Camilla Wang og Per Bennetsen, henholdsvis rektor og koncerndirektør, opfordrer mig den 26. august 2015 her i avisen til at tage styringen på uddannelsespolitikken. De kritiserer blandt andet dimensioneringsmodellen, det store ansvar, der ligger hos Akkrediteringsrådet, og efterspørger desuden flere regionale uddannelsesudbud.
Lad mig først og fremmest slå fast, at både styring og ansvaret for den samlede uddannelsespolitik naturligvis ligger hos mig som minister på området. Det er dog ikke rimeligt at tage Venstre og mig til indtægt for en dimensioneringsmodel, der tilhører den tidligere regering, og som jeg ved talrige lejligheder har kritiseret.
Processen omkring dimensioneringen skal have et kritisk eftersyn. Derfor holder jeg inden længe en række møder med repræsentanter fra uddannelsesverdenen, heriblandt Camilla Wang og UC Sjællands interessereorganisation Danske Professionshøjskoler, for at lytte til parternes perspektiver.
Jeg må også rette en misforståelse af forfatternes lidt karikerede billede af Akkrediteringsrådet som nærmest et monopolistisk organ, der suverænt styrer landets uddannelsesudbud. Det er mig som uddannelses- og forskningsminister, der træffer afgørelse om godkendelse af nye uddannelser eller nye udbud af eksisterende uddannelser. Altså om der er behov for de nye uddannelsesudbud, som de enkelte erhvervsakademier, professionshøjskoler eller universiteter ønsker at udbyde. Akkrediteringsrådets opgave er så at sikre, at den faglige kvalitet af uddannelserne også er i orden. Der er jo i hvert fald ikke behov for uddannelser, der ikke er af høj kvalitet, og derfor har rådet klart sin berettigelse.
Sidst forsøger Camilla Wang og Per Bennetsen i den grad at sparke en port på vid gab ind, når de efterspørger større fokus på uddannelsesudbuddet uden for de store byer. Det er en problemstilling, der allerede har fyldt rigtig meget i min korte tid som uddannelses- og forskningsminister og fortsat vil gøre det fremadrettet. Danske unge fra tyndt befolkede områder skal ikke tvinges til storbyerne for at få en videregående uddannelse. På samme måde er det min ambition at lokalt forankrede virksomheder i mindre grad skal være nødsaget til at søge arbejdskraft i storbyerne, men i stedet skal have bedre muligheder for at rekruttere om ikke lokalt så regionalt. Den målsætning forventer jeg, uddannelsesinstitutionerne vil tage til efterretning.
Ministeren har altså allerede taget styringen. Nu ser jeg frem til, at institutioner og studerende på vores møder i den nærmeste fremtid vil komme med deres koordinater på uddannelsernes pejlemærker.