Gå til indhold

Hvilke krav gælder der til offentliggørelse af forskningsresultater?

Svar:

Offentlige forskningsinstitutioner har pligt til at offentliggøre (publicere) resultaterne af forskning, som helt eller delvist er finansieret med offentlige midler.

Ved samarbejdsprojekter med private virksomheder kan offentliggørelsen af forskningsresultater imidlertid ødelægge mulighederne for patentering. Offentliggørelse af forskningsresultater kan derfor udsættes kortvarigt for at sikre muligheden for at indgive en patentansøgning. Dette skal dog på forhånd være aftalt i samarbejdsaftalen. Hvis ikke andet er aftalt, kan offentliggørelsen ikke udskydes ud over 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forskerne har underrettet forskningsinstitutionen om en opfindelse, de har gjort.

Hvor virksomheden køber en forskningsydelse på markedsvilkår imod betaling af institutionens fulde omkostninger, kan det på forhånd aftales, om resultaterne skal offentliggøres eller ej - og hvornår offentliggørelsen i givet fald skal finde sted.

For ph.d.-afhandlinger gælder specielt, at afhandlingen skal publiceres og forsvares offentligt senest 3 måneder efter, at den er indgivet af den ph.d.-studerende. På dette område gælder det også, at universitetet kan udsætte ph.d.-forsvaret, hvis det er nødvendigt af hensyn til indgivelse af en patentansøgning. Det forudsætter dog en gensidig aftale mellem universitetet og den ph.d.-studerende.

 Se også spørgsmålet:

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. februar 2016