Det er sjældent, at kandidater fra humaniora bliver omtalt som en succes i diskussionen om, hvordan samfundet investerer i uddannelse. Og det er sjældent, at humanister bliver fremhævet som vigtige ressourcer for private virksomheder. Men det tegner ikke et retvisende billede af virkeligheden. For humanister hører faktisk til blandt dem, der har klaret sig bedst gennem den økonomiske krise, og flere og flere får job i den private sektor.
Selvom akademikerledigheden generelt er høj blandt nyuddannede, og selvom der bliver uddannet flere humanister end nogensinde før, lykkes mange med at komme i arbejde relativt hurtigt efter endt uddannelse. To ud af tre humanister får job indenfor de første tre måneder. Ud af dem har mere end hver tredje sikret sig et job allerede inden, de afslutter uddannelsen, viser undersøgelser.
Og erhvervslivet har de seneste år fået øjnene op for de kvaliteter, humanister bidrager med. Der er kunsthistorikere, der laver kundeanalyser. Der er retorikere, der finder recepten på markedsføringskampagnen, der rammer plet. Og der er medarbejdere med en cand.mag. i kultur og formidling i bagagen, der giver danske virksomheder større kulturforståelse og bedre afsæt for eksport.
Billedet af den piberygende humanist iført islandsk sweater og sokker i sandalerne er ligeså stereotypt som billedet af businessmanden med slipsenål, silkehabit og italienske laksko. Humanister kan med eller uden slips også bidrage til bundlinjen i private virksomheder. Tørre tal demonstrer den udvikling. I 1978 var kun en enkelt procent af humanisterne ansat i det private erhvervsliv. I 2009 var det steget til 42 procent.
Det er en markant udvikling, der understreger, at humanister er og skal være en del af vores fremtid. Men der er selvfølgelig ting, der kan gøres bedre. Der er uddannelser på humaniora, hvor antallet af undervisningstimer er for lav, og hvor kvaliteten ikke er høj nok. Det kan vi ikke byde de unge. Vi skylder hver enkelt studerende en god og spændende uddannelse. Der er også nogle studier, der optager flere, end der efterfølgende er relevante jobs til. Der er behov for at skrue op for størrelsen på nogle uddannelser og ned for andre. For uddannelser skal også gøre de studerende dygtige til noget, der er brugbart på arbejdsmarkedet, og som giver spændende karrieremuligheder.
Men er al den snak om arbejdsmarkedet et knæfald? Strider det mod humanioras idealer? Nej, på ingen måde. Selvfølgelig handler uddannelse om mere end arbejde og karriere. Det gælder for alle uddannelser. Dannelse er en vigtig del af uddannelse. I løbet af uddannelsen skal den studerende erhverve redskaber til at danne sig selv både som menneske og fagperson.
Den faglige og den personlige udvikling skal gå hånd i hånd. Uddannelse er en forberedelse til at deltage som kritisk og aktiv borger i et levende demokrati. Uddannelse giver selvstændighed og styrker den enkeltes muligheder for at danne sin egen mening. Men det er ikke på nogen måde en modsætning til hvad, der bliver efterspurgt, når man kommer uden for universitetets mure. For arbejdsgivere efterspørger medarbejdere, der kan løse problemer. Det kræver dyb faglighed, men det kræver også dannelse og almene kompetencer. Det kræver evnen til at kunne tænke selvstændigt og at være kritisk og reflekterende. Alt sammen humanistiske kernekompetencer som vi kan se, at erhvervslivet efterspørger.
Der er hverken modsætning mellem humaniora og ansættelse i private virksomheder. Eller mellem dannelse og brugbarhed på arbejdsmarkedet. Den positive udvikling med flere humanister i det private erhvervsliv skal fortsætte, for det er her fremtidens jobs er.