GH EDCTP er et EU-finansieret partnerskab mellem institutioner i 14 europæiske og 18 afrikanske lande. Partnerskabet har et samlet budget på 12 milliarder kroner og løber frem til 2031. GH EDCTP har været og er omdrejningspunkt for EU's støtte til global sundhedsforskning i Afrika.
Hvad er formålet med partnerskabet?
Global Health European and Developing Countries Clinical Trials Partnership (EDCTP) er sat i verden for at forbedre sundhedsteknologier til identifikation, behandling og forebyggelse af fattigdomsrelaterede infektionssygdomme. Derudover finansierer GH EDCTP opbygning af forskningskapacitet i Afrika, støtte til forskeres karriere og styrkelse af nationale sundhedsforskningssystemer.
EDCTP blev lanceret i 2003 og fornyet i 2014. I 2021 begyndte en tredje version, der løber frem til 2031. Det samlede budget for GH EDCTP version 3 er på 12 milliarder kroner.
Hvem kan søge støtte?
Forskningsinstitutioner og virksomheder, der kan bidrage til GH EDCTPs målsætning. Succesfulde forslag skal have mindst én juridisk enhed fra et EU-medlemsstat eller land associeret med Horizon Europe og én fra et afrikansk land syd for Sahara. Som minimum skal der deltage partnere fra tre forskellige lande.
Hvilke krav gælder?
GH EDCTP er omfattet af de samme regler, som gælder i Horizon Europe.
Hvilke typer af projekter støtter partnerskabet?
Partnerskabet støtter de samme projekttyper som Horizon Europe. Midler fra GH EDCTP udmøntes via et årligt arbejdsprogram, og det er primært forsknings- og innovationsprojekter (RIA) og koordinations- og støtteaktiviteter (CSA) der støttes.
Hvem er partnerne i EDCTP, og kan jeg deltage?
Partnerne er Europa-kommissionen og institutioner med mandat af regeringerne i 14 europæiske og 18 afrikanske lande.
Det er ikke et krav at være partner i EDCTP for at deltage i et projekt finansieret af partnerskabet.