Gå til indhold

Et mikroskop til milliarder

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i Kristeligt Dagblad under titlen 'Minister: Mikroskop til milliarder er klog investering' samt et par regionale aviser i ugerne 36 og 37.

Forleden stod jeg med en skovl på en mudret mark ved Lund i Sydsverige. Sammen med min svenske ministerkollega tog jeg det første spadestik til, hvad der om fem år bliver verdens største og mest kraftige mikroskop. Prisen er i omegnen af 14 milliarder kroner. Det svarer cirka til prisen for seks operahuse. Det er noget af en investering, og det har da også været lidt af et sammenskudsgilde. Faktisk har femten andre lande udover Danmark og Sverige været med til at betale regningen.

Mikroskopet er så avanceret, at det bliver muligt at se og filme de enkelte atomer og deres bevægelse i praktisk talt ethvert materiale. Forskere og virksomheder kan bruge mikroskopet til at analysere nye materialer og biologiske processer. Den viden kan anvendes til for eksempel at udvikle mere effektive vindmøller, bedre medicin, smartere mobiltelefoner og nye energikilder.

De mange milliarder er en investering, der har flere fællestræk med en stor forskningssatsning, der ligger flere hundrede år tilbage. I 1576 forærede den danske konge, Frederik II, øen Hven til videnskabsmanden Tycho Brahe. Kongen sørgede også for, at Tycho Brahe fik bevillinger til, at han kunne bygge observatoriet Uranienborg på øen, hvor han kunne udforske verdensrummet, planeterne og stjernerne.

Der er flere grunde til at nævne Tycho Brahe og Uranienborg i forbindelse med kæmpemikroskopet i Lund. For det første var Uranienborg et meget fint eksempel på et førende forskningsinstrument i sin samtid. For det andet var Uranienborg med til at tiltrække datidens fremmeste forskere til Hven. Og hvor Tycho Brahe i sit observatorium kiggede ud på gigantiske fænomener i verdensrummet langt væk. Så giver det nye mikroskop muligheden for at undersøge fænomener, der er så små, at den menneskelige hjerne knap kan begribe det.

Det nye kæmpe mikroskop bliver også et førende forskningsinstrument, og det bliver et trækplaster for forskere i hele Europa. Det kommer til at styrke dansk erhvervsliv og cementere Øresundsregionen som førende vidensregion. Det vil afstedkomme nye opfindelser, nye produkter, og det vil være med til at skabe nye arbejdspladser. Et mikroskop til milliarder. Ja, det kan virke himmelråbende, men udbyttet har potentiale til at blive astronomisk.

Senest opdateret 11. september 2014