Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Kronikker og debatindlæg 2019 Ja, vi skal sammen løfte klima og bæredygtighed i forskning og uddannelse

Ja, vi skal sammen løfte klima og bæredygtighed i forskning og uddannelse

Debatindlæg af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen bragt i Politiken 28. september 2019 under titlen 'Vi skal løfte klimaet ind på universiteterne sammen'.

558 forskere og undervisere fra de videregående uddannelser argumenterede her i avisen søndag for, at bæredygtighed, klima og biodiversitet skal spille en langt mere gennemgående rolle i dansk uddannelse og forskning. Jeg er meget enig. Forskere og undervisere spiller en nøglerolle i den grønne omstilling.

Regeringen vil reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030. Det er meget ambitiøst. Vi har lige nu ikke svarene på, hvordan vi helt skal nå derhen. Men vi har en stædig vilje til at få det til at ske. At I forskere og undervisere melder jer så tydeligt på banen, er afgørende for at nå målet. 

Forskning skal hjælpe os med at finde grønne løsninger. Finde nye veje, så vi kan leve bæredygtigt og samtidig bevare vores gode velfærdssamfund. På uddannelserne skal vi klæde de kommende generationer af studerende på, så de kan skabe bæredygtighed og grøn omstilling på tværs af uddannelser og fag.

På vores uddannelser løfter I forskere og undervisere en vigtig samfundsopgave. I er med til at udvikle fremtidens løsninger og klæde vores unge på til at tage hånd om fremtidens udfordringer. Derfor er jeg helt enig med jer i, at klima og bæredygtighed skal prioriteres endnu højere inden for forskning og uddannelse. Jeg vil opfordre alle uddannelsessteder, ledelser, undervisere og forskere til at være en del af de grønne løsninger – uanset, om I sidder på humaniora, sundhed eller naturvidenskabsområdet.

Jeg har faktisk en klar forventning om, at institutionerne tager ansvaret på sig og forpligter sig til at bidrage til den grønne omstilling gennem både uddannelse og forskning. Det er mit indtryk, at I er godt på vej.  Og jeg er enig med jer i, at vi ikke udelukkende skal orientere os mod vækst og beskæftigelse.

Jeg bliver samtidig fremtidsoptimist, når I peger på, at en betragtelig del af den strategiske forskning skal øremærkes til at forske i grønne løsninger. Og jeg deler jeres synspunkt om, at strategiske prioriteringer af forskningsmidlerne ikke går ud over forskningsfriheden.

Vi har allerede taget de første skridt til en højere prioritering af grøn forskning. På den kommende finanslov ønsker regeringen at øremærke en milliard kroner mere til grøn forskning – ud over det, der bliver brugt i dag. Pengene kan f.eks. bruges til at forske i, hvordan vi får mere bæredygtig byggeri og transport, hvordan vi bedre kan lagre CO2, og hvordan vi får en mere bæredygtig produktion af fødevarer. Men det er også vigtigt, at vi tænker den grønne forskning bredt, så vi også forsker grønt, når det f.eks. gælder design, arkitektur og adfærd.

Vores uddannelser skal også klæde studerende bedre på til at tænke og handle grønt inden for deres fagområde. Uanset uddannelsesretning er det afgørende, at studerende kan forholde sig til, hvordan deres faglighed kan bidrage til, at vi får skabt et bæredygtigt samfund. Min opfordring til jer undervisere og til uddannelsesstederne er at sætte fokus på det i udviklingen af uddannelserne.

Og vi har travlt. Det tror jeg, de fleste er med på. Vi har kun én jordklode. Men vi lever, som om vi har lidt mere end halvanden. Derfor er vi i en situation, hvor vi i fællesskab skal bruge det meget store pres for at leve mere bæredygtigt – som vi så ved folketingsvalget i sommer, og som vi oplever hver eneste dag. Det pres skal I også bruge ude i undervisningslokalerne og i laboratorierne. Og vi er godt på vej – tak for jeres forpligtelse, 558 forskere og undervisere.

Senest opdateret 30. september 2019