Kvinderne har overhalet mændene på universitetet, men der er få kvinder, der når til tops i forskningsverden. Det skal en ny taskforce være med til at ændre på.
Sidste vinter besøgte jeg den danske forsker Lene Hau på Harvard University i Boston. Lene Hau har fået sit eget laboratorium på det berømte universitet, hvor hun studerer lyset. Foreløbig er det lykkedes hende, som den første i verden, ikke kun at bremse lysets hastighed, men også at pakke det ind og sende det et andet sted hen.
Lene Hau skiller sig ud fra mængden. Ikke kun fordi hun er en international anerkendt forsker. Ikke kun fordi, at hendes forskningsfelt er så fascinerende. Men ikke mindst fordi, at hun er en dansk kvinde, der er nået til tops i forskningsverden.
Det er et paradoks. For der er flere og flere kvinder på de danske universiteter. De fleste universitetsfag har en overvægt af kvindelige studerende, og der er også mange kvindelige ph.d.er. Men når vi kommer til professorstillingerne er fraværet af kvinder tankevækkende. Kun godt 18 procent af professorerne ved de danske universiteter er kvinder. Her ligger vi håbløst bagefter vores nordiske nabolande, og vi er også under EU gennemsnittet.
Men hvorfor er det et problem, at kun få danske kvinder kommer langt i forskningsverdenen? Det enkle svar er, at det er spild af talenter, og det talentspild har vi ikke råd til. Det er forskningen, der skaber morgendagens samfund. Det er forskere, der skal finde vaccinen for Ebola, det er forskere, der skal skabe en bæredygtig fødevareproduktion, håndtere klimaforandringer og opfinde det som kommer efter internettet. Vi bliver kun gode nok til at skaffe den viden, der skal til, hvis vi sætter alle talenter i spil. Og så nytter det ikke, at vi kun fisker i den ene halvdel af søen.
Hvad kan vi så gøre ved problemet? Der sker noget allerede nu. F.eks. har alle universiteter udarbejdet strategier eller på anden vis sat fokus på at øge andelen af kvindelige forskere. Forskningsråd og fonde har også sat kvinder i forskning på dagsordenen. Det Frie Forskningsråd tog f.eks. taget initiativ til YDUN-programmet, der med en økonomisk bevilling på 110 millioner kroner uddelt her i 2014 vil medvirke til, at flere kvindelige forskere på lektorniveau kommer i gang med en forskningslederkarriere.
Men på trods af den stigende fokus er der et forsat behov for initiativer, der kan sikre, at vi både på kort og lang sigt kan understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningen. Tallene taler deres tydelige sprog; vi skal have arbejdet op i gear.
Derfor har jeg nedsat en hurtigarbejdende taskforce, der skal se på hvad det er for nogle barriere og mekanismer, der afholder kvinder fra at nå helt til tops på den akademiske karrierestige. Taskforcen har to opgaver. I første omgang skal de komme med nogle helt konkrete anbefalinger til, hvad vi lige nu og her kan gøre for at øge kønsbalancen i dansk forskning. Derudover skal task forcen peger på, hvor der kan være behov for et bedre videngrundlag for at kunne sætte effektivt ind. Og det videngrundlag vil jeg så bede Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd om at tilvejebringe næste år.
Taskforcen består af fem medlemmer, der tilsammen har viden om kvinder i forskning, kvinder på arbejdsmarkedet og erfaringer med de hidtidige indsatser. Formanden er professor Liselotte Højgaard.
Jeg ser frem til taskforcens forslag. Det er spild af talenter, hvis kvinder systematisk vælger en forskerkarriere fra. Vi skal have flere kvinder til at kende forskningen. Vi skal have flere kvinder, som Lene Hau, til at se lyset, og komme til tops i forskningen.