Gå til indhold

Nej, vi kan ikke blive for kloge

Indlæg af uddannelsesminister Morten Østergaard (RV) offentliggjort i Politiken 30. juli 2012 under overskriften "Nej, vi kan ikke blive for kloge eller for dygtige".

I dag bliver et rekordstort antal unge danskere optaget på en videregående uddannelse, og regeringen har i sin første tid bevist, at vi er kompromisløse, når det gælder det store uddannelsesløft. Men skal det give mening, er der desuden brug for et radikalt opgør med den vanetænkning, der ligger bag den seneste tids advarsler om overuddannelse og kontraproduktive forsøg på at gøre viden og produktion til modsætninger.

Når tusindvis af unge danskere i dag får svar på, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen, indleder de ikke blot et nyt og med garanti spændende kapitel i deres liv – de er desuden med til at sætte ny Danmarksrekord: Aldrig tidligere er så mange blevet optaget på en videregående uddannelse.

Noget lignende vil gentage sig år efter år, for som regeringen allerede har vist i dens første tid, så er vi kompromisløse, når det gælder det store og helt nødvendige uddannelsesløft af den danske befolkning, som vi varslede kort efter valget i september.

Et uddannelsesløft, som skal være med til at fremtidssikre vores land og ikke mindst vores børn og unge, og som vi ikke må tvivle på er det rigtige, selvom dimittendledighed, skeptiske meningsdannere og egennyttige interesseorganisationer ind imellem har travlt med at jage de unge en skræk i livet.

Det var uddannelse, der var svaret, da industrialiseringen gjorde sit indtog i Bondedanmark, og det er uddannelse, der er svaret, når nu Danmark igen er udfordret på selvforståelsen af en ny verdensorden – eller mangel på samme – hvor sent udviklede lande vækster i tyngdelovsstridig hast, mens finanskrise og de seneste årtier har afdækket dybe revner i fundamentet under den vestlige verden.

Vi må indse, at vi ikke længere har det forspring, vi engang havde, og vi må redefinere vores rolle og sikre os, at vi udvikler os for igen at komme på forkant.

Derfor glæder det mig usigeligt med den rekordstore søgning til – og optag på – de videregående uddannelser, og derfor har regeringen allerede vist, at vi er villige til prioritere hårdt og betale, hvad det koster at tage imod flere og flere unge. Vel og mærke uden at vi af den grund går på kompromis med uddannelseskvaliteten – tværtimod.

Regeringen fremlagde i april sin 2020-plan, der konkret anviser, hvordan vi ved reformer årligt vil finde mindst 3,5 milliarder kroner til at give tusinder af unge – der ellers ville være stoppet efter folkeskolen eller ungdomsuddannelsen – en videregående uddannelse. Således at seks ud af ti i en ungdomsårgang i 2020 kommer vellykket gennem et erhvervsakademi, en professionshøjskole, et universitet eller en af vores maritime eller kunstneriske uddannelser.

I foråret har Folketinget desuden givet mig det stort set bredest mulige mandat – fra alle partier med undtagelse af Liberal Alliance – til at forfølge regeringens andet mål om, at hver fjerde i en ungdomsårgang i 2020 skal have en lang, videregående uddannelse.

Det betyder ikke, at alle skal være akademikere, eller at vi skal akademisere ikke-akademiske uddannelser.

Der er mange måder at blive kloge på, og vi får fortsat brug for alle danskere og alle typer af arbejdskraft og kundskaber, og det store uddannelsesløft handler om at hæve niveauet på alle niveauer: Gennem efteruddannelse, ved at flere ufaglærte bliver faglærte, ved at flere studenter får sig en erhvervs- eller professionsrettet uddannelse, ved at flere professionsuddannede supplerer med en overbygning – eller ved at akademikere får større del i den praksisnærhed, som eksempelvis professionshøjskolerne er garanter for.

Men tilslutningen til 25 procent-målet er et modigt, fælles, politisk signal fra Folketingets politikere i en tid, hvor investeringer kræver hårde prioriteringer, og hvor mange endnu hænger fast i vanetænkning og en forældet tilgang til uddannelse og arbejdsmarked, som illustreret ved de seneste måneders debat bl.a. her i Politiken.

Regeringens uddannelsesløft er af mange meningsdannere, interesseorganisationer og eksempelvis den Politiken-tilknyttede tænketank Kraka blevet udlagt som overuddannelse, bl.a. med den begrundelse, at der for tiden er en alt for høj dimittendledighed, ligesom mange akademikere i dag ansættes i andre stillinger, end man traditionelt har set det.

Men uanset hvor mange gange, det gentages, er det en fejlslutning.

For det første uddanner vi de unge, fordi uddannelse og dannelse giver de unge bedre muligheder i livet i den bredeste forstand – bedre forudsætninger for at vælge, hvilket liv de vil leve.

Men også i et mere snævert arbejdsmarkedsperspektiv kan man konstatere, at ledigheden blandt faglærte og danskere med en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse er og hele tiden har været lavere end blandt ufaglærte og danskere med blot en gymnasial uddannelse, og fremskrivninger viser, at gabet vil vokse fremover.

En stor, registerbaseret undersøgelse fra uddannelsestænketanken DEA, der dækker årene 2001-2008, viser, at 95 procent af dimittenderne fra de samfundsvidenskabelige og tekniske uddannelser er ansat i et matchende job ét år efter, at de afslutter deres uddannelse, mens fire ud af fem af de ellers udskældte humanister har fundet sig et job, som kræver en akademisk uddannelse eller hvor humanisterne bliver økonomisk belønnet for deres akademiske kompetencer.

Og uddannelsesløftet giver også mening for samfundet – ligeledes både i en bredere oplysningsmæssig forstand og når det gælder det store nationalregnskab.

Fremskrivninger viser, at det danske arbejdsmarked i 2020 kommer til at mangle mellem 50.000 og 100.000 ansatte med en videregående uddannelse, og samtidig må vi som samfund forholde os til, hvad der skaber vækst, produktivitet og nye job.

Der ved vi blandt andet, at når andelen af beskæftigede, der har en lang videregående uddannelse øges med 1 procent, modsvarer det en stigning i BNP på 1 procent.

Nye undersøgelser fra CEBR under CBS viser desuden, at innovative virksomheders evne til at vækste og dermed skabe nye arbejdspladser vokser proportionalt med antallet af højtuddannede blandt virksomhedens ansatte.

En anden ny undersøgelse fra DEA viser, at selvom der er forskel på, hvor hurtigt investeringen i de videregående uddannelser giver overskud for samfundet, så giver det i det lange løb altid gevinst.

For mig tyder Krakas sekundære begrundelse for påstanden om overuddannelse – at akademikere ansættes i atypiske job – desuden på, at det går bedre med omstillingsparatheden i akademikerstanden som helhed end i Kraka specifikt.

Desværre hører man lignende argumenter fra mange interesseorganisationer, der – måske af indlysende årsager - tilsyneladende har behov for at fastholde folk i de vante kasser. Både fagforeninger og studerenderepræsentanter har her i Politiken advaret mod regeringens ønske om lidt kortere uddannelsespauser med den begrundelse, at for mange dimittender fører til, at akademikere stjæler job, der – må man forstå – ikke tilhører dem.

Til det vil jeg blot sige, at selvom det selvfølgelig ikke giver mening i et samfundsøkonomisk perspektiv, hvis en kandidat efter 20 års uddannelse ufrivilligt ender med at køre taxa resten af sit arbejdsliv, så skal vi generelt ikke begræde, at humanister finder vej til nye stillinger i eksempelvis eksportsektoren, eller at ingeniører bliver ansat i små og mellemstore virksomheder og er med til at øge samfundets værdiskabelse ad den vej.

Tværtimod kan det være en del af svaret på Danmarks udfordringer.

Eksempelvis viser evalueringer af den såkaldte videnpilotordning, der gør det muligt for små og mellemstore virksomheder at ansætte arbejdsløse akademikere med løntilskud, at de højtuddannede under ordningen ikke blot i de fleste tilfælde skaber en merværdi, der gør det muligt at blive ansat på almindelige vilkår, men desuden skaber yderligere job til andre arbejdsløse.

Og på samme måde, som der er behov for at indtænke akademikernes rolle i arbejdsstyrken langt bredere, skal vi ophøre med at tænke produktions- og fremstillingsarbejde som en isoleret størrelse eller entydig stillingsbeskrivelse.

Sideløbende med anklagerne om overuddannelse, har regeringens uddannelses- og forskningssatsning været udsat for talrige angreb fra meningsdannere og organisationer, der påstår at tale Produktionsdanmarks sag.

Igen en absurd og fejlagtig opstilling af modsætninger og fejlagtig italesættelse af uddannelsesløft, innovation, viden og kreativitet som et udtryk for snobberi for at fremføre en i øvrigt rimelig pointe om, at det er vigtigt at fastholde fremstillingsindustri i Danmark.

Dem, der insisterer på at se det som en modsætning, vil jeg anbefale at tage en tur til Bjerringbro, hvor Grundfos nye pumpeportefølje er højteknologiske IT-produkter, og hvor man under kredoet "Be-think-innovate" er yderst bevidste om, at produktionsarbejdspladser i Danmark ikke er noget man forsvarer, men noget man skaber gennem ny viden og anvendelse af den.

Eller i Horsens, hvor Danish Crown bruger ultralyd og computerchips hæftet på grisene, så skæremaskinen kan lægge den optimale udskæring, fordi man i god tid gjorde sig klart, at uden viden og teknologi ville slagteriet, som stadig beskæftiger mange østjyder, nok også rykke ud af landet.

Men selvom vi ved, at der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og virksomhedernes produktivitet, er det i en undersøgelse fra DEA påvist, at blot 21.000 medarbejdere ud af 270.000 medarbejdere i industrien i løbet af de seneste ni år formelt har opnået et højere uddannelsesniveau.

Der er altså et stort potentiale, og i stedet for at fastholde, at man forsvarer produktionsjob med en Kaj Holger-tilgang til forskning, uddannelse og kreativitet, vil jeg påstå, at det er en forudsætning for såvel produktionsjob som vidensudvikling, at vi er veluddannede, kreative og innovative i alle led – fra forskning til produktion.

Tag f.eks. LEGO. Når hver eneste af klodens beboere i gennemsnit siges at eje 75 danske lego-klodser, skyldes det jo ikke, at de bl.a. produceres i Billund, men derimod at den danske legetøjsgigant konsekvent betjener sig af kreativitet til at forny sine produkter. Der findes masser af plastikbyggeklodser i verden, som er langt billigere end Lego, men børnene vil have det andet, fordi de vil ind i Legos kreative univers. Ingen kreativitet – ingen Lego.

Spørgsmålet er for mig ikke, om vi kommer til at uddanne for mange, men hvordan vi får det maksimale ud af den viden og det potentiale, de unge udgør, og de særlige styrkepositioner, Danmark besidder.

Der er lande uden stærke uddannelsestraditioner, som vi måske forestillede os ville tage til takke med at samlebåndsproducere de produkter, der var resultatet af vores gode idéer, men som i dag i stedet spytter universitetskandidater ud i hastig takt, og vi er ikke ene om at søge viden og løsninger, der kan sikre arbejdspladser til vores unge.

På tærsklen til det, jeg vil kalde innovationssamfundet, er der ikke råd til, at vi stagnerer eller blot fortsætter, som vi altid har gjort.

Nogle af løsningerne mener vi at have anvist i den sammenhængsredegørelse, som jeg i foråret fremlagde for Folketinget.

Det er en vision om et sammenhængende og fleksibelt uddannelsessystem, der om få år vil give unge danskere markant anderledes muligheder, end de har i dag.

Et system med flere indgange, flere udveje, flere måder at gennemføre og afslutte en uddannelse på – og færre undskyldninger for at lade være.

Et af de konkrete forslag i sammenhængsredegørelsen er en form for indre marked for uddannelse, hvor det bliver langt lettere at sammensætte en uddannelse, skifte retning, få meritoverførsel, indarbejde praktikforløb eller udlandsophold, og hvor uddannelsesinstitutionerne i langt højere grad knytter bånd på kryds og tværs og i forhold til erhvervsliv og samfund, når det gælder såvel undervisning som forskning.

Vi skal år for år ikke blot sætte nye rekorder for antallet af unge danskere med en videregående uddannelse, men samtidig sende nogle på en og samme tid mere mangfoldige, dygtige og målrettede ungdomsgenerationer ud på arbejdsmarkedet og i samfundet i en bredere forstand.

Et grundvilkår i innovationssamfundet er ifølge OECD, at en almindelig lønmodtager skal være parat til ændre kompetencer seks gange i løbet af arbejdslivet, og den omstillingsparathed og tilpasningsevne skal også afspejles i uddannelsessystemet.

Men som nævnt kræver det altså også et andet syn på, hvad en given uddannelse kan føre til, og det fordrer også en mentalitetsændring i både interesseorganisationerne og i dansk erhvervsliv.

Erhvervsorganisationer og de største virksomheder er – velvidende at det skaber merværdi – ikke blege for at kræve mere højtuddannet arbejdskraft, men modkravet må lyde, at virksomhederne tør foretage den som oftest meget givtige investering, det er at ansætte højtuddannet arbejdskraft.

Vi politikere har også et ansvar, og som et positivt eksempel på konkrete initiativer vil jeg nævne Københavns vækstakademikerkampagne, hvor man afdækker små- og mellemstore virksomheders potentiale for at ansætte og få gavn af en akademiker og efterfølgende tager kontakt for hjælpe virksomhederne til at skabe nye job.

Svaret på dimittendledighed er ikke at uddanne færre, men at gøre dem mere arbejdsmarkedsparate, at bruge dem, at skabe forudsætninger for at skabe job, der igen skaber nye job.

Danmark står i en omstilling, der svarer til industrialiseringen.

Som en værkfører på Coloplast en gang fortalte mig midt i den fuldautomatiske produktion: "Som barn fik jeg at vide, at passede jeg ikke min skole, endte jeg på fabrikken. Nu siger jeg til mine børn: Pas jeres skole, ellers får I ikke job på fabrikken".

På samme måde vil jeg ikke blot glæde mig over, at rekordmange unge i dag får besked om, at de er optaget på en videregående uddannelse. Jeg vil også opfordre alle de, der måske ikke lige fik søgt i tide, eller måske ikke kom ind på netop den uddannelsesinstitution, de havde ønsket, om at holde øje med de uudnyttede pladser, der fortsat kan søges frem mod studiestart i september eller vinteroptaget efter nytår, og måske tænke lidt bredere – ikke mindst geografisk.

Og til alle de, der advarer mod overuddannelse eller gør viden og produktion til hinandens modsætning, er mit svar, at vi hverken kan blive for kloge eller for dygtige.

Skal vi give Danmark endnu et af de uddannelsesløft, som generationer før os har tyet til i omstillingstider, er der brug for en mentalitetsændring i store dele af samfundet, og der er brug for et uddannelsessystem, der hænger sammen og giver mening.

Senest opdateret 24. juni 2022