Du er her: Forside Forskning og innovation Rumområdet Brug rummet Aktuelt Nyheder Vækstoptimisme i rumerhvervet

Vækstoptimisme i rumerhvervet

Rambøll konkluderer i ny rapport, at rumområdet generelt er omgivet af stor vækstoptimisme. Hvis de mest positive vækstforventninger skal indfries, kræver det dog adgang til mere kvalificeret arbejdskraft og et øget fokus på iværksætteri.
Kontakt
Peter Mandix Sehestedt
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 82 02
Email: pse@ufm.dk

Mange danske virksomheder foretager relativt store investeringer i forskning og udvikling for rumrelaterede aktiviteter, fordi de har en klar forventning om fremtidige afkast. Blandt virksomheder, som har rapporteret om deres vækstforventninger for rumrelaterede aktiviteter inden for det kommende år, forventer omkring 40 pct. en vækst på mellem 10 og 49 pct. 20 pct. af virksomhederne forventer en vækst på over 50 pct. – enkelte endda over 200 pct.!

Optimismen vedrører dog ikke alle virksomheder. Omkring hver tredje virksomhed med rumrelaterede aktiviteter forventer en nulvækst for det kommende år. Barrierer for vækst er fortsat adgang til kvalificeret og højtuddannet arbejdskraft. For små og nystartede virksomheder er konkurrencen om de dygtigste medarbejdere ydermere en ekstra barriere som følge af et højt lønniveau for de bedste medarbejdere.

De generelt høje vækstforventninger blandt hovedparten af virksomhederne afspejler, at rumområdet i stigende grad er en integreret del af vores dagligdag. Vi efterspørger og bruger stadig større datamængder og forventer at kunne bruge data, uanset hvor vi befinder os. Med et større behov for satellitdata, er også fulgt en efterspørgsel på billigere, bedre og hurtigere løsninger, og en egentlig industrialisering og serieproduktion finder sted i flere sammenhænge, ikke mindst i udbredelsen af nye typer af satellitter.

Også virksomheder, der er involveret i udforskning af rummet, er optimistiske. Med ASIM-projektet (opsendelsen af et klimaobservatorium til den internationale rumstation) har danske virksomheder og universiteter vist, hvad de formår, når de samarbejder. Fremover har virksomhederne bl.a. fokus på vækstmuligheder fra kommende Mars-missioner, fremgår det af rapporten.

Rambøll peger desuden på, at rumaffald er et område, der i stigende grad søges håndteret. Danske virksomheders styrke inden for grøn og miljørigtig teknologi, bæredygtige materialer og cirkulære løsninger giver anledning til at overveje, om flere danske virksomheders viden og produkter også kunne anvendes i rummet.

Nogle af de elementer, der ifølge Rambøll skal til for at indfri det mest positive vækstscenarie, er bl.a. et øget fokus på rum i de danske inkubationsmiljøer, et større engagement i Danmarks medlemskab af Den Europæiske Rumorganisation ESA og adgang til nye vækstmarkeder.

Oplysningerne om vækstforventninger og anbefalingerne til indsatsområder er baseret på interviews med virksomhederne i det danske rumerhverv. Rambøll identificerer i rapporten omkring 200 virksomheder med rumrelateret omsætning. I den seneste opgørelse fra 2016 blev der identificeret 144 virksomheder, hvoraf 19 virksomheder er taget ud af denne opgørelse, fordi de enten er lukkede, gået konkurs, er fusioneret eller lignende. Dermed er i alt ekstra 75  rumvirksomheder kommet med på listen, baseret på input fra ekspertinterviews, systematiske internetsøgninger og materiale fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse. 14 er egentlige nye virksomheder i den forstand, at de først er etableret siden 2016.

Danmarks Statistik og UFM vil bruge listen over virksomheder til senere på året at offentliggøre ny statistik om bl.a. omsætningen i de danske rumvirksomheder. Siden 2016 har Danmark Statistik og UFM samarbejdet om offentliggørelsen af en række økonomiske nøgletal for udviklingen i det danske rumerhverv.

Senest opdateret 11. oktober 2018