Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Kronikker og debatindlæg 2017 Vi har brug for dannelse, der styrker det fælles "vi"

Vi har brug for dannelse, der styrker det fælles "vi"

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og Pernille Schnoor (Å), uddannelses- og forskningsordfører, bragt i Jyllands-Posten 28. november 2017.

Vi har meget at være stolte over i Danmark; vores høje tillid til hinanden, vores ansvar for fællesskabet og den enkeltes frihed til og mulighed for at skabe sit eget liv. Mange tager det nok for givet, men det en kultur, som mange før os har kæmpet for.

Meget er på spil i de her år; tilliden til politikere og samfundsinstitutioner falder - ikke bare i USA, men også i Danmark. Der kommer modsætninger mellem metropoler og der, hvor udsynet er langt. Der kommer modsætninger mellem kort og langt uddannede. Vi bliver splittet op i grupper. Vi definerer os i modsætning til hinanden frem for at finde fællesnævnerne.

Det er på tide, at vi bliver mere bevidste om det fælles danske gods. Gør det mere tydeligt og aktivt. Genopdage Grundtvig og den kritiske sans. Forstå Kierkegaard og drøfte, om de ydre valg virkelig er vigtigere end de indre valg om, hvilket menneske vi vil være. Med fake news, dalende tillid og opsplitning er der mere end nogensinde brug for at fundere over, hvilke mennesker vi vil være, hvilke liv vi vil leve, og hvilket Danmark vi skal have i fremtiden. For vi former det i fællesskab.

På de videregående uddannelser vil vi gerne gøre dannelse til et omdrejningspunkt for de 275.000 studerende, der er. Vi vil diskutere etik, livets store valg, teknologiens muligheder og faldgruber, fordybe os i Shakespeare, John Locke og Niels Bohr. I de tre, fire eller fem år man læser på en videregående uddannelse, skal man dannes. Vores studerende skal blive klogere på demokratiet, filosofien, etikken, teknologien, naturen og andre fagdiscipliner.

Nogle mener nok, at dannelse hører hjemme i de fine saloner, men der tager de fejl. Tværtimod –det er for alle. Fælles læsning af Grundtvig, Kierkegaard og Niels Bohr vil mindske skellet mellem, dem, der kommer fra hjem med mange bøger og dem, der aldrig har hørt om Kierkegaard.

På tekniske uddannelser i lande som Schweiz, USA og Tyskland arbejder man i stigende omfang med dannelse som et grundelement i uddannelsen. På de gode universiteter i USA, som for eksempel Harvard og MIT, har man længe arbejdet på et bredt dannelsesbegreb, så f.eks. ingeniører bliver introduceret til humanistisk metode, fordi de er optagede af at styrke de studerendes kritiske sans og evne til at analysere.

Vi mener derfor, dannelsen skal være en del af de videregående uddannelser. Både som dannelsen af et fælles vidensfundament og dannelsen af selvstændige, kritiske kandidater. Derfor vil vi gerne indføre et nyt filosofikum på universiteterne og se på, hvordan vi kan arbejde med dannelsesforløb på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. Så vi i endnu højere grad kan sende kritiske, dannede og selvstændige studerende ud i samfundet. Som Winston Churchill sagde: ”The first duty of a university is to confirm character, not to impart technicalities.” Forhåbentlig kan vi opnå begge dele. I fremtidens uddannelser bliver det i hvert fald endnu vigtigere at forme karakteren – så vi får selvkørende medarbejdere med mod og evne til forandring, og så vi får et fælles vi, der binder vores samfund sammen og skaber en godt ståsted for udvikling.

Senest opdateret 28. november 2017