Uddannelse der giver mening, forskning der forandrer

De seneste uger har en debat om det klassiske universitets idealer om dannelse, fordybelse og kvalitet som modsætning til et moderne universitet med et resultat- og innovationsorienteret fokus raset – med humaniora som det aktuelle eksempel. Men alle parter må indstille sig på, at begge dele og en hel del derimellem skal kunne rummes i den ny tids universitet.

Lad mig begynde med en grundlæggende påstand: Danmark står midt i en omvæltning på højde med overgangen fra bondesamfund til industrisamfund. Vi er på vej til at forlade industrisamfundets logikker og mentalitet til fordel for innovationssamfundet.

I industrisamfundet var naturressourcer og befolkningstilvækst afgørende, i innovationssamfundet er kreativitet, viden og uddannelse nøglefaktorer.

Som ofte før i danmarkshistorien må vi ty til et uddannelsesløft som den afgørende omstillingsfaktor, og vi skal indstille os på, at vi som individer i et samfund i konstant udvikling ikke kan blive for kloge og veluddannede.

I disse dage er et ministerudvalg med undertegnede for bordenden påbegyndt arbejdet med at realisere regeringens mål om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse og 25 procent en lang, videregående uddannelse.

Fremskrivninger i den såkaldte profilmodel viser, at vi bevæger os i den rigtige retning, og når det forhåbentlig om nogle år bliver en realitet, at hver fjerde barn i en folkeskoleklasse ender sit uddannelsesforløb med en kandidatgrad, vil jeg personligt fejre, at masseuniversitet i den allermest positive betydning vil være en realitet.

Men cirklens kvadratur i innovationssamfundet bliver at sikre, at dette ikke sker som et alternativ til eliteuniversitet og de danske universiteters tradition for kvalitet, fordybelse og et bredere dannelsesperspektiv, der i sig selv er og skal være en dansk styrkeposition.

Et moderne universitet skal kunne rumme begge dele. Jeg vil påstå, at vi ikke har et moderne universitet, hvis de to ting ikke lever side om side og hænger sammen.

Kun institutioner med fremragende forskning og uddannelse vil kunne løfte opgaven med både at løfte uddannelsesniveauet i Danmark, styrke vidensudviklingen og øge innovationskapaciteten

Alene ordet masseuniversitet indbyder til diskussion om begrebet kvalitet og forståelsen af, hvad et universitet er, og hvilken rolle det skal spille.

De seneste ugers debat om humaniora – som en udløber af Koldau-sagen ved Aarhus Universitet – rummer adskillige, centrale dilemmaer.

En række professorer og debattører har benyttet lejligheden til at advare imod et forfald, når det gælder de klassiske universitetsdyder til fordel for begreber som kompetencer, arbejdsmarkedsparathed og entreprenørskab.

Jeg mener, debatten om universitetets selvforståelse og rolle i samfundet er meget vigtig.

Men jeg mener også, at det er udtryk for en forældet tankegang at italesætte en konflikt mellem det moderne og det klassiske, mellem kompetencer og dannelse, mellem erhvervsrettethed og fordybelse.

Universitetet er til for samfundets skyld og ikke omvendt. Universiteternes ledelser, ansatte og studerende må finde sig i, at samfundet trænger sig på, interesserer sig, stiller krav og har berettigede forventninger om uddannelse og forskning af højeste kvalitet og et "afkast" som resultat af enorme finansieringer.

Personligt drømmer jeg mig ikke tilbage til professorvældet, og jeg vil eksempelvis insistere på både at interessere mig for, om de studerende får undervisning, om forskerne stiller sig selv og deres viden til rådighed for offentligheden og om de uddannede kommer ud med redskaber, der kan bruges i erhvervslivet eller i samfundet i en bredere forstand.

Hverken det, at universitetet skal kunne rumme flere, eller at universitetet skal åbne sig mod samfundet, betyder, at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Tværtimod skal kvaliteten hæves. Men kvalitet er et dynamisk begreb – foranderligt over tid.

Humaniora er et godt og altså aktuelt eksempel.

De humanistiske og samfundsvidenskabelige retninger har de seneste år under paroler som tværfaglighed, innovation, entreprenørskab og erhvervsparathed gennemgået en forandringsproces, bl.a. i erkendelse af, at alt for mange humanister blev uddannet til arbejdsløshed.

En række humanistiske områder har bevist, at de bløde videnskaber kan være direkte praktisk anvendelige i bl.a. eksportsektoren, hvor hver femte humanist i dag bliver ansat. På et globaliseret og konkurrenceudsat marked er eksempelvis sprog og interkulturel forståelse hård valuta.

Fra tidligere primært at være beskæftiget i undervisnings- og formidlingsfunktioner, er totalt cirka 40 procent af de humanistiske kandidater nu ansat i det private, ligesom andelen af selvstændige iværksættere er større blandt humanistiske kandidater end blandt kandidater fra andre hovedområder.

Det er en udvikling vi skal opmuntre og understøtte. Det giver næsten sig selv, at når en fjerdedel af alle nyuddannede kandidater fra danske universiteter i dag kommer fra de humanistiske fakulteter – cirka 35.000 studerende er pt. indskrevet på en humanistisk uddannelse – så har vi som samfund hverken behov for eller råd til, at samtlige går den traditionelle vej mod forskning og undervisning.

Regeringen vil gøre sit for at understøtte de progressive kræfter ved universiteterne. Vi har brug for at bryde mure ned og bryde med vanetænkning, og vi har brug for at rigtig mange unge med en videregående uddannelse kommer ud og bidrager med arbejdskraft og idéer på det private arbejdsmarked.

Men lad mig så lige tillade mig at imødegå en påstand, som jeg allerede er blevet konfronteret med et utal af gange, og som ovenstående utvivlsomt vil føre til endnu engang: Nej, regeringen har ikke annekteret Helge Sanders og VK-regeringens "forskning-til-faktura" tankegang, og nej, alle investeringer i forskning og uddannelse skal ikke vurderes på antallet af patenter.

Jeg er af den faste overbevisning, at universitetet både skal kunne rumme at uddanne til – og forske for og med – et erhvervsliv og et samfund, og samtidig sikre de mest fordelagtige vilkår for at dyrke de klassiske dyder – eksempelvis indenfor de humanistiske grene.

De to ting er ikke gensidigt udelukkende. Tværtimod er jeg i mine få måneder som uddannelsesminister heldigvis blevet bekræftet i, at det også i praksis er falske modsætninger.

Ligesom humanisterne leverer varen i eksportsektoren, er jeg stødt på masser af direktører og ledere i erhvervslivet, der taler varmt for mere grundforskning. Ikke mindst for at sikre god undervisning og dermed dygtige kandidater.

Diskussionen om humaniora og samfundsvidenskabernes rolle kører netop nu også i en række af vores nabolande, og jeg tror, det bunder i, at hele den vestlige verden står med udfordringer, der kræver andet og mere end mekaniske eller økonomiske svar.

Under Danmarks EU-formandskab leder jeg forhandlingerne om verdens største, offentligt finansierede forskningsprogram, der vil stille cirka 600 milliarder kroner til rådighed for europæisk forskning, Horizon 2020.

Sandheden er, at jeg er blevet overrasket over, at stort set alle lande aktivt italesætter behovet for den humanistiske tænkning og forståelse og de samfundsorienterede dannelseselementer.

Hvis alt går vel, kommer Horizon 2020 til at adskille sig fra tidligere fælleseuropæiske satsninger ved at være bygget op om en række "grand challenges" i stedet for forskellige siloer i form af udvalgte videnskabelige områder og retninger, og det er en åben bane for humaniora og samfundsvidenskaberne.

Svaret på den globale energiforsyningskrise og truende klimaforandringer i horisonten fordrer ikke bare teknologiske landvindinger, men bringer os også i en position, hvor vi har brug for at diskutere vores egen rolle som samfund i det store perspektiv.

Med udsigt til en aldrende befolkning og færre i den arbejdsdygtige alder er der ikke blot behov for velfærdsteknologi og sundhedsfremme, men også bearbejdning af vores selvforståelse som individer i en helhed.

Jeg forestiller mig ikke, at man således kan oversætte al uddannelsesudbud og forskning til potentielle løsninger på udfordringer, vi politikere definerer.

Når regeringen opprioriterer de fri basismidler, gør vi det for at skabe grundlæggende stærke uddannelses- og forskningsmiljøer, og vi gør det i erkendelse af, at vi politikere ikke er i stand til at forudse morgendagens store opfindelse eller gamechanger.

Grundforskningsfondens Centres of Excellence er de stærkeste, frie forskningsbevillinger, man kan få i Danmark, men alligevel er der gode eksempler på erhvervsrettet spin-off fra disse grundforskningsfyrtårne, og selvom de kun modtager cirka to procent af bevillingerne, står de for 16 procent af patenterne.

Det viser bare, at der ikke er nogen modsætning mellem at satse på stærke og frie forskningsmiljøer og det at skabe "konkret" afkast.

Desuden er der andre målestokke for Danmarks styrke som samfund.

Vi har som samfund fortsat brug for, at både den humanistiske forskning og de kandidater, der kommer ud fra universiteterne, holdningspåvirker og bidrager til vores selvforståelse og forståelse af menneskets ansvar og medansvar.

At kandidater kan udvide vores horisont med etiske perspektiver og dechifrere kultursammenstød, bidrage til demokratisering og politisering af samfundet, forsyne os med knivskarpe analyser af verdenskonflikter og historisk bevidsthed og viden.

Vilkårene for fordybelse og en målrettet forsættelse og videreudvikling af Danmarks stolte traditioner for det klassiske, dannelsesorienterede universitet skal forsvares og bevares og forbedres simultant med moderniseringen og overgangen til masseuniversiteter.

Nogle universiteter har allerede vist vejen.

På Aarhus Universitet har man i en del år tilbudt udvalgte studerende en såkaldt 4+4 ordning, hvor man allerede midt i kandidatforløbet lader dem indtræde i et til gengæld noget længere ph.d. forløb for at sikre dem ekstraordinære muligheder for fordybelse.

Den type differentiering og mangfoldighed af muligheder forventer jeg at se meget mere af.

Studerende skal have mulighed for at tone deres uddannelser, så samme uddannelse kan rumme forskellige faglige profiler, og kan vi som regering og ministerium løsne regler, fjerne barrierer, give incitamenter eller på anden måde understøtte universiteterne i denne udvikling, står jeg parat med åbent sind.

Jeg vil i det hele taget gøre, hvad jeg kan, for at give universiteterne og forskerne optimale arbejdsvilkår. Vi er så afhængige af frugterne af deres arbejde – veluddannede unge og viden – at vi ikke skal spilde deres tid med administration, ligesom vi ikke skal hæmme deres frie udfoldelse og kreativitet.

Vi er allerede begyndt en afbureaukratisering og deregulering af området, der vil fortsætte.

Men tag ikke fejl: Det betyder ikke, at vi ikke stiller krav.

Jeg har med universiteternes udviklingskontrakter sendt klare signaler om, at universiteterne både må tage et ansvar for at forbedre kvaliteten, fjerne barrierer og skabe bedre sammenhæng i uddannelsessystemet og styrke innovationssamarbejdet med erhvervslivet.

Til gengæld mener jeg – som et eksempel - principielt heller ikke, at forskere skal kunne frikøbes fra undervisning. Vi har brug for, at også de dygtigste forskere inspirerer de unge. Vi har haft og skal også fremover have fokus på fremragende forskning, men vi har også behov for at få fokus på fremragende undervisningsmiljøer, og det harmonerer dårligt med frikøb.

En anden udløber af Koldau-sagen i Aarhus har været en diskussion om de universitetsansattes ytringsfrihed og mulighed for at diskutere udviklingen på universiteterne i det offentlige rum.

Her vil jeg understrege, at ytringsfriheden må stå uantastet og i særdeleshed et sted som et universitet, som netop næres og udvikles ved åben diskussion, kritik og selvkritik.

Med tanke på seneste ugers livlige debat vil jeg til gengæld tillade mig at glæde mig over, at diskussionen i hvert fald i et større perspektiv ser ud til at stortrives.

Og selvom diskussionen om det demokratiske universitet er væsentlig og med mellemrum har været intens det seneste årti, er det nu også altafgørende at få diskuteret universitetets plads i demokratiet og samfundet. Og måske endnu mere nødvendigt at få gjort noget ved det.

Jeg læste forleden et kompendium med debatindlæg til et Sorø-møde i 2001 om Det Moderne Universitet. Diskussionen mindede mildt sagt meget om den, der har været ført de seneste uger.

"Dannelse trives ikke i høj, tynd luft, fjernt fra verdens larm" og "frihed for forskning og undervisning er ikke det samme som uforpligtethed" stod der blandt andet skrevet i et indlæg af Karen Sonne Jakobsen.

Vi skal ikke rigidt kræve forskning-til-faktura, men vi skal kræve uddannelse, der giver mening, og forskning der forandrer – for samfundets skyld.

På tærsklen til et innovationssamfund, hvor 60 procent af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse og hver fjerde passerer gennem et universitet, er det på tide, at alle parter gør op med vaner og faste forestillinger.

Jeg er i hvert fald parat.