Gå til indhold

Uddannelserne skal fremme eliten og dannelsen

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) bragt i forskellige regionale medier i slutningen af uge 2 i 2016.

Kalenderbladet er vendt til et nyt år og nye udfordringer.

Jeg vil ikke mindst fokusere på, at de videregående uddannelser leverer kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet i hele Danmark. Uddannelserne skal give de studerende viden og kompetencer, som de kan tage med sig og bruge i fremtidige job. Det er helt afgørende.

Men jeg har også to andre emner, der trænger til at blive dyrket hertillands:

Eliten i vores uddannelsessystem og den almene dannelse. Det er to tiltag, der er afgørende for, at vi i Danmark kan blive et både åndeligt og materielt rigere land. 

I mange situationer er elite nemlig blevet et skældsord i Danmark. Ofte har vi det godt med at ville være bedst i fællesskab – vi vil gerne have de bedste universiteter, den bedste folkeskole og det bedste velfærdssamfund.

Men det kniber af og til med at hylde og give plads til de, der åbenlyst hæver sig over mængden. Og det er en skam. For Danmark har brug for alle de, der tør være med til at sætte den faglige barre så højt for sig selv, at andre må springe forgæves. Vi har brug for dygtige studerende, der har høje ambitioner om at blive den bedste inden for deres felt. 

I sportsverdenen ser det dog anderledes ud – og heldigvis for det. Vi har tradition for at støtte de sportstalenter, som kan og vil gøre en ekstra indsats for at blive blandt de bedste. Når EM i herrehåndbold om lidt skydes i gang, skal eliten af europæisk håndbold på banen. Det bliver en spændende turnering, og jeg ser frem til at følge Danmarks dygtigste håndbolddrenge i kampen om at erobre guldet. 

Men den positive tankegang om eliten, som vi kender fra sportsverdenen, bør vi overføre til uddannelsessystemet. Vi skal turde dyrke eliten på vores uddannelsesinstitutioner. Derfor vil jeg i det kommende år arbejde med, hvordan vi kan understøtte, at de dygtigste studerende i landet bliver endnu dygtigere. 

Vi har brug for nogle fyrtårne, som kan gå forrest og inspirere andre. Ligesom lilleputten på håndboldholdet bliver inspireret af EM-spillerne, er dygtige og talentfulde studerende med til at hæve niveauet på uddannelserne og inspirere de andre til at gøre en ekstra indsats.

Samtidig har vi alle brug for at blive udfordret og stimuleret. Ved at skabe mere attraktive og udfordrende studier for de, som kan lidt mere, kan vores samlede uddannelsessystem blive endnu bedre.

Udover at turde hylde de bedste, skal vi også styrke den almene dannelse. Derfor arbejder jeg på, hvordan vi får mere dannelse ind i uddannelsessystemet. Med dannelse mener jeg det generelle vidensniveau om alt fra kultur, naturvidenskab, identitet og omverden, som vi hver især er i besiddelse af.

En stærk almen dannelse er forudsætningen for, at hver enkelt dansker kan tage vare på eget liv og håndtere sin egen livssituation. Det handler om at kunne forstå det samfund, man er rundet af og være i stand til at tage ansvar for sig selv.

Mange ser kun dannelse som noget litterært og elitært. Det gør jeg ikke. For mig handler det ikke kun om, at man skal kunne sin Shakespeare eller Kierkegaard, men om at lære at danne egne holdninger og skabe mening i det, man lærer. Dannelse har mange aspekter. Dannelse er også at kunne begå sig ordentligt på internettet, at tage hensyn til andre, og at have forståelse for, hvor man kommer fra.

Regeringen vil have dannelsen ind i alle typer uddannelser. Med en stærkere almen dannelse og mulighed til at støtte og motivere de bedste på vores uddannelser, kan vi løfte hele uddannelsessystemet til nye højder.

Det glæder jeg mig til at tage fat på i 2016.

Senest opdateret 24. februar 2016