Du er her: Forside Forskning og innovation Indsatsområder Forskningsinfrastruktur Uddannelses- og Forskningsministeriets konference "Forskningsinfrastruktur som mødested mellem forskning, innovation og erhverv"

Uddannelses- og Forskningsministeriets konference "Forskningsinfrastruktur som mødested mellem forskning, innovation og erhverv"

Den 10. november 2016 satte ministeriet sammen med 150 deltagere fra både forsknings- og erhvervslivet fokus på, hvordan de danske forskningsinfrastrukturer endnu bedre kan understøtte innovation og vækst.
Kontakt
Katinka Stenbjørn
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 82 89
Email: kas@ufm.dk

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs åbnede konferencen, som efterfølgende bød på erfaringer med anvendelse af forskningsinfrastrukturer fra både ind- og udland.

John Womersley, Generaldirektør på Europen Spallation Source (ESS) og tidligere Chief Executive for Science and Technology Facilities Council i England var konferencens første taler. Han slog fast, at forskningsinfrastrukturer er en af nøglerne til at skabe samarbejde mellem forskning og erhverv, og at store offentlige investeringer i forskningsinfrastruktur kræver, at der kan vises en socioøkonomisk effekt.

Konferencens program:

Konferencens anden taler, Alfons Molenbroek, General Manager for R&D hos Haldor Topsøe, delte herefter sine erfaringer med adgang til og samarbejde om forskningsinfrastrukturer. Han pegede på, at der både er mange muligheder for industriel brug – men også en række barrierer.

Konferencen bød efterfølgende på fire case-oplæg med konkrete erfaringer med at skabe funktionelle rammer for samarbejder mellem forskere og industri, og hvilke særlige muligheder for dette der er ved forskningsinfrastrukturerne. Blandt andet præsenterede Jimmy Binderup Andersen, CEO for Industry Portal LINX, en ny industriportal, som skal hjælpe danske virksomheder med at løse konkrete materialeteknologiske problemer ved hjælp af avancerede analysetekniker som røntgen og neutronspredning – værktøjer, som blandt andet tilbydes ved European Spallation Source (ESS).

Anbefalinger fra panelet

Til slut debatterede et panel bestående af repræsentanter fra et bredt udsnit af forsknings- og innovationsøkosystemet, hvordan blandt andre universiteterne og forskningsinstitutionerne, virksomhederne og Uddannelses- og Forskningsministeriet fremadrettet kan arbejde videre på at forbedre rammerne for innovation ved forskningsinfrastrukturer. Deres anbefalinger var blandt andet, at der skal arbejdes på:

  • Bedre formidling til virksomhederne af muligheder og tilgængelighed af danske forskningsinfrastrukturer
  • Større forståelse og anerkendelse af de forskellige mål og tidshorisonter, som henholdsvis universiteter og forskningsinstitutioner samt erhvervslivet arbejder efter
  • Mere brugerstøtte ved forskningsinfrastrukturerne
  • Mere fokus på uddannelse som bindeled mellem forskning og erhverv

Uddannelses- og Forskningsministeriet vil tage erfaringerne og anbefalingerne fra konferencen med i sit videre arbejde med at skabe det bedst mulige grundlag for uddannelse, videnskab og erhverv ved forskningsinfrastrukturer.

 

Senest opdateret 16. november 2016