Gå til indhold

Ud af elfenbenstårnet

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved åbning af Mærsk Tårnet på Københavns Universitet den 18. januar 2017.

Det talte ord gælder

Deres Majestæt
Kære formand for A.P. Møllerfonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla
Kære regionsrådsformand og overborgmester
Kære rektor
Kære Københavns Universitet

I dag er en stor dag for dansk forskning. Og jeg er glad for, at den begynder her i den unikke Jerne-sal, opkaldt efter en af verdens dygtigste immunologer, Niels Kaj Jerne.

Jernes teorier om det menneskelige immunsystem gav ham i 1984 Nobelprisen i fysiologi. Niels Kaj Jerne var en visionær intellektuel. Igennem hele sit liv var han fascineret af ideer, gerne filosofiske ideer. Og han så store ligheder mellem kunstnerens og forskerens arbejde.

Jerne skriver sig ind i en lang historie af fremragende, danske sundhedsvidenskabelige forskere. Forskere som turde gå nye veje og skabe resultaterne for fremtiden.

Optimale forhold for forskning

Med Mærsk Tårnet får vi et forskningshus, der kan videreføre videnskaben i Jernes ånd. Og producere banebrydende forskning, der kan gøre livet bedre for mennesker overalt på kloden.

På 2. og 3. etage skal der forskes i Sund Aldring. Så flere mennesker kan få et sundt liv hele livet igennem. Længere oppe skal der forskes i fedme, sukkersyge og hjertesygdomme. Og allerøverst skal der forskes i det menneskelige immunsystem, som har betydning for sygdomme som sclerose og allergi.

Alt sammen så flere mennesker kan få et bedre liv, og så vi kan bekæmpe en række udbredte sygdomme.

Det kræver visionære forskere. Forskere, der som Niels Kaj Jerne tør gå nye veje og ikke lider af højdeskræk.

Rammerne til det er på plads.

Et stærkt udgangspunkt bliver stærkere

Med Mærsk Tårnet får I et hus, der både arkitektonisk og indretningsmæssigt understøtter jeres forskning.

I får forskertorve, hvor I kan mødes og udveksle ideer på tværs.

I får rørførte kemikalier og laboratorier med kystudsigt.

I får etager, der er forbundet til hinanden via en smuk vindeltrappe, så der er forbindelse hele vejen op gennem tårnet.

Mærsk Tårnet bliver et af de ypperste forskerhuse i Europa. Det vil tiltrække udenlandsk talent til Danmark. Og hjælpe Danmark med at blive endnu bedre til at bedrive verdensførende sundhedsvidenskabelig forskning.

For Danmark har udviklet sig til at være et af de stærkeste lande i Europa inden for life science. Vi er et af de lande i verden, der prioriterer sundhedsvidenskabelig forskning højest. Og regeringen vil gerne gøre Danmark endnu stærkere på sundhed og life science.

Derfor er der nedsat et vækstteam for life science. Et team, der senere på året vil komme med sine anbefalinger til, hvordan vi frem mod 2025 kan fortsætte væksten på området. Vi vil finde svar på, hvordan vi bliver bedre til at få entreprenante ideer til at spire og gro i Danmark.

Og vi skal finde svar på, hvordan vi får udklækket flere dygtige dimittender, der kan hjælpe med at drive de danske life science virksomheder mod nye horisonter. Det er der gode forudsætninger for.

Sammen er vi stærke

Mærsk Tårnet er et godt eksempel på, hvad vi kan opnå ved at udvikle visioner i fællesskab.

Det har været muligt at opføre denne unikke bygning takket være A.P. Møller Fondens generøse bidrag på i alt 725 mio. kr.

Private fonde som A.P. Møller Fonden spiller en stor rolle for dansk forskning og uddannelse.

Fra 2012-14 har de private fonde bevilget 4,2 mia. kr. alene til sundhedsvidenskabelig forskning. Det er et enestående flot bidrag.

Fondene gør det muligt at tænke stort og ambitiøst og drømme, selv når der ikke umiddelbart er midler til det. Det er Mærsk Tårnet her et glimrende eksempel på.

Jeg vil gerne sige tak til A.P. Møller Fonden for den store donation. Også tak til Københavns Kommune og Bygningsstyrelsen for deres engagement og bidrag.

Med det nye tårn har vi sammen taget et stort skridt ind i fremtiden.

Ud af elfenbenstårnet, ind i kobbertårnet

Kære forskere, studerende, kære sundhedsvidenskabelige fakultet.

Jeg har glædet mig over, at det nye tårn er præget af kobber, ikke elfenben. Det er jeg glad for. For den forskning, der skal udføres her i bygningen – den har vi brug for ude i samfundet.

Den skal ikke bures inde bag tykke elfenbensmure. Jeg har ladet mig fortælle, at man kan stå på den anden side af søerne og se folk bevæge sig omkring inde i bygningen.

Grænserne mellem jer herinde og byen udenfor er flydende. Og sådan skal det være. Det er en af mine fineste ambitioner, at grænserne mellem forskerne og befolkningen udviskes.

For vores samfund har brug for sundhedsvidenskaben. Og sundhedsvidenskaben har brug for Mærsk Tårnet.

Brug bygningen her – livet, lyset og de topmoderne faciliteter – til at slippe jeres fantasi og faglighed løs.

Skab resultater for fremtiden. Lad jer inspirere af Niels Kaj Jerne.

Og lad jeres forskning og visioner bidrage til samfundets udvikling.

Tillykke til hele Danmark med det nye tårn.

Tak for ordet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023