Gå til indhold

Studiejob, kontorelev, praktik og projektopgaver

Læs mere om dine muligheder for at blive studentermedhjælper, kontorelev eller praktikant i ministeriet, herunder om vilkår og eventuelle spørgsmål du kan have i denne forbindelse. Du kan også kontakte os, hvis du vil bruge os som samarbejdspartner til en projektopgave eller dit speciale.

Ansættelse, vilkår og samarbejde

Find information om, hvordan du søger ansættelse hos os som studentermedhjælper, kontorelev eller praktikant og dine ansættelsesvilkår. Du kan også læse mere om mulighederne for at indgå i et studiefagligt samarbejde med os.

Studiejob

Som studentermedhjælper i ministeriet får du mulighed for at omsætte teori til praksis og få sat din teoretiske viden i perspektiv. Arbejdsopgaverne for studentermedhjælpere i vores ministerie er meget forskellige og afhænger af, hvilket kontor du bliver ansat i.

Dine vilkår som student i ministeriet

Når du ansættes som studentermedhjælper hos os, ansættes du med en fast timeløn efter HK-overenskomsten. Du ansættes på deltid og må maksimalt have 15 timer i gennemsnit per uge. Vi er fleksible omkring arbejdstiden, så der blandt andet kan tages højde for eksamensperioder.

Hvad skal der til for at komme i betragtning til et studiejob?

For at blive ansat som studentermedhjælper hos os er det et krav, at du er studieaktiv. Du skal både kunne dokumentere det, når du bliver ansat, og undervejs i din ansættelse, hvor vi løbende beder dig om at sende en studieaktivitetserklæring.

Hvordan er rekrutteringsprocessen?

Når du har søgt en stilling hos os i e-rekrutteringssystemet, hører du tidligst fra os, når ansøgningsfristen er udløbet, så vi har haft mulighed for at vurdere alle de ansøgninger, vi har modtaget.

Hvis du ikke bliver indkaldt til en samtale, hører du senest fra os, når stillingen er besat. Vi giver besked via den mailadresse, du har oplyst i forbindelse med din ansøgning.

Indkaldes du til en samtale, ringer vi dig op. Under samtalen deltager typisk chefen og en medarbejderrepræsentant fra kontoret. Samtalen varer cirka 45 min, hvor der tages udgangspunkt i din ansøgning og cv. Efter samtalen bliver du ringet op og får en tilbagemelding om, hvorvidt du bliver tilbudt stillingen, eller om du får et afslag.

Er det dig, vi tilbyder stillingen, modtager du et formelt ansættelsestilbud fra HR.

Kontorelev

En gang om året ansætter vi nye kontorelever inden for specialet offentlig administration. Som elev bliver du ansat i et toårigt uddannelsesforløb, der skifter mellem skoleophold og oplæring i styrelsen samt i departementets HR-enhed.

Planlægning af uddannelsesforløbet

Koncernen er som hovedregel tilknyttet erhvervsskolen Niels Brock Copenhagen Business College, som HR samarbejder med om selve elevuddannelsesforløbet. Ministeriets HR-enhed er ansvarlige for, at der sammensættes en god uddannelsesplan, som tilgodeser kravene til uddannelsen. Under hele forløbet får du tilknyttet en uddannelsesansvarlig fra HR, som følger dig begge år.

Ansættelsesvilkår

Som elev er du som udgangspunkt omfattet af samme regler, rettigheder og pligter i dit uddannelsesforløb som øvrige medarbejdere i koncernen, dog med enkelte undtagelser. Undtagelserne vedrører blandt andet ferieregler, og at du som kontorelev har mulighed for at blive udstationeret i udlandet gennem ordningen ”Praktik i Udlandet (PIU)”.

Samtidig må du som elev ikke have decideret overarbejde, men er omfattet af den almindelige aftale om flekstid i koncernen, hvilket betyder, at du har en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer.

Studietur til Bruxelles

I anden skoleperiode indgår en studietur til Bruxelles som led i undervisningen om EU. Som udgangspunkt skal du deltage, medmindre du ønsker at blive fritaget. Omkostningerne til studieturen dækkes af os. Det vil sige flybillet, overnatning, besøg i EU-Parlamentet, Kommissionen, Den danske repræsentation samt besøg hos to-tre andre relevante institutioner eller organisationer under turen.

Et særligt netværk for elever

I vores ministerium er der et selvorganiseret netværk blandt eleverne, der kaldes Elevforum. Netværket mødes cirka hvert kvartal i et par timer. Formålet er at sparre med hinanden, da I gennemgår det samme forløb, men er tilknyttet forskellige steder i løbet af uddannelsen. 

Vil du være kontorelev hos os?

Ønsker du at komme i betragtning til en stilling som kontorelev, kan du følge med på vores hjemmeside, hvor vi annoncerer ledige elevstillinger. Når stillingsopslaget er oppe, kan du sende din ansøgning og cv via linket.

Praktik og løntilskud

Vi ansætter løbende folk i praktik eller løntilskud. Virksomhedspraktik og løntilskud er for dig, som er ledig og ønsker at komme ud på en arbejdsplads og prøve dine kompetencer af og kunne tilføje lidt mere erfaring på dit cv.

Om forløbet

Virksomhedspraktik varer typisk fire eller otte uger alt efter, hvad du er berettiget til. Løntilskud kan vare op til fire måneder. Alt efter, hvor længe du skal være ansat, bliver du tilknyttet et kontor, hvor du skal være med til at løse nogle konkrete arbejdsopgaver. Det kan eksempelvis være, at du inden for dit område har en idé til, hvordan man kan håndtere sagsbehandlingen, eller du kan udarbejde en analyse eller noget helt andet, hvor du bidrager med noget ekstra til kontoret.

Hvordan kommer jeg i betragtning til en praktikplads eller løntilskud?

Hvis du ønsker at komme i betragtning til en stilling som virksomhedspraktikant eller i løntilskud, skal du sende os dit cv samt en mail eller ansøgning, hvor du beskriver, hvad du konkret søger.

Det er vigtigt, at du skriver lidt om, hvilke kompetencer du har, samt hvilket område du gerne vil have et bedre indblik i og arbejde inden for. Du behøver ikke at kunne nævne konkrete kontorer hos os, men vi har brug for at kende til dine kompetencer og interesser for at kunne sende din ansøgning hen til det rette kontor, som vil vurdere, om de kan tilbyde dig den midlertidige stilling. Det er ikke tilstrækkeligt bare at sende en mail, hvor du for eksempel skriver, at du søger om at komme i virksomhedspraktik, og at du er uddannet x og x.

Projektopgaver og specialer

Skal du skrive en større projektopgave eller dit speciale, kan det være, at vi kan indgå et samarbejde. Du er velkommen til at skrive til os, hvis du har en idé til, hvordan du kan inddrage informationer eller data fra vores ministerium.

Send dine ideer

Send en mail til koncernhr@ufm.dk om dine tanker i forhold til at skulle inddrage os som casevirksomhed, hvornår samarbejdet skal foregå og omfanget af opgaven – for eksempel om det er et speciale. Så sørger vi for, at din henvendelse kommer hen til den leder, der matcher din opgave.

Eksempler på opgaver

  • Specialesamarbejde om unges uddannelsesønsker og adfærd. Analysen bygger på registerdata.
  • Praktik med fokus på employer branding. Praktikken er en del af en afsluttende opgave på universitetet.
  • Udvikling af et designkoncept for gaver fra ministeriet, der kan gives til ministeriets internationale gæster.

Vil du være vores nye kollega?

I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe de bedste rammer for uddannelse og forskning i Danmark. Hvis du har lyst til at være med, kan du søge en stilling hos os. Alle ledige stillinger i ministeriet bliver slået op på vores side med ledige stillinger.

Du kan også oprette en jobagent, hvis du vil have en e-mail, når vi slår en stilling op, der er relevant for dig og din profil.

Har du spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte HR på koncernhr@ufm.dk.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 19. april 2024