Gå til indhold

Fremtidens tværeuropæiske forskningsinfrastrukturer

I dag er den nye europæiske roadmap for forskningsinfrastruktur blevet offentliggjort af European Strategy Forum on Research Infrastructures (ESFRI). Det foregik ved en konference i Wien, Østrig.

Roadmappen præsenterer de nye tværeuropæiske forskningsinfrastrukturer, som de europæiske lande har prioriteret som de vigtigste i de kommende år. Den indeholder 18 projekter, som er kommende europæiske forskningsinfrastrukturer, hvoraf 6 af disse er helt nye projekter, som ikke har været på ESFRI's tidligere roadmaps. Roadmappen indeholder også 37 ESFRI-succeshistorier (i roadmappen kaldet ”Landmarks”), som er projekter fra de tidligere ESFRI-roadmaps, der i dag er realiserede enten ved, at de nu er under implementering eller er implementerede.

Dansk deltagelse i projekter på ESFRI´s roadmap

Der er dansk deltagelse i flere projekter og landmarks på ESFRI's nye roadmap. Blandt de seks helt nye projekter er der dansk deltagelse og opbakning til et: projektet DiSSCo – Distributed System of Scientific Collections, hvis danske konsortium består af Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum Aarhus og Science Museerne ved Aarhus Universitet. DiSSCo har til formål at samle naturhistoriske museale samlinger i en lang række europæiske lande for at give forskere bedre adgang til disse.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse ser gerne, at der er endnu større dansk deltagelse i projekter og landmarks på ESFRI's roadmap. Er du eller din institution interesseret i at deltage i en forskningsinfrastruktur på den europæiske roadmap, anbefales det derfor, at du kontakter Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Sammen kan vi forsøge at afklare de danske videnskabelige ønsker og interesser i forhold til det aktuelle projekt, og vi kan drøfte den videre proces.

Om ESFRI

  • ESFRI er et forum med repræsentanter for de 27 EU-lande, de associerede lande og EU-Kommissionen, som har til formål at fremme etableringen af større tværnationale forskningsinfrastrukturer i Europa.
  • Et af ESFRI's virkemidler er at udvikle europæiske roadmaps for forskningsinfrastruktur, som prioriterer de vigtigste nye tværeuropæiske samarbejder om forskningsinfrastruktur.
  • ESFRI præsenterede sin første roadmap i 2006 og har siden gennemført opdateringer af roadmappen i 2008, 2010, 2016 og nu i 2018.

Kontakt

Lars Friemann Christensen
Kontorchef
Tlf.: +45 72 31 84 72
Email: lach@ufm.dk
Katinka Stenbjørn-Lange
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 82 89
Email: kas@ufm.dk