Gå til indhold

Talent findes alle steder

Kronik af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i Søndagsavisen den 16. august 2014.

Hvert år er den 30. juli er en særlig dag. Her får Danmarks unge at vide, om de er kommet ind på drømmestudiet.

I år var der gode nyheder til godt 64.000 unge. Det skal vi være stolte af, for aldrig før har så mange unge valgt vejen mod en videregående uddannelse.

En af dem er Julie. Til september begynder hun på sygeplejestudiet i København. Hun kommer fra en lille by i Vestsjælland, og ingen af hendes forældre har taget en videregående uddannelse. Dermed skiller hun sig ud fra mange af sine medstuderende. Det viser de tørre tal. I Kalundborg kommune, hvor Julie kommer fra, forventes 52 pct. af de unge få en videregående uddannelse. I Gentofte forventes 79 pct. at få en videregående uddannelse.

Unge fra akademikerhjem står generelt stærkt på de videregående uddannelser. Især hvis man sammenligner med unge, hvis forældre kom ud på arbejdsmarkedet direkte fra folkeskolen. Det er måske ikke i sig selv overraskende. Men når sandsynligheden for at få en kandidatgrad er 9 gange større for akademikerbørnene end for børnene af ufaglærte forældre, så er det altså meget skævt.

Sådan burde det ikke være. Det støder min retfærdighedssans og strider mod min forestilling om Danmark. Jeg tror ikke et sekund på, at de tal afspejler, hvordan talentet er fordelt i Danmark. Jeg tror ikke på, at unge i Nordsjælland er klogere end unge i Kalundborg eller Nakskov. Og i det Danmark, jeg drømmer om, skal det være fuldstændig ligegyldigt for dine chancer for uddannelse, hvor du er vokset op, og om din mor er kioskejer eller overlæge. Faktisk er det helt grundlæggende for mig og for Radikale Venstre, som altid har kæmpet for den frie og lige adgang til uddannelse.

Det handler ikke om, at alle skal tage hele vejen til universitetet. Vores videregående uddannelser er også Julies sygeplejestudie blandt mange andre, ligesom vi også har brug for dygtige faglærte i fremtiden – vores produktion, byggeri og servicesektor afhænger af dem. Men billedet er alt for skævt i dag og vidner om, at der er grupper af unge, som vores videregående uddannelser slet ikke når ud til.

Det skal der laves om på nu. Derfor gik jeg før sommerferien ud med nye krav til uddannelsesinstitutionerne om at bidrage til at bryde den sociale arv, og derfor nedsætter jeg et mønsterbryderkorps, som skal hjælpe mig til at få nye indsigter og ideer. I september tager jeg på en rundtur i landet for at lytte til gode – og dårlige – erfaringer fra dem, der har prøvet det selv og besøge uddannelsessteder, som har sat gode initiativer i gang. Jeg glæder mig til at lytte, blive klogere og få ideer, som vi bagefter kan omsætte i handling. Jeg håber, at rigtigt mange vil tage del i debatten og give mig input undervejs.

Mange har allerede bidraget og fortalt deres historie. I skal alle have stor tak. Det er utrolig inspirerende og styrker kun min tro på, at det her skal vi have lavet om på. Bliver det let? Nej. Sidder jeg med en gylden løsning? Nej. Men en ting er helt sikkert, jeg vil ikke opgive de unge, der har talentet og viljen til at tage en uddannelse, men som har brug for en håndsrækning for at finde vejen.

Tilbage er kun at sige til Julie og de andre nye studerende, som kommer uden at have boglige arbejdsredskaber og den akademiske parlør med i bagagen hjemmefra: Klø på og lad jer ikke kue af, at andre måske færdes mere hjemmevant i det nye studiemiljø. I har arbejdet jer til det, og I fortjener at være der. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at hjælpe herfra.

God vind og god fornøjelse!

Senest opdateret 18. august 2014