Gå til indhold

I dag åbner Danmarks nye innovationscenter i Israel

I dag åbner Danmarks nye innovationscenter i Tel Aviv. Centret skal styrke dansk innovation, forskning, vækst og beskæftigelse.

- Jeg er glad for, at vi i dag kan åbne det 7. danske innovationscenter, siger udenrigsminister Kristian Jensen og uddyber: Israel er blandt de lande i OECD, hvor der investeres allermest i forskning og udvikling. Og er internationalt anerkendt for et aktivt og levende start-up miljø. Det giver danske virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner mange muligheder for at indgå partnerskaber, udveksle viden og skabe innovation med de allerbedste forsknings- og innovationsmiljøer i Israel.

I forbindelse med åbningen af det nye innovationscenter lancerer Uddannelses- og Forskningsministeriet en handlingsplan, der skal styrke vidensamarbejde med Israel. Handlingsplanen indeholder 12 konkrete initiativer, og det nye innovationscenter spiller en central rolle i implementeringen af handlingsplanen.

- Der findes stærke forsknings- og innovationsmiljøer i Israel, blandt andet inden for sundhedsområdet og grøn energi. Det danske innovationscenter skal styrke mulighederne for, at danske virksomheder og forskere i højere grad kan samarbejde med disse stærke miljøer, til gavn for dansk forskning, innovation og vækst.  Det ser jeg frem til, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Den officielle åbning af centret foregår på dansk jord - i Eigtveds Pakhus i København. Her får de inviterede gæster fra forsknings- og uddannelsesmiljøerne og erhvervslivet en smagsprøve på innovationspotentialet i Israel. Og de to ministre og en række såvel danske som israelske talere vil give bud på, hvordan strategiske internationale forsknings-, innovations- og uddannelsespartnerskaber kan være med til at skabe øget vækst og udvikling i Danmark.

Om de danske innovationscentre - Innovation Centre Denmark

  • Innovation Centre Denmark er et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udenrigsministeriet.
  • Foruden centret i Tel Aviv har Danmark innovationscentre i Shanghai, Silicon Valley, München, Sao Paulo, New Delhi og Seoul.
  • Centrene har til opgave lokalt at bistå danske virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutioner med adgang til udenlandsk viden, netværk, teknologi, kapital og markeder.
  • I 2015 svarede 50 procent af brugerne af innovationscentrene i en ekstern evaluering af innovationscentrene, at de uden innovationscentrenes bistand ikke ville have opnået samme resultater.
  • Innovationscentrene arbejder tæt sammen med Invest in Denmark og er med til at markedsføre danske forsknings- og innovationsmiljøer med henblik på tiltrækning af udenlandske investeringer til Danmark.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriet: Kontorchef Gitte Agerhus, e-mail: gha@fi.dk , tlf.:  7231 8250

Pressesekretær Kristina Mie Hansen, e-mail: kmh@ufm.dk , tlf.: 7231 8012

Udenrigsministeriet: Presserådgiver Dorte Bryde Mikkelsen, e-mail: dortmi@um.dk , tlf.: 50 77 86 98