Du er her: Forside Forskning og innovation Rumområdet Brug rummet Aktuelt Nyheder Ny ESA satellit skal forbedre vores klimamodeller

Ny ESA satellit skal forbedre vores klimamodeller

ESA’s medlemslande har netop valgt FORUM som den niende Earth Explorer satellit til opsendelse i 2026. Satellitten skal levere vigtige data om strålingsbalancen i den øverste atmosfære og dermed forbedre forskernes klimamodeller og bidrage til bedre forudsigelser af udviklingen af jordens klima.
Kontakt
Anne Birgitte Klitgaard
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 82 42
Email: ak@ufm.dk

Forum mission (billede)
ESA’s niende Earth Explorer satellit FORUM. Kilde: ESA

I skarp konkurrence med modkandidaten SKIM blev FORUM (Far-infrared Outgoing Radiation Understanding and Monitoring) den 24. september valgt som ESA’s niende såkaldte Earth Explorer mission.

Efter en længere udvælgelsesproces endte ESA’s rådgivende komité ACEO (Advisory Committee for Earth Observation) med at anbefale FORUM missionen.

Jordens overfladetemperatur er afhængig af strålingsbalancen i den øverste atmosfære. Denne strålingsbalance afhænger imidlertid af omfanget af drivhusgasser, da disse opfanger varme, som ellers ville blive afgivet videre ud i rummet fra atmosfæren. Varmeudstrålingen omfatter hele det infrarøde, elektromagnetiske spektrum, hvor omfanget af udstrålingen i den fjerne del af dette spektrum afhænger af omfanget af tilstedeværelsen af vanddamp og iskrystaller i atmosfæren.

FORUM vil som noget helt nyt måle på den fjerne del af det infrarøde spektrum, hvilket vil give forskerne helt nye data som input til en bedre forståelse af jordens energibalance. Disse data kan bidrage til forbedrede klimamodeller og dermed bedre forudsigelser af ændringer i jordens overfladetemperatur.

ESA planlægger at opsende FORUM i 2026.

 

Senest opdateret 27. september 2019