Gå til indhold

En stærkere læreruddannelse med mere motiverede studerende

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, bragt i regionale aviser i perioden 10. - 16. marts 2014.

Vi har brug for de allerbedste lærere i vores folkeskole. For motiverede lærere, der brænder for at undervise vores børn, er helt afgørende for, at vi får en ny, dygtig og kreativ generation, der kan videreudvikle og bevare Danmark som et rigt og godt velfærdssamfund. Derfor reformerede regeringen sammen med V, DF, SF og K læreruddannelsen forrige år, og vi har samtidigt bedt læreruddannelserne om at gøre en ekstra indsats for at finde de mest egnede lærerstuderende.

Vi stiller ganske enkelt større krav. Omkring halvdelen af de optagne på læreruddannelsen dette studieår har været til optagelsessamtale. Samtalen er obligatorisk for ansøgere, der har under 7,0 i karaktergennemsnit fra ungdomsuddannelsen.

Den udfordrer ansøgerne til blandt andet at overveje, om de virkelig er motiverede for at vælge læreruddannelsen og tester, om ansøgerne har de færdigheder, lærerstudiet kræver. Allerede nu tyder det på, at samtalen har ført til mere studieegnede og motiverede studerende, viser en evaluering.  

Det er godt, for det kræver fagligt stærke og topmotiverede læreruddannede at være med til at udvikle vores grundskole, så den ruster alle skoleelever uanset baggrund til at gå videre i uddannelsessystemet – og giver dem lyst til det. Så, vi forventer os meget af fremtidens lærere. De skal både være fagligt knalddygtige i deres undervisningsfag, de skal kunne skabe et godt læringsmiljø i en klasse, udfordre nysgerrige og videbegærlige elever og kunne lede en klasse.  

Det kræver talent for at undervise, og jeg vil gerne opfordre alle motiverede, engagerede og reflekterende unge med lyst og evner til en uddannelse og en karriere som lærer at overveje læreruddannelsen. Til gengæld vil jeg love en god og spændende uddannelse. Alle ansøgere med et karaktergennemsnit under 7,0 fra ungdomsuddannelsen skal søge via kvote to inden 15. marts. Det samme gælder ansøgere, som afslutter ungdomsuddannelsen i år og forventer et gennemsnit under 7,0.

Senest opdateret 26. juni 2014