Gå til indhold

Ny ”strategi-guide” skal bane vejen for innovation i Østersøregionen

Østersøregionen har fået et nyt hjælpemiddel, der skal gøre innovationspolitik i området endnu mere effektfuld. Internationalt samarbejde har resulteret i dugfriske anbefalinger til politiske prioriteter frem mod 2020. Anbefalingerne er samlet i en såkaldt strategi-guide, der udkommer i dag.

Den nye strategi-guide henvender sig til politiske beslutningstagere i ind- og udland og kan anvendes som reference i innovationspolitiske aktiviteter med små og mellemstore virksomheder som målgruppe. Den indeholder anbefalinger til prioriteringer i den fremadrettede innovationspolitik i Østersøregionen og fungerer som innovationspolitisk og praktisk rettesnor i perioden 2016-2020. Blandt anbefalingerne er følgende indsatsområder:

  1. Fremme SMV’ers internationalisering
  2. Kapacitetsopbygning i klyngeorganisationer
  3. Skabe sammenhæng i internationale innovationsfremme-infrastrukturer
  4. Skabe sammenhæng i policy og finansieringsinstrumenter

Guiden identificerer også følgende tre tværgående temaer som nøglefaktorer til accelerering af innovation i Østersøregionen: digitalisering, iværksætteri og internationalisering af små og mellemstore virksomheder. Det er forhåbningen, at guiden vil bidrage til, at forskning og innovation i Østersøregionen konsoliderer en globalt konkurrencedygtig position, kendetegnet af fire overordnede målsætninger:

  • Styrkede kompetencer blandt regionens aktører og institutioner
  • Forbedret involvering gennem bedre udnyttelse af eksisterende netværk
  • Koncentration af finansiering og samordning af politik og regulering
  • Langsigtet engagement samt fælles finansiering og beslutningstagning

Styrelsen for Forskning og Innovation har sammen med Sverige, Estland, Polen, Baltic Development Forum og Nordisk Ministerråds Sekretariat dannet den task force, som har haft fokus på et fælles sigte for innovationspolitik 2016-2020. Styrelsen for Forskning og Innovation har i projektet haft det primære ansvar for udarbejdelsen af indhold, der vedrører klyngedrevet udvikling af små og mellemstore virksomheder.

Arbejdspapir om klyngedrevet SMV-udvikling

I tillæg til den overordnede guide, er der i projektforløbet formuleret et arbejdspapir, som Styrelsen for Forskning og Innovation sammen med blandt andre Cluster Excellence Denmark har udarbejdet med inddragelse af de relevante østersøregionale lande og regioner. Arbejdspapiret uddyber baggrunden for de dele af strategi-guiden, som har fokus på klyngedrevet SMV-udvikling og har fået navnet 'Clustering and SME-Development – Working Paper for the PA INNO Strategy Guide'.