Gå til indhold

Indkaldelse af bidrag til opdatering af målsætninger i Danmarks nationale rumstrategi

Ministerierne bag Det Tværministerielle Rumudvalg (DTR), ønsker hermed at indkalde bidrag og forslag til en opdatering af Danmarks nationale rumstrategis målsætninger.
Kontakt
Gorm Kofoed Petersen
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 82 87
Email: gpe@ufm.dk

Der ønskes indspil i form af besvarelse af to vedlagte skemaer, som indsendes til rumkontoret i Uddannelses- og forskningsstyrelsen (ufm-fvi-rum@ufm.dk) og chefkonsulent Gorm Kofoed Petersen (gpe@ufm.dk) senest d. 29. oktober 2020 kl. 12:00.

Spørgsmål til de to skemaer kan ligeledes rettes til de to e-mailadresser.

Med Danmarks nationale rumstrategi fra 2016 blev rumområdet for første gang udpeget som et strategisk forsknings- og innovationspolitisk indsatsområde af en dansk regering. Det blev i rumstrategien slået fast, at rumområdet er en uundværlig og grundlæggende del af vores samfunds bærende infrastruktur og økonomiske udvikling, bl.a. i kraft af kommunikations-, jordobservations- og navigationskapacitet. Strategiens overordnede målsætninger bidrog til øget fokus på vækst og innovation, større hjemtag af EU-midler og effektivisering af offentlig myndighedsvaretagelse.

Med udgangspunkt i den gældende rumstrategi ønskes rumstrategiens målsætninger genbesøgt ift. at indfange rumområdets særlige betydning og potentialer ift. den grønne omstilling samt øvrige aktuelle samfundsudfordringer, herunder med mere fleksible målsætninger, indsatsområder og beredskab.

Spørgsmål 1: Hvordan kan rumområdet bidrage til den grønne omstilling?

Regeringen har d. 28. september 2020 offentliggjort en ny grøn forskningsstrategi, som skal understøtte den grønne omstilling. Det sker ved at sætte en stærkere strategisk retning ved at fastlægge en række missioner og temaområder for forskning, innovation, udvikling og demonstration på det grønne område i et flerårigt perspektiv samt igangsætte en række initiativer, der skal bidrage til at styrke Danmarks forsknings- og innovationsmæssige kapacitet i forhold til grøn omstilling. 

Et af initiativerne er en opdatering af målsætningerne i Danmarks nationale rumstrategi, så den i højere grad bidrager til at løse udfordringerne omkring klima-, natur, biodiversitet og miljø. Med udgangspunkt i den gældende nationale rumstrategi er Det Tværministerielle Rumudvalg (DTR) blevet bedt om at sætte gang i et arbejde, der skal bidrage til, at de nuværende strategimålsætninger suppleres eller erstattes med målsætninger, der på bedst mulig vis understøtter den grønne omstilling.

DTR anmoder derfor om bidrag til at besvare spørgsmålet:
Hvordan kan rumområdet bidrage til at løse udfordringerne omkring klima-, natur, biodiversitet og miljø?

Spørgsmål 2: Hvordan kan rumområdet bidrage til løsningen af andre kritiske og strategisk vigtige samfundsudfordringer?

Ved siden af det vigtige fokus på rummets bidrag til grøn omstilling, er DTR blevet bedt om at opdatere rumstrategiens målsætninger med henblik på at Danmark kan bruge rumområdet til at løse andre kritiske og strategisk vigtige samfundsudfordringer. Herunder ikke mindst bidrage til øget sikkerhed og tryghed i myndighedsvaretagelse i hele rigsfællesskabet. Det gælder f.eks. danske myndigheders behov for overvågning i Arktis, digitalisering og kommunikation, beredskab ved ekstreme hændelser, positionering og smarte byrum. Opdateringen skal samtidig tage hensyn til, at en øget afhængighed af stadig mere avancerede og omfattende rumbaserede tjenester samtidig øger behovet for forsyningssikkerhed, herunder f.eks. cybersikkerhed.

DTR anmoder derfor om bidrag til at besvare spørgsmålet: Hvordan kan rumområdet bidrage til at løse andre kritiske og strategisk vigtige samfundsudfordringer?

Senest opdateret 23. oktober 2020