globale migrationskrise. International migration er storpolitik og samtidig liv og død for millioner af mennesker. Det er et emne, der står højt på de politiske dagsordener, og det skiller vandene. Nuancer og forskningsbaserede fakta er nødvendige for at kunne balancere en debat, der ofte bliver ophedet og polariseret. Sine Plambech har taget dette ansvar på sig og har på forbilledlig vis åbnet danskernes øjne for de mange sider af migrationens væsen.

Antropolog Sine Plambech er topforsker på sit felt, seniorforsker i migration på DIIS og gæsteprofessor på Yale. Såvel hendes forskning som formidlingen af den har høstet priser og anerkendelser i ind- og udland. Blandt andet er hun modtager af Det Danske Forskningsråds Sapere Aude Talent pris, Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris og Statens Kunstfonds  særlige pris for at forene film og forskning.

I sin forskning på DIIS fokuserer Sine Plambech på international migration og menneskehandel - fra det politiske og strukturelle til de individuelle skæbner - med udgangspunkt i hendes feltarbejde hos migrantmiljøer i Nigeria, Thailand, Italien og Danmark. Her har kvinders vilkår som migranter og sexarbejdere været et særligt fokus. Med basis i denne forskning har hun i knap tyve år deltaget aktivt i den offentlige debat gennem medieoptrædener, foredrag, artikler og ikke mindst prisvindende dokumentarfilm. Hun er desuden tilknyttet Yale og Columbia University med baggrund i disse eliteuniversiteters ønske om at vide mere om migration og forskningsformidlingen heraf særligt gennem film.

Sine Plambech er en markant stemme i den offentlige debat og bidrager til mulige politiske løsninger på migrationsspørgsmålet. Hun stiller sig til rådighed for både danske og internationale medier, når aktuelle begivenheder kræver det og er fast skribent på Politiken. Hvad enten hun skriver om dengang, hun som antropolog arbejdede som telefondame på et bordel, eller sine personlige oplevelser af at være i USA under Covid-krisen, formår hun at linke sine personlige erfaringer med det bredere antropologiske og forskningsrelevante perspektiv. Under flygtninge- og migrationskrisen i 2017 påtog hun sig også en særligt stor rolle. Da bådene med flygtninge og migranter nåede Siciliens kyst, rapporterede hun fra sit feltarbejde i området til Politiken, DR, Zetland og P1. Derudover samarbejdede hun med ungdomskanalen DR Ultra på en særlig formidlingsindsats om flygtninge- og migrationskrisen rettet mod unge.

Plambechs første film Fra Thailand til Thy fra 2008 blev vist på DR1 og set af over en million danskere. Senest er hendes film Hjertelandet/Heartbound fra 2018, nomineret til en Bodil, vist på BBC og i danske og udenlandske biografer. Filmene giver et intimt blik ind i en række thailandske kvinders migration og ægteskab med danske mænd og viser kvindernes forsøg på at opnå drømmen om Vesten og samtidig forsørge deres familier i hjemlandet. Formidling og forskning væves således sammen på fornemmeste vis i Plambechs virke. For Hjertelandet vandt hun den amerikanske pris for bedste etnografiske film fra The American Anthropological Association og ligeledes The British Royal Anthropological Institutes filmpris. Priserne og filmenes store popularitet viser, at hun mestrer formidlingen på mediets præmisser og formår at gøre sin forskning vedkommende i en grad, så den rammer i hjertet på den brede befolkning.

I 2016 tog Plambech desuden initiativ til forskningsfilm-festivalen DOCS &TALKS, hvor prisvindende dokumentarfilm efterfølges af debat med internationalt anerkendte forskere på Cinemateket i København. Som en af de bedst sælgende festivaler i Cinematekets program har festivalen ikke alene formået at nå en langt bredere og yngre målgruppe end mere traditionelle formidlingsformater, men har også formået at inspirere de mange involverede forskere til at eksperimentere med nye former for forskningsformidling.

I 2021 udkommer Sine Plambech med en bog om kvinder og trafficking i den globale migrationskrise på forlaget Gyldendal - et arbejde hun netop har modtaget Carlsberg Fondens Monografi Legat for at færdiggøre. Bogen trækker på hendes mere end 17 års etnografiske research og tager læseren med på en global rejse ind i ”the world of sex” i migrationens tidsalder. 

Plambechs vedholdende engagement gennemsyres et stort samfundssind. Hendes bidrag til den offentlige debat har formået at sætte et menneskeligt ansigt på den globale migrationskrise og danner en uundværlig modpol i en ofte polariseret samfundsdebat. Som forskningsformidler er hun en ledestjerne, en rolle hun påtager sig ved gavmildt at dele ud af sine erfaringer med henblik på at styrke forskningsformidlingen både i Danmark og internationalt uden nogensinde at gå på kompromis med dybden i forskningen.

Senest opdateret 29. april 2021