Gå til indhold

De danske universiteter inviteres til at indsende forslag til ét ESS-fyrtårnsmiljø

European Spallation Source i Lund giver en unik mulighed for, at dansk forskning kan opbygge en central position inden for life science og materialeteknologi. Styrelsen for Forskning og Uddannelse har på denne baggrund inviteret de danske universiteter til at indsende forslag til ét fyrtårnsmiljø.

Danmarks første fyrtårnsmiljø i tilknytning til European Spallation Source (ESS) blev bevilget i 2018, og i 2019 forventes endnu et fyrtårnsmiljø bevilget. De indsendte forslag skal basere sig på forslagene fra Dansk Fyrtårnskatalog, som blev udarbejdet i foråret-sommeren 2016 i tæt dialog med over 100 interessenter. På denne baggrund forventes det således, at der på tværs af de danske universiteter og andre forskningsinstitutioner maksimalt vil blive fremsendt seks forslag til mulige ESS-fyrtårnsmiljøer.

De seks forslag til mulige fyrtårnsmiljøer er:

  • Strukturbiologi og molekylær bioteknologi
  • Kolloid- og Grænsefladeforskning: Fødevarer, Ingredienser og Lægemiddelformulering
  • Hårde materialer i 3D
  • Polymere og bløde materialer
  • Magnetisme og kvantematerialer
  • Analyse og metodeudvikling – dansk teoricenter

Bevilget tidligere:

  • Funktionelle materialers atomare strukturer (bevilget i 2018)

Proces

De modtagne forslag til ét internationalt førende forskningsmiljø modtages af SFU.

Styrelsen forelægger forslagene for Det Nationale Udvalg i Forskningsinfrastruktur (NUFI) med henblik på rådgivning ved at prioritere to-tre forslag blandt de maksimalt seks modtagne forslag. NUFI fungerer som forum for udarbejdelse af grundlaget for beslutninger og aftaler om prioritering, etablering, videreførelse og finansiering af nationale og internationale forskningsinfrastrukturer samt forskningsunderstøttende aktiviteter i tilknytning til forskningsinfrastrukturernes anvendelse.

Efter rådgivning fra NUFI indstiller SFU til uddannelses- og forskningsministeren, hvilket fyrtårnsmiljø som skal finansieres i 2019. Frist for indsendelse af forslag til SFU er mandag den 13. maj 2019 kl. 12.00.

Finansieringen til etableringen af ét internationalt førende forskningsmiljø i tilknytning til ESS blev sikret i forbindelse med Finansloven 2019, hvor der blev afsat 34,8 mio. kr.