Gå til indhold

Vi kan ikke være bekendt at uddanne til arbejdsløshed

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i Politiken under titlen 'Ingen unge må ende som stud.ubrugelig' den 24. september 2014.

De børn og unge, der nu er på vej gennem vores skole- og uddannelsessystem, skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien. Intet mindre. Det er regeringens store erklærede mål – for uddannelse er det bedste, vi kan give – både til den enkelte og til hele Danmark.

En uddannelse er for rigtig mange nøglen til et bedre liv med spændende udfordringer og en god stabil indkomst.

Og for Danmark er uddannelse helt nødvendigt. Evner, viden og idéer er netop det, vi skal bygge vores samfund på. Det er det, der skal finansiere og udvikle det retfærdige velfærdssamfund, vi alle ønsker.

Derfor er det en rigtig god rekord, der blev sat i sommer. 65.000 unge kom ind på en videregående uddannelse. De videregående uddannelsesinstitutioner har leveret en kraftpræstation de seneste år. Det er en stor succes.

Men som med de flest andre medaljer – så har også denne en bagside. På en række studier kommer der langt flere studerende ud, end der er relevante job til. Det betyder desværre, at alt for mange møder arbejdsmarkedet med følgende brutale besked: ”Desværre, vi har ikke brug for den viden og de evner, du har arbejdet så hårdt for at tilegne dig”.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Jeg læste for nylig et indlæg med overskriften "En cand.ubrugelig?". Den handlede om den nyuddannede cand. mag. Leon Bentkowski, som efter at have afsluttet sin uddannelse nu er arbejdsløs. Han beskriver gribende, hvor hårdt det er at stå op til dage, hvor ingen har brug for ham. At gå fra en kendt og meningsfyldt hverdag til en hverdag, hvor ingen lader til at være interesseret i, hvad han kan. Og der er ikke meget håb at hente i omgangskredsen. Mange af vennerne har været arbejdsløse i mere end et år, og der er ikke en eneste humanist i omgangskredsen med job.

Det gør ondt at læse. For det her handler ikke bare om penge og tal. Det handler om unge, der starter deres fremtid med et stort svigende nederlag. Det handler om drømme, der bliver slukket, før de er kommet i gang. Og det handler om folk, der ikke får de muligheder ud af deres uddannelser, som de havde forventet - og måske endda var blevet lovet.

Det er et stort problem, der desværre på nogle uddannelser gentager sig år efter år. Uden at nogen har gjort noget ved det.

Det gør jeg nu. Uddannelse skal føre til job. Derfor vil jeg nu justere på antallet af studiepladser på de uddannelser, hvor der i længere perioder har været markante problemer med høj arbejdsløshed.

Det betyder ikke – overordnet set - at færre skal tage en uddannelse. Tværtimod. Jeg har stadig ambitionen om at være minister for den bedst uddannede generation. Og der er stadig samlet set plads til flere studerende. Målet er alene, at flere skal tage en uddannelse med gode jobmuligheder, og færre skal ende i arbejdsløshed.

Politisk styring af optag findes allerede i uddannelsessystemet. Vi styrer allerede optaget på en lang række uddannelser. Det gælder særligt i forhold til velfærdsområderne, hvor det i høj grad er det offentlige arbejdsmarked, der bestemmer antallet af job. Vi sætter rammerne for, hvor mange studerende, der kan læse til lærer, sygeplejerske, læge eller pædagog. Faktisk regulerer vi i dag optaget på flere end to tredjedele af professionsbacheloruddannelserne og samlet set mere end en fjerdedel af optaget på alle de videregående uddannelser.

På de øvrige uddannelser er det de enkelte uddannelsesinstitutioner, som fastsætter antallet af nye studerende. Og det er normalt, at uddannelsesinstitutionerne fastsætter optaget sådan, at ikke alle kan komme ind.

På trods af denne styring er der stadig en række uddannelser, hvor ledigheden efter endt uddannelse er alt, alt for høj. Ikke bare for en enkelt årgang. Men år efter år efter år. Det er på de steder, vi nu begrænser antallet af pladser.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke nogen nem opgave. Og det er ikke nogen let diskussion – for selvfølgelig er der mange følelser på spil. Mange vil mene, at netop deres studie – høj ledighed eller ej - er særlig vigtig for Danmark. Andre vil sige, at værdien af deres studier ikke kan aflæses i en arbejdsløshedsstatistik. Andre igen vil sige, at vi ikke kan spå om fremtiden, og at der netop på deres studier er meget spændende fremtidsudsigter.

Til de sidste vil jeg sige – det gør vi heller ikke. Vi begiver os ikke ud i en spåkoneøvelse, hvor vi forsøger at gætte os frem til fremtidens behov. Det kan ingen gøre særligt kvalificeret, og det ville være useriøst. Vi skærer heller ikke ned på uddannelsespladser, der kortvarigt har høj ledighed. Alle de uddannelser, der nu vil bliver justeret, har år efter år – ja faktisk gennem et helt årti – uddannet alt for mange til arbejdsløshed.

Vil jeg så tage valgmuligheder fra de unge? Nej, jeg har stor tillid til de unge, og jeg tror på, at de tænker sig om, når de vælger uddannelse. Både hjernen og hjertet er med, når de sidder med oversigten over uddannelser. Men det er alt for svært at vælge studie. Der mangler simpelthen let tilgængelige oplysninger - og der har vi politikere et ansvar.

For alt for mange oplysninger blafrer lidt i vinden.

Hvordan vurderer de tidligere studerende kvaliteten af studiet? Er det man lærer relvant, når man først er i arbejde? Hvor gode er beskæftigelsesmulighederne? Hvad kan man forvente at tjene? Det er bare nogle af de mange spørgsmål, de uddannelsessøgende ikke har kunnet få samlet svar på. Det skal de kunne nu – det skal være let at vælge rigtigt.

Det er derfor noget af indholdet i den gennemsigtighedspakke, som indgår i aftalen om vækstpakke 2014.

Det afgørende for, om en uddannelse nu bliver justeret, er ikke, hvor mange, der er ledige umiddelbart efter sidste eksamen, men derimod hvor mange, der må gå uden relevant arbejde i et eller to år efter, der er blevet færdige. På nogle uddannelser er de tal voldsomt høje. Ledighedstallene fra 2013 afslører for eksempel en række studier, hvor omkring hver tredje, der blev færdig i 2011, var arbejdsløse et eller flere år efter sidste eksamen.

Mit ministerium har arbejdet med flere modeller for, hvordan man kan justere de uddannelser, der år efter år uddanner unge til ledighed. Jeg mener, at den følgende er den mest effektive og retfærdige model:

  • Uddannelsesgrupper med en ledighed på 2 til 5 procent over gennemsnittet skal reducere antallet af studiepladser med 10 procent.
  • Uddannelsesgrupper med en ledighed på 5 til 7½ procent over gennemsnittet skal reducere antallet af studiepladser med 20 procent.
  • Uddannelsesgrupper med en ledighed på 7½ til 10 procent over gennemsnittet skal reducere antallet af studiepladser med 30 procent.

Nogle uddannelser har i de seneste år selv været opmærksomme på problemerne og har taget ansvar ved at skære ned på antallet af studiepladser. Det tager vi højde for, så dem, der allerede selv har taget ansvar, ikke rammes ekstra hårdt.

Der bliver ikke tale om, at institutionerne fra den ene dag til den anden skal lave store tilpasninger. De får tre år til at bringe optaget ned.

I dag bliver der årligt optaget 15.000 studerende på uddannelser med dårlige jobperspektiver. Om tre år vil det være skåret ned til 11.000. Det betyder 1.300 færre pladser om året de kommende tre år.

Men lad mig gøre det helt klart. Der er intet politiske ønske om at skære studiepladserne samlet set. Tværtimod. Jeg ser meget gerne, at optaget bliver øget på andre studier. For heldigvis er mange uddannelser og studier rigtigt gode til at uddanne de studerende, så deres viden og evner lever op til arbejdsmarkedets behov. Her stryger dimittender ud i relevante job. De uddannelser må gerne skrue op for optaget.

Lad mig give et eksempel. Der er lav ledighed og udsigt til vækst i det, vi ofte kalder Det Blå Danmark. Det gælder ikke mindst de aktiviteter, der er knyttet til energi på havet. På maskinmesteruddannelserne og en række af de øvrige maritime uddannelser er der i dag stor søgning fra unge, gode beskæftigelsesmuligheder og en lav ledighed på kun 2-3 procent. Lønnen for dem, der har taget en maritim uddannelse, er omkring halvanden gange højere end gennemsnittet for personer med en mellemlang videregående uddannelse.

Og netop derfor er antallet af studiepladser på netop de uddannelser nu blevet øget.

På en række uddannelser som ingeniøruddannelser, økonomi og datalogi er der rigtigt gode jobmuligheder. Til gengæld har de uddannelser svært ved at tiltrække nok ansøgere og har derfor ledige pladser.

Andre uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder har mange ansøgere. Jeg håber, at de institutioner vil kigge på antallet af pladser en ekstra gang. De skal se, om der er mulighed for at optage lidt flere for på den måde at være med til at sikre, at de uddannelsessøgende kommer ind på en uddannelse, hvor udsigten til et job er god.

Men – vil nogen sikkert sige – kommer det hele ikke til at dreje sig rigeligt om jobmuligheder? Er der ikke også andre formål med at studere og uddanne sig? Skal studerende ikke være andet end bidragydere til den store samfundsøkonomi? Og skal de ikke lade sig styre af deres interesser, videbegær og lyst?

Jo selvfølgelig. Vi må ikke glemme, at et formål med uddannelse også er den enkeltes dannelse. Og det gør vi heller ikke. Vi skal ikke kun forlange, at vores uddannelser er en gevinst for samfundsøkonomien, men også for det enkelte menneske.

Men jeg forstår ikke dem, der synes, at der er et åbenlyst modsætningsforhold mellem gerne at ville dannes - og gerne at ville uddannes. Eller mellem at ville berige hver enkelt studerende - og at berige vores samfund. For mig går det hånd i hånd. Det er uløseligt forbundet.

En af de enorme gevinster, som den enkelte studerende får ud af sine studier, er klart forbedrede muligheder i livet. Det er - blandt meget andet - muligheden for at forstå og glæde sig over kunst, kultur og komplekse udfordringer. Det er muligheden for at deltage og føle sig som en aktiv del af vores demokrati. Det er muligheden for selv at kunne søge udfordringer og vælge. Det er muligheden for en højere indkomst.

Og arbejdslivet er da ikke afkoblet individets interesse for dannelse eller ønsket om muligheder, udfordringer og fordybelse.

Hverken uddannelse eller dannelse er noget, der stopper, når den sidste bog er lukket, og eksamen er overstået. Det er noget, man bygger videre på. Også på et job.

Jeg har stadig til gode at møde den studerende, der ikke drømmer om at bruge sin viden og evner i et godt job. Som ikke ser et job som en vej til at udnytte de mange muligheder i livet, som uddannelse og dannelse giver.

Dannelse står i øvrigt på ingen måde i modsætning til, hvad der bliver efterspurgt, når man kommer uden for læreanstalterne. Arbejdsgivere efterspørger medarbejdere, der kan løse problemer  - også dem de ikke har læst om i en lærebog. Det kræver dyb faglighed. Men det kræver også dannelse og almene kompetencer. Det kræver evnen til at kunne tænke selvstændigt. At være kritisk og reflekterende.

For mig vil det være manglende respekt for både dannelse og uddannelse, hvis jeg stiltiende accepterede at alt for mange unge uddanner sig til arbejdsløshed.

Jeg forventer naturligvis ikke, at alle humanister med et trylleslag får interesse for at søge optagelse på ingeniørstudierne. Det skal de heller ikke. Vi har brug for masser af færdiguddannede inden for humaniora og samfundsvidenskab. Men vi er nødt til at finde en bedre balance, så optaget i de kommende år flytter sig i retning af uddannelser med bedre jobudsigter. For den enkelte behøver det ikke at være ret langt.

Når vi nu justerer på nogle uddannelser for at stoppe uddannelse til arbejdsløshed, står det ikke alene. Og det løser kun ét problem. Det overordnede problem er, at der er behov for, at vi får bedre kvalitet på vores uddannelser. For det halter flere steder. Det skal løses i tæt samspil med det arbejdsmarked, der efterfølgende skal ansætte de færdiguddannede.

Kvalitetsudvalget, som er nedsat til netop at kigge på de videregående uddannelser, har med deres første rapport sat gang i debatten med nogle meget vidtrækkende forslag til, hvordan de videregående uddannelser skal indrettes i fremtiden. Den debat kommer der yderligere tryk på med udvalgets næste rapport om kvalitet i efteråret. Det glæder jeg mig til.

Jeg har allerede i dag sendt mål og de konkrete tal for antallet af studiepladser på uddannelser med dårlige jobudsigter ud til uddannelsesinstitutionerne. Jeg har bedt dem om i løbet af de kommende uger at fordele de færre studiepladser på de konkrete uddannelser, så det er gældende for optaget på uddannelserne fra næste sommer.

Jeg ved, at det kræver en ny kraftpræstation af institutionerne. Og jeg ved, at det ikke er let at skulle skære ned nogle steder og samtidig finde plads til lidt flere studerende andre steder. Men jeg ved også, at de kan levere, selv om det – indrømmet - ikke er den sjoveste opgave, jeg har udstukket. Ja faktisk er det lidt af et benspænd.

Men nogle gange er det netop, hvad der skal til. Jeg tror på, at justeringerne på længere sigt kan gavne de uddannelser, der nu skal have færre studerende. For jeg sender samtidig et meget klart signal til uddannelserne. Alle videregående uddannelser er nu nødt til at forholde sig endnu mere til det arbejdsmarked, der venter på deres studerende. Vi kan og må aldrig igen acceptere så meget uddannelse til arbejdsløshed. Det ansvar skal både ministre, politikere og uddannelserne turde tage.

Det er derfor tid til justering – vi kan ikke være andet bekendt.

Senest opdateret 24. september 2014