Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Kronikker og debatindlæg 2019 Uddannelsesvalg med omtanke og passion

Uddannelsesvalg med omtanke og passion

Debatindlæg af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) bragt i en række regionale dagblade i uge 10 og 11.

Tiden nærmer sig, hvor mange unge søger om at komme ind på en videregående uddannelse. Hvis du er én af dem, vil jeg ønske dig tillykke med din beslutning.

For uanset om du stadig er lidt i tvivl eller føler dig helt afklaret om dit studievalg, så er jeg sikker på, at der venter dig mange gode og spændende år som studerende.

Jeg vil gerne gøre op med tanken om, at der kun findes ét drømmestudie. Der findes mange forskellige uddannelser, og der er helt sikkert mere end én, der passer til dig. En god mulighed er, at du i den kommende tid orienterer dig til Åbent Hus-arrangementer. Tal med folk du kender, opsøg en studievejleder og dan dig et overblik på ug.dk og uddannelseszoom.dk. Prøv at huske på at uanset, hvad du vælger, så giver en uddannelse muligheder - også hvis du senere i livet kommer til at beskæftige dig med noget helt andet, end det du oprindeligt læste.

Vigtigst af alt; tænk over, hvad du brænder for, når du vælger uddannelse. Tænk ikke bare over, hvad du gerne vil læse, men også hvad du gerne vil arbejde med, når du er færdiguddannet. Jeg er overbevist om, at hvis man følger sin passion, så er man på rette vej. Ens passion kommer dog ikke altid af sig selv, den skal man også opsøge.

Efter sommerferien skal du forhåbentlig begynde på dit nye studie. Hvis du er så heldig, skal du vide, at hverdagen med fuldtidsstudie, job, venner og familie nogle gange kan være en svær balancegang. For det er krævende at læse på en videregående uddannelse. Nogle bliver overvældede og føler, at de ikke kan leve op til kravene, der bliver stillet af omverdenen. Husk derfor, at studietiden ikke er en konkurrence i at være perfekt. At være studerende er meget mere end at kunne fremvise et imponerende karakterbevis og CV. Det handler om at følge sin nysgerrighed og fordybe sig i faget. Så du lærer og hele tiden bliver klogere. Og det gør man kun, hvis man er parat til at tage chancer med risiko for at fejle engang imellem.

Mit bedste råd til dig er derfor, at du ikke skal være bange for at begå fejl, men at du altid gør dig altid umage. Så er jeg sikker på, at du får en god studietid uanset, hvad du vælger.

Senest opdateret 13. marts 2019